Stop tsunamien af psykisk mistrivsel blandt børn og unge
Antallet af børn, der mistrives og bliver psykisk syge, er kraftigt stigende. En kommende regering bør sætte ind med en ambitiøs handleplan som redningskrans til de tusinder af børn, der risikerer at blive ramt af angst, ensomhed og psykisk sygdom.
Tænk hvis antallet af børn med kræft pludselig eksploderede og sygehusenes børnekræftafdelinger blev lagt ned af arbejdsbyrden? Eller hvis medierne flød over af historier om børn og unge, hvis led konstant gik af led og knogler, der brækkede? Hvad ville politikerne gøre?
Et hypotetisk spørgsmål – heldigvis. Men mon ikke svaret er nationale handlingsplaner, kræftpakker og ekstraordinære bevillinger til at forebygge og stoppe tilgangen? For selvfølgelig ville vi ikke acceptere, at en hel generation af børn var ved at tabe kampen til kræft.
Stil så det samme spørgsmål, men skift kræftsymptomerne ud med depression, ensomhed, selvskadende adfærd og angst. Knap så hypotetisk desværre. Antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling er steget med mere end 90 pct. på ti år. Ser man kun på angst og depression er tallet 200 pct. Samtidig er antallet af unge, som ifølge Sundhedsstyrelsen har dårligt mentalt helbred steget til alarmerende 19 pct.
Med andre ord: Uanset, hvor man slår ned på skalaen fra mistrivsel over selvskade og angst til alvorlig psykisk sygdom, vidner tallene om, at et meget stort antal børn og unge mistrives eller ligefrem er ramt af alvorlige, psykisk sygdom.
Både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har peget på børn og unges dårlige psykiske sundhed som en af de store udfordringer, vi som samfund står over for. Det er en god start, som bør følges op af en handling, der står mål med problemets omfang. Her er der stadig et stykke vej, for faktum er, at de psykiatriske afdelinger sidste år havde færre penge til rådighed pr. barn og færre ansatte pr. barn end i noget andet af de foregående 10 år. Det kræver ikke specialviden at forstå, at det går udover omsorgen, behandlingen og inddragelsen af de pårørende
I psykiatriplanen fra efteråret fyldte børn og unge på overfladen meget. Men læste man ned i tallene, var det tydeligt, at pengene var få, og at indsatserne var spredt for tyndt ud til for alvor at gøre en forskel.
Ingen ved, hvorfor flere børn har det dårligt og bliver syge. Det efterlader et tomrum, hvor det står enhver – ikke mindst politikerne – frit for at spekulere om alt fra sociale medier til præstationspres, manglende søvn eller for slappe forældre. Men vi véd, hvad der skal til for at forebygge, og hér vil vi opfordre til at sætte ind for fulde sejl: Tryg tilknytning i barnets tidlige år, gode relationer, positive fællesskaber, harmoniske hjem og plads og rum til at udvikle sig som et helt menneske. Vi skal støtte børnenes udvikling og trivsel i dagtilbud og skoler. Vi skal støtte op om den tidlige indsats i barnets første leveår. Vi skal dæmpe præstationsræset og fremme positive fællesskaber. Det kræver større tiltag mens snuptagsløsningerne må blive liggende på hylden, når vi står over for problemer, der truer vores fremtid og velfærd.
Vi ved også, hvad der skal til for at styrke behandlingen af de børn, der bliver alvorligt syge. Ventetid, forhastede diagnoser, tvang og for tidlig udskrivning skal ud. Tålmod, pårørendeinddragelse, terapi og masser af tid og plads til at komme sig, skal ind. Det kræver tværfaglighed, flere hænder og mulighed for at træffe de bedste kliniske valg på børnenes vegne.
Derfor skal en ny regering som noget af det første sætte sig i spidsen for en national handlingsplan, der styrker hele kæden fra viden, forebyggelse, og tidlig indsats til behandling af god kvalitet. Ellers svigter vi børnene og vores fælles fremtid.
