Skilsmisseforældre skal have bedre hjælp for barnets skyld
Af: Rasmus Kjeldahl, direktør for Børns Vilkår og Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening
Mine forældre skændes hver dag. Min største drøm er, at mine forældre kan tale ordentligt sammen.
siger en pige på 9 år til Børnetelefonen hos Børns Vilkår.
Hvis forældrene har et godt samarbejde efter skilsmisse, trives børnene akkurat lige så godt som andre børn. Når forældrene taler grimt om hinanden, skændes eller slet ikke taler sammen – er der derimod betydelig risiko for at det går ud over deres børns trivsel.
Regeringen lancerede i juni et oplæg til en reform af hele skilsmissesystemet. Ambitionerne er høje. ”Barnets trivsel skal stå som en lysende stjerne i det nye system” udtalte ministeren på pressemødet. Det er er en god og nødvendig ambition. I dag ender børn alt for ofte som kasteskyts mellem forældrene, understøttet af et kompliceret juridisk system, der risikerer at skade børnenes trivsel ved at forlænge og optrappe konflikterne. Vores børn fortjener især, at den endelige model for fremtidens skilsmisseindsats er meget ambitiøs, når det gælder den konfliktforebyggende indsats.
Børn udsat for skilsmissekrig har brug for at samfundet støtter forældrene i at lave aftaler, der er gode for barnet og at de lærer at samarbejde om barnets trivsel. Forældre skal for eksempel forstå at en weekend med barnet ikke er mors eller fars weekend – men at det er barnets weekend og at det er hensynet til barnet der må have forrang for forældrenes behov!
Hvis skilsmisseforældre i konflikt skal kunne holde fokus på barnets trivsel, har de ofte brug for hjælp, midt i det morads af kuldsejlet økonomi, sårede følelser og livskrise, som en skilsmisse typisk fører med sig.
Derfor er der behov for, at alle forældre, når de skal skilles eller deres samliv ophører, skal have adgang til rådgivning, der kan sikre det nødvendige fokus på barnet. Godt samarbejde og børnevenlige aftaler om samvær, ferier, og barnets bopæl kommer ikke altid af sig selv. Det kan kræve professionel hjælp. Børn, hvis forældre, der henvender sig til myndighederne, fordi der er uenighed, har især brug for at forældrene får et udvidet tilbud om rådgivning, terapi og mægling – der skal være adgang til en værktøjskasse, der giver familien de tilbud, der passer bedst til familiens situation.
Vores appel til de politiske partier, som om lidt sætter sig omkring forhandlingsbordet på Christiansborg er at arbejde for et nye skilsmissesystem der sikrer hjælp til at støtte forældrenes samarbejde. Det vil være et blandt flere afgørende forudsætninger for at skilsmisser fremover i mindre grad end i dag slår benene væk under mange børns trivsel og barndom.