Hvad koster et børneliv?
Debatindlæg af Rasmus Kjeldahl.
Bragt i Politiken den 30. 4. 2014.
En bekymret medarbejder i Guldborgsund Kommune sendte i påskeugen en spareplan for anbringelsesområdet til Folketingets Ombudsmand. Her fremgik det, at kommunen har et mål om at hjemtage 30-40 procent af de børn, der er anbragt i plejefamilier. Det skal ske ved at sagsbehandlere gennemgår alle deres anbringelsessager og inddeler dem i tre kategorier – A, B og C. Formålet er at hjemtage 30-40 procent af børnene i kategori C – og forkorte 30% af anbringelserne i kategori A.
Bag procentsatserne og kategorierne A, B og C befinder sig udsatte børneliv. Børn, hvis trivsel og udviklingsmuligheder er så truet, at kommunen har pligt til at hjælpe.
Planen i Guldborgsund er desværre ikke enestående. Kommunerne er i de senere år blevet underlagt stramme økonomiske krav, der har gjort overholdelse af budgettet til prioritet nr. 1, mens overholdelse af serviceloven forekommer at være blevet næst-vigtigst. Det er vores erfaring efter at have bisiddet over 1000 børn med sager i kommunen, og det bekymrer os.
Et af FN’s børnekonventions mest centrale begreber findes i princippet om, at man i alle forhold, der vedrører børn, skal sætte barnets bedste eller barnets tarv i første række. Princippet er indskrevet flere steder i den danske lovgivning – det står altså lovgivningsmæssigt bøjet i neon, at kommunerne skal sætte barnets tarv i først række, når et barn er udsat for omsorgssvigt. Desuden har kommunerne pligt til at høre børn i sager, der angår dem selv.
Et er lov, noget andet er praksis. Tag nu bare et aktuelt eksempel: En dreng – lad os kalde ham Simon på 15 år, er de seneste 10 år vokset op i sin plejefamilie, hvor han trivedes og udviklede sig. I 9. klasse tog han på efterskole, og nu hvor skoleåret lakker mod enden, har kommunen meddelt ham, at han skal hjem og bo hos sine biologiske forældre. For kommunen er det en besparelse. For Simon er det et chok: Han skal nu fungere i helt nye rammer under helt andre vilkår end dem, han er tryg ved og kender til. Desuden er han på intet tidspunkt er blevet inddraget i kommunens beslutning, sådan som loven kræver det. Han er en brik, et nummer i en sag, hvor det på papiret muligvis giver god mening at hjemtage ham. Men kommer Simons tarv i første række? Nu har han henvendt sig til Børns Vilkår for at få en bisidder, der kan hjælpe ham med – i det mindste – at få en behandling, der lever op til lovgivningen.
Efter at Folketingets ombudsmand har udtrykt alvorlig bekymring for, at børnenes rettigheder ikke respekteres i Guldborgsund, har kommunen meddelt, at spareplanerne ikke længere er aktuelle. Det er godt, men det grundlæggende problem er ikke løst: At sparekrav forringer indsatsen.
Det må aldrig være sådan, at økonomi bliver et styrende argument for at ændre et barns anbringelsessted eller hjemtage ham eller hende til mor eller far. Man kan spare penge på kort sigt, ja. Men prisen for et dårligt barneliv kan blive meget højere – menneskelig og økonomisk.