Kommunens økonomi trumfer alt for ofte barnets bedste

Af Rasmus Kjeldahl, Direktør i Børns Vilkår
KRONIK: Det er et stort og livsændrende indgreb, når man fjerner et barn fra dets far og mor. Det må aldrig være en snuptagsløsning.
Men statsministeren har ret, når hun i sin nytårstale siger, at der er forældre, som får for mange chancer, når børn udsættes for vold, misbrug og svigt i hjemmet.
Udsatte familier skal altid have så meget hjælp som overhovedet muligt, men systemets tålmodighed med forældrene må aldrig gå ud over børnenes sundhed, trivsel og udvikling. Fokus skal være på barnets behov og ikke på forældrenes ret til at udvikle sig. Børnene har kun én barndom, og når de har brug for hjælp, skal de have den så tidligt som overhovedet muligt.
I Børns Vilkår ser vi desværre mange sager, hvor kommuner i årevis sætter ind med utilstrækkelige hjælpeforanstaltninger i stedet for at gøre det eneste åbenlyse og rigtige – at anbringe barnet. Målet om at holde familien samlet bliver prioriteret højere end barnets behov for tryghed, ro og stabilitet, som en anbringelse uden for hjemmet ville kunne give.
Afgørende tidspunkt
Tidspunktet for en anbringelse er altså vigtigt og kan være helt afgørende for, hvor meget svigt, skyld og skam barnet bærer med sig – og som for flere fører til misbrug, kriminalitet og manglende uddannelse senere i livet. Det hører vi også fra de mange anbragte unge, som på modigste vis har stillet op i medierne og fortalt, hvordan de ville ønske, der var blevet grebet ind noget tidligere.
Men! Systemet svigter ikke kun, når vi griber ind for sent. Det svigter i lige så høj grad, når børn bliver udsat for ustabile og utrygge forløb, hvor de hverken føler sig hørt eller inddraget.
I sin nytårstale sagde statsministeren, at vi har skabt et samfund, der bygger på tillid. Men mange anbragte børn og unge har helt mistet tilliden til systemet. De er blevet hevet gennem et utal af svære skift mellem anbringelsessteder og skoler og har på den hårde måde lært, at det ikke kan betale sig at knytte sig for meget til andre mennesker og steder, for det hele ændrer sig jo om lidt alligevel. Særligt de mange skoleskift er kritiske, for vi ved, hvor meget det betyder for udsatte børns trivsel og udvikling, at de har en stabil skolegang, et trygt anker i tilværelsen.
Gør det rigtigt første gang
Det er helt afgørende, at myndighederne gør mere for at sikre, at de børn, der anbringes, får et godt og ordentligt forløb. De skal møde kompetente sagsbehandlere – og helst den samme i hele forløbet. De skal anbringes rigtigt første gang, så de ikke gentagne gange skal skifte anbringelsessted og skole. Og de skal opleve, at de voksne omkring dem vil dem, tror på dem og lytter til deres behov, ønsker og drømme.
Det er desværre ikke tilfældet i dag. I Børns Vilkårs bisidning ser vi ofte, at børn reelt ikke bliver inddraget i deres egen sag. At de blot informeres om beslutninger og flyttes rundt eller hjemgives til biologiske forældre uden begrundelse. Nogle børn får kun få dage til at sige farvel til de mennesker, der har været positive aktører i deres liv.
En af vores bisiddere var for eksempel ude hos en otte-årig pige, der havde boet i plejefamilie, siden hun var lille. Kommunen havde bestemt, at hun skulle flytte hjem til sin biologiske mor, som bor i en anden by. Pigen havde kun haft sporadisk kontakt med sin mor og prøvet at overnatte hos hende en enkelt gang i den tid, hun havde været anbragt. Nu skulle hun så flytte hjem til hende, selvom hun ikke havde lyst og heller ikke forstod hvorfor. Hun havde det godt hos sin plejefamilie og var glad for sin skole og sine venner.
Den dag, hun blev hentet af kommunen, låste hun sig grædende ind på værelset og sagde gentagne gange, at hun ikke ville med. Svaret fra sagsbehandleren var, at det havde kommunen nu engang afgjort, og at politiet kunne komme og hente pigen, hvis hun ikke fulgte med. Med hjælp fra sin plejefamilie og bisidderen fra Børns Vilkår lykkedes det pigen at samle så meget mod og ro, at hun kunne følge med, uden at situationen udviklede sig yderligere.
Svært at leve op til lovgivningen
Eksemplet fortæller os en af mange historier om et system, som ikke står på børnenes side. Sociallovgivningen er ellers – i sin formulering – både god og ambitiøs. Men vi oplever, at det er svært for kommunerne at leve op til den. I december viste Ankestyrelsens børnesagsbarometer, at der generelt sker for mange fejl i kommunernes sagsbehandling på børneområdet. I 44 procent af sagerne var der ikke afholdt en lovpligtig børnesamtale, inden kommunen havde truffet afgørelse, og fristen for afslutning af de børnefaglige undersøgelser var overskredet i 64 procent af sagerne.
Der er flere grunde til, at det står så skidt til. Sagsbehandlere fortæller os, at de ikke kan nå at forberede sig til møder og samtaler med børn og unge – at de ikke når mere end lige at overholde lovens minimumskrav. Nogle sagsbehandlere giver direkte udtryk for, at de vælger ikke at inddrage barnet, da det fører til en ekstra arbejdsbyrde. De føler sig presset og er ofte underlagt en utilstrækkelig økonomi med hyppige besparelser.
Kommunernes økonomi spiller desværre en stor rolle for kvaliteten af det system, børnene møder i dag. Selvom alle kan være enige om, at en endelig beslutning skal ske på baggrund af barnets bedste, ser vi desværre, at økonomien ofte trumfer. En stram økonomi kan føre til hårde prioriteringer som: Hvilket barn tager mindst skade af, at vi sender det hjem til mor og far igen?
Brug for handlingsplan
Vi ser samtidig et stort behov for at styrke fagligheden hos de socialrådgivere, der behandler sagerne. Det er en specialistopgave at have med udsatte børn at gøre, og det skal i højere grad mærkes i praksis. Vores anbefaling er, at alle sagsbehandlere, der afholder børnesamtaler og varetager sagsbehandling for udsatte børn, skal gennemgå træning og blive certificeret til det. Det kræver særlige kompetencer at tale med børn, der har det svært, lige såvel som det kræver juridiske kompetencer at varetage den lovgivning, arbejdet er bundet op på.
Det overordnede mål må og skal være, at ingen børn svigtes af systemet. At de voksne, børnene møder, er på deres side. Præcis som regeringen har lovet, at den vil være.
Vi anbefaler, at der bliver udarbejdet en national handlingsplan, som har fokus på:
- Bedre anbringelsesforløb – den rigtige indsats til den rigtige tid. Børnene skal opleve kontinuitet og skånsomme overgange og plejefamilier og opholdssteder, der har de rigtige kompetencer, og som har mulighed for tilstrækkelig støtte og supervision.
- Bedre kvalitet og højere faglighed, både juridisk og socialfagligt, i de beslutninger, der træffes i børnesager. Reglerne skal til enhver tid overholdes, og indsatsen skal matche det enkelte barn.
- Certificering af sagsbehandlere, der arbejder med børne- og ungesager. Børnene og de unge skal have en meget stærkere stemme i deres egen sag. Derfor skal sagsbehandlere gennemgå træning og øvelse i at tale med udsatte børn. Samtidig skal socialrådgivergrunduddannelsen styrkes.