Salg af julekalender giver børn én på opleveren
Danmark summer i år særligt af julestemning, når mere end 287 foreninger, klubber og klasser i hele landet sælger Børns Vilkårs julekalender. Pengene går til ture og arrangementer, der skal styrke sammenholdet – og Børns Vilkårs BørneTelefon.
Friske danske børn og unge vil i den kommende juletid sælge over 100.000 af Børns Vilkårs julekalendere og således tjene op til 20 kr. per solgt julekalender til klasse- eller foreningskassen. Samtidig går overskuddet fra salget til Børns Vilkår, som blandt andet driver BørneTelefonen.
Salget af julekalenderen er en god måde at indsamle penge på for frivillige foreninger og skoleklasser. Det giver mulighed for at tage på udflugt eller lejrskole, og sætte fokus på det sociale blandt børnene. Samtidig er de danske børn med til at støtte BørneTelefonen.
“Det betyder meget for os, at det netop er børn, der er med til at sikre, at vi har BørneTelefonen,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
BørneTelefonen modtog sidste år godt 33.000 samtaler med børn og unge om alt fra digital mobning, kærlighed og venskaber til vold og omsorgssvigt. Pengene fra blandt andet salget af julekalendere er med til at sikre, at børn kan få gratis anonym rådgivning hver dag året rundt.
Køberne af julekalenderne kan vinde flotte præmier. Under lågerne gemmer der sig søde nisser, fakta om BørneTelefonen og et lykkenummer, som giver mulighed for at vinde lækre præmier. Der en bil af mærket VW up!, rejsegavekort og mange andre lækre præmier på højkant.
Læs mere om, hvordan skoleklasser og frivillige foreninger kan tjene penge via salg af Børns Vilkårs julekalender her: http://www.stoetforeningen.dk/ og http://www.bornsvilkar.dk/