Nets tjener millioner på gebyrer, der kunne gå til udsatte børn
Af Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår og Jonas Keiding Lindholm, generalsekretær for Red Barnet
Børn der mobbes, bliver slået, udsat for seksuelle overgreb og andre svigt er afhængige af voksne, der vil hjælpe dem. Både herhjemme og i resten af verden. Vi har som samfund alle en særlig forpligtelse til at forebygge og stoppe svigt.
Mange tusinde borgere lever op til den forpligtelse ved at støtte Red Barnet, Børns Vilkår og andre humanitære organisationer med et fast månedligt beløb. Et beløb, der oftest betales via betalingsservice (PBS), der gør det let for både privatpersoner og organisationer at administrere faste betalinger.
En virksomhed, der skiller sig ud i denne sammenhæng, er ejeren af PBS, Nets, der pålægger Red Barnet, Børns Vilkår – og alle andre humanitære organisationer – meget høje gebyrer for betalingsformidling af de faste betalinger. Det er en god forretning for Nets. Alene i år afkræver Nets Red Barnet og Børns Vilkår knap 3,6 millioner kroner i gebyrer. De udnytter hermed danskernes givervilje, og at de fleste danskere og organisationer foretrækker PBS-betalinger. Sammenlignet med andre gebyrer er det et meget højt beløb.
Nets er ejet af en international investorgruppe med kapitalfonden Hellman & Friedmann i spidsen. Kapitalfonden købte Nets i februar 2018 for 33,1 mia. kroner.
3,6 millioner kroner er et lille beløb for Nets og ejeren bag, men det har en stor betydning for vores mulighed for at hjælpe udsatte og svigtede børn. Uden gebyret ville Børns Vilkår for eksempel kunne rådgive og hjælpe mindst 5.000 børn yderligere på BørneTelefonen, og Red Barnet ville kunne give mad i en uge til mere end 11.600 familier i Yemen.
Nets svigter sit samfundsansvar gennem den nuværende politik. Det er endnu et ærgerligt eksempel på, at hensynet til profit er stærkere end moral og ansvarlighed, når kapitalfonde overtager virksomheder. Måske det er på tide – også for Nets – at vise ansvar og føre en gebyrpolitik, som støtter de svageste i samfundet.