Pressemeddelelse: Årets Sabroe Pris går til radioværten Emil Nørlund
Børns Vilkår tildeler Emil Nørlund årets Sabroe Pris, fordi han som vært på radioprogrammet ’Tværs på P3’ giver unge en stemme og rådgiver på allerhøjeste niveau, lyder det fra Børns Vilkårs formand, Peter Albæk.
Radioværten Emil Nørlund har efter Tine Brylds død genoplivet radioprogrammet ’Tværs’ så godt, at Børns Vilkår tildeler ham Sabroe Prisen 2013.
”Som ’Tværs på P3’-vært repræsenterer Emil Nørlund værdier, Børns Vilkår gerne vil hylde; nemlig at han giver unge en stemme og løfter den ind i en samfundsmæssig kontekst. Emil formår i samtalerne, at skabe et tillidsfuldt rum, hvor den unge kan fortælle sin ofte vanskelige historie på en nænsom og oplysende måde, uden at overskride grænser. Det er rådgivning på allerhøjeste niveau,” siger Børns Vilkårs formand, Peter Albæk.
Gennem sin rolle i ’Tværs på P3’ er Emil Nørlund med til at løfte en vigtig samfundsopgave, fortsætter Albæk:
”Fra BørneTelefonen ved vi, at der blandt børn og unge er kæmpe efterspørgsel efter professionelle voksne, der lytter og kan inspirere dem til at finde løsninger på nogle gange tunge problemer. Emil Nørlund fortjener prisen for sit store engagement og ekstraordinære indsats, der gør ham til rollemodel for andre voksne i mødet med børn og unge.”
Emil Nørlund (født 1981) er som vært opfostret i DR, hvor han altid har lavet ungdoms- tv og radio. Han startede med at lave Missionærerne på P3 efter at være blevet optaget på DR´s talentordning i 2004. Siden 2011 har Emil Nørlund været kaptajn på ’Tværs på P3’, der startede i 1972 og har rekorden som det længst levende radioprogram for unge.
Sabroe Prisen er opkaldt efter børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe. Den gives til en person eller institution, der har gjort en særlig indsats for udsatte danske børn og unge. Sidste år modtog Team Succes prisen for at hjælpe børn og unge med anden etnisk bagrund end dansk at opnå succes i skolen og privat.
Prisen på 10.000 kroner bliver overrakt i studiet under en ’Tværs’-transmission den 22. december – uden Emil Nørlunds vidende.
Yderligere oplysninger:
Presseansvarlig i Børns Vilkår, Marianne With Bindslev: Tlf. 20673038, marianne@bornsvilkar.dk
Redaktør for DR Kultur, Birgit Bergholt: Tlf. 28546290, bbn@dr.dk