Nyt skilsmissesystem sætter børnenes trivsel i centrum

Det nye skilsmissesystem sætter hensynet til barnets trivsel først. De positive elementer er mange, men der er stadig plads til enkelte forbedringer, mener direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Efter lange forhandlinger præsenterede Børne- og socialminister Mai Mercado tirsdag d. 27. marts Danmarks nye skilsmissesystem.
Børns Vilkår har bidraget med sparring og viden gennem hele forløbet og har på den måde arbejdet aktivt på at sikre, at barnets trivsel altid bliver sat først i skilsmissesager.
I det nye skilsmissesystem er børnenes trivsel da også kommet langt mere i fokus, og der er flere gode ting at fremhæve, mener direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
”Vi er særdeles glade for det nye skilsmissesystem, der i højere grad sætter hensynet til barnet først og som tager bedre hånd om de børn, der kommer i klemme i konfliktfyldte skilsmissesager,” siger Rasmus Kjeldahl.
Det nye skilsmissesystem indeholder blandt andet initiativer, der sikrer en bedre hjælp til udsatte børn i familier, hvor flere alvorlige problemstillinger som misbrug og vold er en del af konflikten. Derudover indføres en ny formålsparagraf i Forældreansvarsloven, der slår fast, at alle afgørelser skal ske ud fra hensynet til barnets trivsel.
”Vi håber, at det nye system får sat en stopper for de årelange sager, hvor børn bliver kastebold mellem myndighederne og forældrene. Ligeledes ser vi meget positivt på initiativerne om bedre børneinddragelse og rådgivning til forældre og er glade for, at hensynet til barnets trivsel nu bliver skrevet ind i lovgivningen,” siger Rasmus Kjeldahl.
Hertil kommer, at børn nu bliver oplyst om deres rettigheder i forbindelse med skilsmisse, herunder deres ret til en bisidder, der kan hjælpe og støtte barnet i processen. Ligeledes er det positivt, at man ønsker at styrke samarbejdet mellem det familieretlige og sociale system. En helhedsorienteret indsats fra myndighedernes side vil i højere grad gøre det muligt at tilpasse indsatsen overfor den enkelte familie og barn.
”Børns Vilkår vil nøje følge, hvordan man i det nye systems praksis tager hånd om de mest udsatte børn. Aftalen rummer mange gode elementer, når de gælder de mest komplekse og konfliktfyldte skilsmisser, og vi vil sikre, at de gode intentioner bliver omsat i virkeligheden.”
Oprettelsen af Familieretshuset til at fokusere forløbene bliver ligeledes hilst velkommen, men det er vigtigt, at Familieretshuset ikke kommer til at udfylde samme rolle som statsforvaltningen i det forrige system.
Den tidlige screening af familiesager og inddeling i forskellige sagsbehandlingsspor – grøn, rød og gul – sikrer den nødvendige fleksibilitet således, at familierne mødes rigtigt fra start og får den hjælp og rådgivning, de har brug for.
Glædeligt er det også, at der nu bliver sat en stopper for fogedafhentninger. Fremover skal denne opgave varetages af Familieretten og barnet skånes dermed for den ofte voldsomme og ubehagelige oplevelse at blive hentet af fogeden.
Til trods for de mange gode initiativer er der stadig plads til forbedringer. Specielt når skilsmissesagerne spidser til, er det vigtigt, at systemet sætter børnenes trivsel i centrum. Her ligger det nye system op til, at domstolene får en vigtig rolle og det giver grund til bekymring.
”Domstolene har med det nye system fået en stor opgave og påtager sig et stort ansvar. De har lovet, at de kan løfte det – det vil vi holde øje med,”, siger Rasmus Kjeldahl.
Fakta
5 væsentlige tiltag i det nye skilsmissesystem
- Familieretshuset
Familieretshuset erstatter statsforvaltningen og bliver den nye og eneste administrative indgang til systemet. Det er her, screeningen af skilsmissesagerne finder sted og inddeles i grøn, gul og rød. - Familieretten
De komplekse skilsmissesager (sager i den røde kategori) kommer til at ligge i Familieretten – det er sager, hvor der er alvorlige problemer eller konflikten mellem forældrene er så stor, at der er brug for rettens indblanding. Derudover er det slut med fogedafhentninger, når aftaler om samvær ikke overholdes. Denne opgave ligger nu hos Familieretten. - Børneenheden
Børneenheden skal sikre, at skilsmissesagerne altid tager udgangspunkt i barnets behov, og at børnene bliver inddraget og deres perspektiv bliver hørt. Det bliver skrevet ind i loven, at hensynet til barnet skal vægtes højest. - Børnecheck og bopæl deles
Forældre i brudte familier får fremover som udgangspunkt delt børnechecken og bopæl mellem sig. - Rådgivning til forældre
Fremover skal ægtepar med børn vente tre måneder på at blive skilt. Forældre tilbydes rådgivning i den såkaldte refleksionsperiode og samtidig skal forældrene gennemføre et digitalt forløb, der blandt andet klæder dem på til at tage hensyn til barnet.
Regeringen og alle Folketingets partier står bag det nye system for skilsmisser.