Skilsmissepakke tilgodeser i højere grad forældrene end børnene
Regeringens skilsmissepakke kan sætte børn yderligere i klemme mellem deres forældre. I værste fald kan de nye tiltag være med til, at flere forældre går under jorden med deres børn, frygter direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Regeringen har netop offentliggjort indholdet af sin ’skilsmisse-pakke’, der har til hensigt at undgå at en forælder kan chikanere den anden forælder ud af et barns liv.
Børns Vilkår er enige i, at der er behov for at gribe ind overfor chikane, men stiller sig tvivlende overfor om skilsmisse-pakken når sit mål. Pakkens omfatter bl.a. skærpet mødepligt i Statsforvaltningen, hurtigere midlertidige afgørelser om samvær samt rådgivning i eget hjem til forældre, hvis børn er i fare at blive hentet af fogeden og politiet.
“Forslaget sender et kraftigt signal om, at forældre, der ikke samarbejder, bliver straffet. Erfaringen viser dog, at man ikke kan lovgive sig ud af følelsesmæssige konflikter og vi havde derfor gerne set, at aftalen i langt højere grad handlede om forebyggelse og konflikthåndtering i den enkelte familie. Forældres ret til at se deres børn tilgodeses i forslaget – men uden at tage hånd om den konflikt, børn i skilsmisse befinder sig i”, siger Rasmus Kjeldahl. Han efterlyser desuden, at regeringen sætter tal på chikaneproblemets omfang.
“Regeringen bør følge sine egne anbefalinger om, at socialpolitik skal bygge på fakta og viden”, siger Kjeldahl.
En del af forslaget handler om, at når et samvær er brudt sammen, skal Statsforvaltningen hurtigt sikre, at barnet får samvær.
” Det er som regel godt, at et barn har kontakt til begge forældre. I virkelighedens verden er det dog ofte vanskeligt at skelne mellem chikane og begrundet beskyttelse af barnet. Vi frygter, at de hurtigere afgørelser kan medføre, at flere forældre går under jorden med deres børn for at beskytte dem. Og så vil børnene blive taberne”, konstaterer Kjeldahl. Han roser dog den del af aftalen, der handler om rådgivning i eget hjem, hvis børn er i fare for at blive hentet af fogeden eller politiet: “Det er positivt, at man her forsøger at sætte ind over for selve konflikten. Den indsats bør bare ligge tidligere i forløbet”.