”Man kunne jo godt lytte til mig”
Wincentz Heim kæmpede som anbragt barn for at få lov at flytte tilbage til sine plejeforældre fra en døgninstitution. ”Jeg var usikker på, om myndighederne reelt var på min side,” fortæller han.
Da Wincentz Heim var halvandet år, blev han tvangsfjernet fra sine forældre, de var ikke i stand til at tage sig af han. Han kommer til en plejefamilie i Rødovre, som han knytter sig til.
Lige meget hvad der er sket, har jeg altid haft deres støtte og kærlighed. Uden dem var filmen nok knækket,
konstaterer Wincentz Heim.
Den tumultariske start på livet gjorde, at Wincentz var skrøbelig op gennem barndommen, bl.a. knyttede han sig så meget til sin plejemor, at han ikke kunne vige fra hendes side. Som 9-årig fik Wincentz det psykisk meget dårligt. Så dårligt, at han blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i 3 måneder med angst og det, som i fagsprog kaldes for ’skizotypisk sindslidelse’, en moderat form for skizofreni. Ved behandlingens ophør anbefalede hospitalet, at han skulle hjem til plejefamilien og fortsætte i dagbehandling. Imidlertid afgjorde kommunen, at han skulle flytte fra plejefamilien til behandling på en døgninstitution.
”Jeg oplevede den beslutning som en tvangsindlæggelse og et kæmpestort indgreb i mit liv. Jeg følte, at jeg måtte kæmpe for at være tæt på dem, jeg er knyttet til og som er knyttet til mig. Jeg havde aldrig nogensinde oplevelsen af, at mine sagsbehandlere lyttede til mig, at de ville mig det bedste. Som 12-13-årig fik jeg at vide, at min plejefamilie aldrig ville blive min familie. De ville glemme mig og jeg ville glemme dem. Det var en voldsom udtalelse til et barn, hvor plejefamilien var det eneste trygge omdrejningspunkt,” fortæller Wincentz Heim, der kun måtte se sin plejefamilie hver 14. dag, da de overgik til at være aflastningsfamilie.
Wincentz trivedes ikke på institutionen. Der var masser af larm, slåskampe og vold mellem børnene. Ruder blev knust, døre sparket ind. Hele tiden kæmpede Wincentz for at komme hjem.
Jeg var vred fordi jeg blev sat i en situation, der handlede om mig, men hvor det man siger ikke er særligt vigtigt. Jeg havde ikke et ønske om at alle skulle gøre, hvad jeg sagde. Men man kunne jo godt lytte til mig.
Efter to år blev Wincentz overført til en anden afdeling, hvor der var mere ro. Det gik bedre, Wincentz blev fri for sine diagnoser og kom i en almindelig skoleklasse. Han fik en normal hverdag med lektier, venner og fritidsinteresser. Men Wincentz ville stadig gerne hjem, han savnede sine plejeforældre i Rødovre.
”Hver dag var en kamp for at dulme nerverne omkring min fremtid og min angst for, at det ikke skulle gå godt. En kamp for at blive ved med at tro på, at mine holdninger og følelser omkring mine ønsker og planer for fremtiden var reelle og helt ok,” fortæller Wincentz.
I 9. klasse fik han en ny sagsbehandler, Rikke.
”Jeg følte, jeg kunne stole på hende. Hun lyttede og forstod, ” forklarer Wincentz, der for første gang var fortrøstningsfuld omkring sin udsigt til at komme hjem. Derfor var han ekstra spændt den dag i 9. klasse, hvor han blev hentet på skolen i frokostpausen. Forude ventede et møde med Rikke og kommunen med svar på endnu en anmodning om at flytte hjem.
Rikke valgte at lytte til mig og jeg fik lov til at komme hjem – stik imod døgninstitutionens indstilling. Det var første gang, kommunen valgte at følge en anden anbefaling end eksperternes,
husker Wincentz, der nærmest blev lammet af glæde over beskeden.
Opholdsstedet reagerede ret negativt på beslutningen.
”De burde være glade og stolte. Jeg havde fået god hjælp og var nu klar til at blive sendt ud i verden. Det er jo langt fra alle, det lykkes for. Når man bor på døgninstitution kan man nemlig se, hvor påvirket man er af den sociale arv – hvor lange tråde den trækker.”
Hjemme i Rødovre hos sin plejefar og plejemor gennemførte Wincentz 10. klasse. I sommer blev han student og tager nu et sabbatår før han vil læse videre, gerne til journalist.
”Jeg er dybt taknemmelig for, at leve i et land, hvor jeg har fået de muligheder, jeg har. Men jeg kunne godt have undværet at blive fjernet fra plejefamilien på den måde, det skete. Det var umådeligt hårdt. For at klare det var jeg nødt til at tænke det som en kamp. Frygt kan smadre en, men det kan også være en positiv drivkræft i forhold til at ændre på tingene.”