Ikke alle børn glæder sig til jul
Sidste år havde BørneTelefonen hos Børns Vilkår mere end 200 samtaler i juleda-gene med børn, der har ondt i livet. I år er rådgivningen åben indtil kl. 02.00 i jule-dagene.
Sidste år havde BørneTelefonen hos Børns Vilkår mere end 200 samtaler i juledagene med børn, der henvendte sig med ondt i livet. Børnenes angst, ensomhed, selvskadende adfærd og selvmordstanker fyldte en del – samtidig var der også samtaler om problemer med forældres vold, druk, seksuelle krænkelser og psykiske lidelser.
For mange børn er julen en højtid, de ser frem til at tilbringe sammen med familien. Men sådan er det ikke for alle. Forældres svigt og svære tanker kan blive ekstra svære, hvis der er en forventning om, at nu skal man hygge sig,
siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
På BørneTelefonen hører rådgiverne, at børnene og de unge ofte har forsøgt at gå til en voksen for at snakke om problemerne. Men børnenes råb om hjælp bliver ikke altid bliver taget alvorligt.
” Derfor er vi ekstra glade for at udvide åbningstiden også i juledagene, så børn helt indtil kl. 02.00 kan få hjælp af en voksen, der lytter og hjælper. Hvis der er tale om svigt som seksuelle overgreb, vold og druk, kan barnet få en bisidder fra Børns Vilkår, der hjælper barnet med fx at slippe væk hjemmefra,” slutter Rasmus Kjeldahl.
#JulpåBørneTelefonen
I år er rådgivningen åben indtil kl. 02.00 i alle juledagene – også juleaften. Nummeret er 116 111 og alle børn kan ringe gratis og anonymt.
I alt modtog Børns Vilkår 777 opkald i juledagene sidste år. Mere end hvert 3. opkald handlede om problemer som selvmordstanker, ensomhed og angst samt forældres druk, vold, misbrug og psykiske problemer. Derudover fik 3 børn en bisidder og der blev foretaget to underretninger til kommuner.
Det sagde børnene:
Julen er slet ikke hyggelig. Min mor drikker og er tit fuld og sur. Min far bor langt væk og han siger, han ikke gider komme og hente mig.
Pige, 14 år
Jeg skulle have været hjem på juleferie i dag, men min mor er ikke dukket op. Jeg er bange for, hun er taget på druk. Det er ikke rart at være hjemme: Min mor kalder mig for luder og taler grimt til mig. Engang, da hun var fuld, slog hun mig også.
Pige, 16 år
Min mor var meget fuld her til aften og begyndte at råbe. Jeg sagde til hende, at hun skulle tage det roligt og at jeg gerne ville hjælpe. Så tog hun fat i min arm og råbte, at jeg ikke skulle bestemme over hende. Så fik jeg en knytnæve i ansigtet.
Pige 11 år