FV15: Børns Vilkår tager #BarnetsParti
Valget 2015 bør handle om, hvilket samfund vi ønsker for vores børn. Derfor tager Børns Vilkår #BarnetsParti for at sikre, at børnepolitikken ikke bliver glemt.
Børn er vores vigtigste råstof. Derfor tager Børns Vilkår #BarnetsParti i valgkampen og sætter på www.barnetsparti.dk samt de sociale medier fokus på, hvad politikerne vil gøre for børnene efter valget.
”Folketingsvalget 2015 ikke kun er et spørgsmål om rød eller blå. Om Thorning eller Løkke. Valget 2015 bør også handle om, hvilket samfund, vi ønsker for vores børn. Derfor har vi oprettet barnetsparti.dk. Det er en måde at sikre, at børnepolitikken ikke bliver glemt i valgkampen,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Børns Vilkår har bedt partiernes socialordførere forholde sig til tre udvalgte mærkesager, nemlig et fuldt stop for fogedafhentninger af børn i samværssager, at alle børn skal have ret til en skolegang uden mobning og at anbragte børn får ret til efterværn, når de fylder 18 år.
”De tre mærkesager har vi taget med på Christiansborg for at få politikernes holdning til dem. Vi har samtidig bedt dem fortælle, hvad deres egne børnepolitiske dagsordener er,” siger Rasmus Kjeldahl.
Resultatet er otte korte interviews med partiernes socialordførere, der i løbet af valgkampen vil blive delt og debatteret på Facebook og Twitter.
Læs mere på www.barnetsparti.dk, hvor du kan få et samlet overblik over politikernes holdninger – og vise din støtte ved at skrive under, hvis du er enig i Børns Vilkårs mærkesager.