Over 10.800 danskere står sammen i en coronatid om at hjælpe udsatte børn
Børns Vilkår oplever en enorm interesse fra danskere, som vil samle ind til udsatte børn. Over 10.800 har meldt sig som indsamlere til Børns Vilkårs landsindsamling søndag den 21. marts, og det er ny rekord. Indsamlingen går til at sikre, at flere udsatte og omsorgssvigtede børn kan få hjælp på BørneTelefonen.
Lussinger, ydmygende øgenavne og seksuelle overgreb er kun en flig af det, børn og unge i en omsorgssvigtet hverdag kan opleve. Det er voldsomt at stå i, og børnene kontakter BørneTelefonen, fordi de ofte ikke har andre steder at gå hen.
Over 10.800 danskere går nu foråret i møde ved at støtte op om Børns Vilkårs landsindsamling på søndag d. 21. marts. Det rekordhøje antal indsamlere samler ind til BørneTelefonen, så flest mulige børn og unge kan få hjælp, når livet gør ondt.
“Vi er utrolig glade for, at så mange indsamlere vil støtte op om vores arbejde for omsorgssvigtede børn og unge. Under coronakrisens nedlukninger, hvor mange har været isoleret i utrygge hjem med konflikter og krænkelser, er det kun blevet endnu tydeligere, hvor vigtigt det er, at børn og unge har et sted som BørneTelefonen, hvor de kan række ud efter hjælp,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Omsorgssvigt trækker spor langt ind i voksenlivet
På BørneTelefonen har coronakrisen betydet, at det hyppigste samtaleemne for første gang i flere år er gået fra forelskelse og kærlighed til relationen mellem børn og forældre. 31 procent af disse samtaler handlede om omsorgssvigt – en væsentligt højere andel end året før.
I alt havde BørneTelefonen 4.340 samtaler om omsorgssvigt i 2020, ligesom Børns Vilkår underrettede de sociale myndigheder 173 gange, hvilket er en stigning i forhold til året før. Det er oftest mistrivsel, konflikt og fysisk vold i hjemmet, der er årsager til underretningerne.
“Vi ved, at en barndom med omsorgssvigt kan påvirke voksenlivet negativt. Konsekvenserne er blandt andet mistillid i relationer, dårligt selvværd og psykisk mistrivsel. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil åbne deres dør for indsamlerne på søndag og bakke op om landsindsamlingen,” siger Rasmus Kjeldahl.
Coronatiltag ved Børns Vilkårs landsindsamling
- Alt indsamlingsmateriale er sendt hjem til indsamlerne, som dermed kan gå direkte ud på deres rute uden at skulle mødes med andre først. På samme måde er der ikke et bestemt sted, hvor indsamlerne skal mødes og aflevere deres indsamlingsbøtter, når indsamlingen er slut.
- Som noget nyt i år kan man aflevere sin indsamlingsbøtte i landets Bog & idé butikker senest dagen efter indsamlingen i butikkernes almindelige åbningstid. Det er også muligt at indlevere indsamlingsbøtten hos Børns Vilkår i Valby på selve indsamlingsdagen mellem kl. 12-18 og i udvalgte banker frem til d. 6. april – se hvilke her: https://bornsvilkar.dk/bliv-frivillig/indsamler/aflevering-af-indsamlingsboetten/
- Det er muligt at give bidrag via MobilePay, ligesom alle indsamlere får vejledning i, hvordan de kan skabe sikkerhed for dem selv og dem, de ringer på hos.
- Siden 8. marts har det også været muligt at oprette en digital indsamling via Facebook Fundraiser.
Fakta
- Børns Vilkår afholder landsindsamling søndag d. 21. marts.
- De indsamlede midler går bl.a. til at drive og udvikle BørneTelefonen gennem rekruttering og uddannelse af flere frivillige rådgivere.
- BørneTelefonen har eksisteret siden 1987 og har åbent alle dage året rundt.
- I 2020 havde BørneTelefonen over 52.700 samtaler med børn og unge. Der var dog også mange, der henvendte sig forgæves – mere end halvdelen af henvendelserne blev ikke besvaret. Primært pga. kapacitet, og at der på nogle tidspunkter er et meget stort antal børn og unge, der henvender sig samtidig.
Eksempler på samtaler om omsorgssvigt på BørneTelefonen
- En pige på 15 år henvender sig, fordi hendes far slår hende, når moren ikke er hjemme. Hun har ikke lyst til at leve og føler, at hun ikke er noget værd. Hun overvejer at tage panodiler.
- En dreng på 14 år henvender sig til BørneTelefonen. Han græder og ryster. Han har låst sig inde på toilettet, fordi hans far er meget opfarende og hidsig.
- En pige på 17 år oplever, at hun bliver mobbet af sin familie, og at hun ikke bliver hørt, respekteret eller hjulpet med de problemer, hun har. Hun er bange, særligt for sin mor. Hun har fået for meget og vil gerne væk.