Ros til skilsmisseudspil fra regeringen
Det er positivt, at regeringens udspil til et nyt og mere enkelt skilsmissesystem har fokus på barnets trivsel i svære skilsmisser, lyder det fra Børns Vilkår.
”Vi er meget positive over for udspillet, der er mere enkelt og i højere grad end i dag tager udgangspunkt i børnenes behov,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, om udspillet til et nyt skilsmissesystem fra Børne- og socialminister Mai Mercado (K).
I udspillet skal alle familiesager screenes hurtigt og deles op i en grøn bunke, som ingen opmærksomhed kræver, en gul bunke, som kræver rådgivning og mægling, og en rød bunke, som rummer så store konflikter, at de skal sendes direkte til en dommer i byretten efter en grundig udredning af situationen.
Rasmus Kjeldahl er især positiv over for, at man har fremlagt et system med en god balance i opgavefordelingen mellem domstolene og andre myndigheder. Desuden indebærer udspillet, at de komplekse skilsmisser opfanges tidligere. Disse skilsmisser handler ofte også om andre problemer i familien, fx psykiske lidelser, misbrug eller overgreb.
”Udspillet er et godt bud på et forsøg på at tage hånd om de mange børn, der i det nuværende systemet reelt tages som gidsler i de komplekse skilsmisser. Vi kender mange sager, der i årevis flyttes fra skrivebord til skrivebord mellem myndighedsinstanser, mens barnet fastholdes i en stressende og uholdbar situation,” siger han.
Rådgivning, mægling og udredning skal foretages i en ny specialiseret myndighed, Familieretshuset, som skal afløse Statsforvaltningen, der helt nedlægges.
”Det er vigtigt, at Familieretshuset har ekspertise inden for flere felter, når familierne – især i de komplekse skilsmisser – skal udredes og hjælpes. Særlige problemer kræver særlig viden,” siger Rasmus Kjeldahl, der også peger på behovet for, at hensynet til barnets trivsel styrkes i lovgivningen.
”Ellers vil vi blive ved med at se domme, der i praksis betyder, at forældres opfattelse af at have ret til deres barn vejer tungere end barnets trivsel,” lyder det.