Ikke alle børn glæder sig til jul
Flere børn ringer ind med tunge problemer i julen end resten af året, viser opgørelse fra BørneTelefonen hos Børns Vilkår. Sidste jul havde BørneTelefonens rådgivere mere end 800 samtaler med børn og unge, der henvendte sig for at få hjælp.
Selvmordstanker, selvskadende adfærd og seksuelle krænkelser. Tunge og triste problematikker præger i højere grad BørneTelefonen i juledagene i forhold til resten af året.
Sidste år handlede over halvdelen af samtalerne i julen om krænkelser som vold og overgreb og psykosociale problematikker som angst og selvmordstanker. Det viser en opgørelse over de 831 samtaler på BørneTelefonen, der fandt sted mellem lillejuleaften og nytårsaften sidste år.
”Samtalerne vidner om, at julen også for børn kan forstærke de ting, der er svære. Det er særligt hårdt, hvis familien ikke er et trygt sted at være. Det kan forstærke følelsen af ensomhed og afmagt”, siger vicedirektør i Børns Vilkår, Helle Tilburg Johnsen.
Samtalerne vidner om børn, der oplever voldelige skænderier i familien. Nogle har lyst til at gøre skade på sig selv og er ensomme. Andre har forældre, der er fulde. Det er især samtaler om selvmord og angst, der fylder på BørneTelefonen i juledagene. Faktisk blev de emner bragt på banen i 134 samtaler i julen sidste år, altså i næsten 20 procent af samtalerne.
”Rådgiverne hører ofte på BørneTelefonen, at børnene og de unge har forsøgt at gå til en voksen for at snakke om problemerne. Men børnenes råb om hjælp bliver ikke altid taget alvorligt,” siger Helle Tilburg Johnsen.
Frivillige sidder klar på BørneTelefonen alle juledage indtil kl. 02.00 om natten. Derudover kan børn få en bisidder, der kan hjælpe barnet med at få den hjælp af kommunen, de har brug for.
Fakta om jul på BørneTelefonen 2016:
BørneTelefonens frivillige rådgivere havde i alt 831 samtaler i juledagene sidste år. Derudover var der også børn, der fik en bisidder, og der blev foretaget to underretninger til kommuner.
59% af alle samtaler i juledagene handlede om krænkelser og psykosociale problemer. Det er meget sammenlignet med resten af året, hvor disse problematikker fyldte omkring 30,6% af samtalerne på BørneTelefonen.
- Krænkelser: Forsømmelse/vanrøgt, fysisk og psykisk vold, mobning, seksuel krænkelse og diskrimination.
- Psykosociale problemer; Bange/angst, brug af rusmidler (alkohol, stoffer m.v.), ensomhed, krop og/eller udseende, selvmordstanker/selvmordsforsøg, selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser.
Det ringede børnene ind om
Dreng på 13 år ringer ind med lillesøster på 8 år i baggrunden. Forældrene er netop blevet skilt, men børnene er blevet boende hos moren, som græder højt hele tiden. Faren har de ikke set i 14 dage. De ved slet ikke, hvad de skal i dag og i morgen. De ved ikke, om mor har købt ind til jul og de ved ikke, om de skal se far. Men de tør ikke spørge mor om noget, fordi hun bare bliver mere ked af det.
Pige på 17 år skriver ind, at julehyggen endte med slag, skub og fald på trappen. Julemaden var nemlig blevet brat afbrudt af et voldsomt skænderi. Faren blev fuld og slog mor. Pigen ville beskytte sin mor og hev i sin far, så han faldt.
Dreng på 12 år fortæller, at han bliver mobbet i skolen og har selvmordstanker. Han er ofte alene med sin lillesøster. Juleaften sad han også alene hjemme med sin søster. Men det gør de næsten hver aften. Så drengen står ofte for mad og andre praktiske ting derhjemme.
Pige på 16 år henvender sig, fordi hun overvejer at begå selvmord med panodiler. Hun har lavt selvværd og har det generelt rigtig skidt. Hun har haft en spiseforstyrrelse gennem mange år, hun ser ikke sin alkoholiske mor, hendes far slår hende og hendes stedmor kalder hende grimme ting.
Pige på 13 år fortæller, at hun har haft det dårligt i julen og er bange for også at få det dårligt i nytåret. Hun græder og hyperventilerer nærmest i telefonen. Hun ringer fra skuret af, fordi hun ikke orker at hygge med familien. Pigen fortæller, at hendes venner og stedbror mobber hende og kalder hende tyk – så meget at hun en dag gik hjem fra skole. Men hun tør ikke fortælle det til sin mor, fordi hun sikkert vil stikke ham en flad eller låse ham ude, som det er sket en gang før. Til jul havde hun kun fået gavekort til legetøj samt noget slik, mens den jævnaldrende bror har fået dyrt mærketøj.
Samtalerne er anonymiserede.