Juledruk og skænderier fyldte hos børnene
Julen sidste år var travl på BørneTelefonen hos Børns Vilkår
I juleferien sidste år gennemførte de frivillige rådgivere over 700 samtaler med børn og unge fra hele landet, der ringede ind om alt fra mobning, forelskelse og spiseforstyrrelser til vold og overgreb. Derudover foretog Børns Vilkår tre underretninger, og seks børn fik en bisidder fra Børns Vilkår. Et gennemgående tema i juledagene var børnenes forhold til deres forældre. Nogle børn ringede, fordi forventningens glæde var afløst af uro og utryghed, fordi forældrene var fulde eller skændtes. Børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Solveig Jessen, var til stede juleaften og fortæller eksempelvis om en 10-årig pige, der ringede ind og var ked af det.
”Pigen havde netop puttet sin lillesøster og mor lå beruset på sofaen og tudede, fordi hende og kæresten havde skændtes. Morens kæreste var nu gået. Han havde været meget voldsom og havde banket en dørkarm ind. Juleaften var næsten ikke begyndt, før den sluttede” siger Solveig Jessen og understreger, at eksemplet viser, at børns problemer ikke holder juleferie – de intensiveres. ”Det har derfor stor betydning for børnene, at de har mulighed for anonymt at komme i kontakt med en voksen, der kan lytte og hjælpe. Og så er vi her. Ligesom vi er her alle årets andre dage,” siger Solveig Jessen.
Et partnerskab med TrygFonden muliggjorde, at BørneTelefonen sidste år, for første gang, kunne holde åbent i juledagene.
Det ringer børnene om i julen
Pige på 14 år ringer, fordi hun havde brug for at snakke om sidste jul, der var forfærdelig, fordi hun var udsat for vold og seksuelle krænkelser begået af faren, der altid har drukket. Hun bor nu hos en plejefamilie.
En dreng på 15 år ringer, fordi han har svært ved at overskue en jul i familiens skød. Han har ADHD og oplever, at især farens familie har svært ved at acceptere ham og de udfordringer han har.
En pige på 12 år ringer, fordi hendes forældre for nyligt er blevet skilt. Hun skal holde jul med sin far, men syntes det er svært, fordi hun føler, at fars familie holder hende udenfor. Hun oplever, at de ikke vil tale med hende, fordi hun er anderledes. Det gør hende meget bekymret for juleaften.
Dreng på 12 år ringer og fortæller, at hans mor og far blev skilt sidste år. Nu har hans far fundet en ny kæreste, som kommer juleaften. Det har han det rigtig svært med.
En dreng på 8 år ringer og fortæller, at hans far og mor ikke vil købe legetøj til ham. Han har ikke fået nyt legetøj de sidste 2-3 år. Hans venner har meget forskelligt legetøj og det elsker han at lege med. Han kunne rigtig godt tænke sig en fjernstyret bil i julegave. Når han har forsøgt at gøre moren opmærksom på det, har hun sagt, at de ikke har penge til det.
Pige på 13 år fortæller, at familien er Jehovas Vidner. Hun bliver drillet, fordi hun ikke må komme med til fødselsdage og heller ikke holder jul.
En pige på 17 år fortæller, at hendes far har brændt hende og lillesøsteren af til juleaften. Pigen og lillesøsteren skulle holde jul ved faren, men han har netop ringet og sagt, at han ikke har tid til at holde jul med dem. Pigernes mor skal ud og rejse, fordi hun troede, at pigerne skulle holde jul ved faren. Nu ved de ikke, hvor de skal holde jul.
Pige på 14 år fortæller, at far er alkoholiker og stofmisbruger. Mor har været alkoholiker i et halvt år. De er skilt, men når de holder jul sammen, falder moren i, og de bliver voldelige og slår pigen. Pigen udøver selvskade. Det er første gang, hun fortæller det til nogen. Hun vil gerne høre mere om, hvordan man får en bisidder fra Børns Vilkår.
Børnenes historier er anonymiserede.