Ny undersøgelse: Udsatte børn er i større risiko for vold derhjemme
20 år efter at det blev ulovligt for forældre i Danmark at udsætte deres børn for vold, er langt de fleste forældre holdt op med at slå. Men ikke alle børn slipper for vold i hjemmet, og en ny undersøgelse fra Børnerådet udpeger nogle af de mest udsatte børn: Børn, der vokser op i en familie med alkohol- eller stofmisbrug, børn med en diagnose og børn med anden etnisk baggrund end dansk. I dag afholdes en konference på Københavns Rådhus om at stoppe vold mod børn.
19 pct. af drenge med ikke-vestlig baggrund har været udsat for grov vold i hjemmet, mens det gælder for ni procent i gruppen af drenge med etnisk dansk baggrund. Det viser en ny undersøgelse fra Børnerådet blandt 4.039 elever i 7. klasse.
Undersøgelsen kortlægger, hvilke forhold der har særlig betydning for, om børn bliver udsat for vold. Den viser, at børn af forældre med et alkohol- eller stofmisbrug, børn med en diagnose, fx ADHD eller autisme, samt børn med anden etnisk baggrund dansk er mere udsat for vold end andre børn. Forskellen er også til stede, når der tages højde for andre forhold i barnets liv som fx familiens økonomi.
– Med denne undersøgelse er vi blevet bekræftet i, at nogle forhold i børns liv, fx misbrug, har stor betydning for, om der er vold i hjemmet. Det betyder, at vi kan sætte mere målrettet ind over for de familier, hvor vi ved, der er problemer. Fx ved ikke kun at have fokus på volden, men også ved at hjælpe far og mor ud af deres misbrug, siger formand for Børnerådet Per Larsen.
Mere end 1.500 børn ringer hvert år til BørneTelefonen hos Børns Vilkår og fortæller om vold. Det bekræfter behovet for at fastholde fokus på forebyggelse af vold mod børn:
– Der er behov for politiske initiativer, så vi systematisk opsporer og hjælper risikofamilier, fx ved at sundhedsplejerske og jordemoder taler om opdragelse med forældrene. Vi må ikke have berøringsangst i forhold til at blande os i familiers liv, uanset kulturel baggrund. Hvis vi har det, svigter vi børnene, siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl.
Markering af 20-året for afskaffelsen af revselsesretten
Overborgmester i København Frank Jensen (S) var justitsminister, dengang revselsesretten blev afskaffet i 1997. Han glæder sig over, at holdningen til at bruge vold i opdragelsen generelt er ændret. Men vi er stadig ikke i mål, siger han:
– Langt de fleste voksne i Danmark er i dag enige i, at man skal opdrage børn uden at bruge vold. Men den holdningsændring kommer stadig ikke alle børn i Danmark til gode. Vi ved i kommunen, at der stadig er forældre, der slår deres børn – og her arbejder vi målrettet på at hjælpe risikofamilier. Bl.a. arbejder vi målrettet for, at børn i udsatte familier, herunder familier med anden etnisk baggrund end dansk, kommer i vuggestue og børnehave, fordi det udvikler børnene og giver mulighed for tæt kontakt til forældrene.
Generalsekretær for Red Barnet Jonas Keiding Lindholm glæder sig over, at årsdagen for afskaffelsen af revselsesretten bliver markeret på Københavns Rådhus. Han ser det som et startskud til helt at få stoppet vold mod børn.
– Nu er det tid til, at de ændrede holdninger følges op af konkrete handlinger, så vi kommer helt i mål. Derfor er jeg glad for, at vi i dag står skulder ved skulder – børneorganisationer, politikere og fagpersoner – i kampen for at sikre, at alle børn vokser op uden vold.
Pressen er velkommen til konferencen om, hvordan vi stopper vold mod børn. Den finder sted i dag den 9. juni kl. 9-11.30 på Københavns Rådhus.
Hovedresultater fra Børnerådets undersøgelse
- Der er en signifikant sammenhæng mellem en række forhold, og hvorvidt børnene har været udsat for grov vold i hjemmet:
- Alkohol- og/eller stofmisbrug i familien
- Barnet har en diagnose (ADHD, ADD, autisme, Aspergers syndrom, OCD, Tourette)
- Barnets etnicitet (indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund)
- Familiens økonomiske situation (meget færre/færre penge).
- 21 pct. af de børn, der lever i et hjem med alkohol- og/eller stofmisbrug, er blevet slået med flad hånd inden for det seneste år. Til sammenligning gælder det for 6 pct. af børnene, der lever i en familie uden misbrug.
- 15 pct. af de børn, som har angivet, at de har en diagnose, er blevet slået med flad hånd af en voksen derhjemme. Til sammenligning gælder det for 7 pct. af børnene uden en diagnose.
- 11 pct. af de børn, der har ikke-vestlig baggrund, er blevet slået med flad hånd af en voksen derhjemme. Til sammenligning gælder det for 6 pct. af børnene med etnisk dansk baggrund.
- Børn, der bliver udsat for vold i hjemmet, har mindre tiltro til, at de voksne derhjemme vil hjælpe dem, hvis noget går galt. De oplever i mindre grad at kunne sige deres ærlige mening, og de voksne respekterer i lavere grad deres privatliv, sammenlignet med børn, der ikke bliver udsat for vold.
Om undersøgelsen
Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel, som blev gennemført i september 2016. 23 pct. af de børn, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, var 12 år, 71 pct. var 13 år, og 6 pct. var 14 år. Undersøgelsens metoder er beskrevet bagest i notatet.
Spørgeskemaundersøgelsen er en del af den landsdækkende kampagne #stopvoldmodbørn, som Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår har samarbejdet om. Det fælles projekt er støttet af TrygFonden.