Glædelig jul og godt nytår fra os i Børns Vilkår
Julen er børnenes fest. Det er den heldigvis for langt de fleste børn. Men midt i juletravlheden kan det være nemt at overse de børn, som ikke glæder sig til jul. Børn, som ringer til BørneTelefonen, fordi de er bange for, at mor dukker fuld op til juleafslutningen. Som går på tåspidser derhjemme for at undgå blå mærker, eller som ikke tør at ønske sig noget, fordi der alligevel ikke er råd. For de børn er julen ikke en fest, og deres fortællinger rører mig dybt.
Børns Vilkårs frivillige og ansatte arbejder året rundt for at stoppe svigt af børn i Danmark. Så når vi andre tager vores kære i hånden rundt om juletræet, er der altid en rådgiver, der tager røret på BørneTelefonen. Fordi alle børn har brug for at blive set og hørt af en voksen. Børns Vilkår vil gerne sikre, at denne voksne er til stede.
2019 var året, hvor vi indviede en ny afdeling af BørneTelefonen i Aarhus og dermed skabte helt nye muligheder for rekruttering af frivillige i det jyske. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning i vores arbejde for at hjælpe de alt for mange børn, der ikke kommer igennem til en rådgiver, fordi der er kø på linjen.
Men vi kan ikke gøre det alene. Et folketingsvalg bragte i juni en regering til magten, der har en erklæret dagsorden om at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i. Børns Vilkår har viljen og evnen til at holde dem fast på det ønske.
Jeg er utrolig stolt over at være en del af det hold af medarbejdere og frivillige, som hver eneste dag kæmper for at stoppe svigt af børn og for at gøre en positiv forskel i mange børns liv. Et arbejde, der kun er muligt takket være den uvurderlige støtte, vi får fra medlemmer, fonde, erhvervspartnere, politikere, myndigheder, fagpersoner og ikke mindst børnene, som hver dag betror os deres livs udfordringer.
Jeg vil gerne sige tusind tak for samarbejdet i 2019! Skal jeg komme med et jule- og nytårsønske, så er det, at vi alle bliver mere opmærksomme på de mest udsatte børn, både når det ringer ind til julehygge, og når vi tager hul på 2020.
Kun sammen kan vi stoppe svigt!
Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår
Støt BørneTelefonen og hjælp svigtede børn
Hjælp børn, der står helt alene med deres problemer
Hver dag i julen sidder vores frivillige rådgivere klar på BørneTelefonen indtil kl. 02 om natten – så børn ikke skal græde sig selv i søvn eller skære sig i armen for at få de triste tanker til at forsvinde.
Men vi har fået over 200.000 henvendelser fra børn og unge i år – det er langt flere end før, og vi har kun ressourcer til at besvare halvdelen. Derfor håber vi, at du vil støtte BørneTelefonen, så vi kan hjælpe endnu flere børn i julen og i det nye år.