Op imod halvdelen af alle skilsmisser er konfliktfyldte
Børns Vilkår opfordrer fraskilte til at opsøge upartisk rådgivning om, hvordan man sætter fokus barnets behov i forbindelse med skilsmissekonflikter.
46% af skilte par med fælles børn oplever konflikter i samarbejdet i dag. Det viser en undersøgelse, Epinion har foretaget for Børns Vilkår blandt et repræsentativt udsnit af fraskilte danskere med børn under 18 år. 40% svarer, at bruddet har påvirket barnets trivsel delvist eller meget negativt.
”Det bekymrer, at så mange forældre oplever, at de har et konfliktfyldt samarbejde fordi vi ved, det går ud over børnene. Men vi ved også, at det er lettere sagt end gjort at samarbejde med ex’en, fordi en skilsmisse er en livskrise på niveau med svær sygdom og dødsfald,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
65% af forældrene svarer, at de har haft behov for råd om deres barns trivsel i forbindelse med bruddet. Langt størstedelen har søgt råd hos venner og familie, viser undersøgelsen.
”Det er godt, at så mange søger råd og støtte hos deres netværk, når noget er svært. Dog kender vi alle til, at familier og venner ofte tager parti, hvis der er en konflikt i forbindelse med brud. Vi oplever ligefrem fra ForældreTelefonen, at netværket kan blive en del af konflikten – og det gavner ikke barnet,” siger Rasmus Kjeldahl.
Børns Vilkår opfordrer forældre i skilsmisse til at søge neutral rådgivning.
”Det skal ikke forstås sådan, at alle forældre i skilsmisse skal opsøge psykolog. Men der findes gratis rådgivningstilbud, der kan hjælpe forældre til at have fokus på barnets behov i forbindelse med en skilsmisse. Eksempelvis ForældreTelefonen hos Børns Vilkår. Her er rådgiverne uddannet til at tale med voksne om børn,” siger Rasmus Kjeldahl.
Sammen med Egmont Fonden er Børns Vilkår i gang med at udvide kapaciteten på ForældreTelefonen. Målet er i 2018 at have knap 6.000 rådgivninger på ForældreTelefonen mod godt 2000 rådgivninger af forældre i 2014.
”Vi ved fra forskningen, at skilte forældres evne til at håndtere samarbejdet på en god og konstruktiv måde er afgørende for børns trivsel. En samtale med ForældreTelefonens uvildige rådgivere kan være netop det, der afgør, om den skilte mor eller far får øjnene op for sit barns behov,” siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration.
ForældreTelefonen hos Børns Vilkår
ForældreTelefonen er en anonym rådgivning for forældre, bedsteforældre, venner, naboer og andre med relation til børn, der har det svært. Rådigverne er særligt uddannet til at tale med voksne om børn.
I 2014 havde Børns Vilkår godt 2128 samtaler med forældre på ForældreTelefonen. 44% af samtalerne handlede om problemstillinger vedrørende skilsmisse.
Ring til ForældreTelefonen på 35 55 55 57.
Om undersøgelsen
Epinion har gennemført undersøgelsen for Børns Vilkår blandt et repræsentativt udsnit af fraskilte danskere med børn under 18 år med henblik på at afdække behovet for rådgivning til forældre i skilsmisse.
Mens 54 % af alle forældrene ikke oplever, at deres samarbejde med deres ekspartner om at være forældre er konfliktfyldt, svarer 46 %, at de oplever konflikter i samarbejdet. De primære typer af konflikter, som forældre oplever, omhandler økonomi, mens mange også oplever konflikter om opdragelse, fordeling af samvær og om regler generelt.
40 % svarer, at bruddet har påvirket barnet trivsel delvist eller meget negativt, mens tilsvarende 39 % svarer, at bruddet ikke har haft hverken positiv eller negativ betydning for barnet trivsel.
Af alle de adspurgte i undersøgelsen svarer 65 %, at de i en vis grad har haft behov for råd om deres barns trivsel i forbindelse med bruddet med deres ekspartner.
Størstedelen søgt hjælp hos enten venner (55%) eller familiemedlemmer (52%). Samtidig svarer en fjerdel (25 %), at de har fået professionel rådgivning.