Stress fylder mere på BørneTelefonen
Børnene giver udtryk for at være pressede og præstationsangste, både hvad angår skolearbejde og store livsomvæltninger som skilsmisse og sygdom i familien, viser et notat fra Børns Vilkår. Siden årsskiftet er organisationen begyndt at registrere samtaler om stress på baggrund af et større antal henvendelser om stress.
Siden 1. januar har BørneTelefonen hos Børns Vilkår haft 517 samtaler med børn om stress. Samtalerne handlede om dårlige karakterer, forældrepres og præstationsangst. Om tankemylder og om at skulle nå en masse ting; skolearbejde, venner, flere fritidsinteresser og elitesport. Det viser et notat fra Børns Vilkår.
”De mange samtaler om præstationspres er bekymrende og ser ud til at hænge sammen med høje krav om at præstere både i og uden for skolen. De unge skal levere i skolen, i forbindelse med fritidsaktiviteter og måske også på deres udseende. Et pres, der kan blive forstærket af de sociale medier, hvor tilværelsen ofte fremstilles som et glansbillede,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
På baggrund af et større antal henvendelser om stress har Børns Vilkår siden årsskiftet registreret samtaler om emnet – for at indsamle mere systematisk viden om, hvad børnene oplever.
Det er især pigerne, der kontakter BørneTelefonen om stress, hvor bekymringer om uddannelsesvalg, eksamensangst samt fysiske tegn på stress fylder. For begge køn gælder, at der er flere blandt de ældre børn, som kontakter BørneTelefonen om stressrelaterede problematikker, end blandt de yngre. Det tyder på, at jo ældre børnene bliver, desto mere fylder stress i deres liv.
En pige på 18 år fortæller:
”Jeg har været ude for nogle situationer, hvor jeg har hyperventileret så meget, at jeg følte, at jeg skulle besvime. Min krop begynder at ryste og jeg hiver efter vejret. Det er opstået ved en bestemt ting hver gang. En aflevering. Min krop stresser åbenbart mere over afleveringen, end jeg selv gør.”
Stress spiller også en rolle i andre henvendelser til BørneTelefonen. Her er det omvæltninger som skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien samt svigt, der er omdrejningspunktet for den stress, børnene fortæller om. Eksempelvis fortæller en dreng på 17 år, at han er stresset, efter hans far er død. Drengen tager sig af sin mor og en mindre søster, men synes ikke, at han tackler situationen godt nok. Han savner at kunne slappe af og ses med sine venner.
”Samtalerne på BørneTelefonen bevidner, at livskriser og svigt kan medføre stress hos børn. Børnene har brug for, at voksne ser tegnene og er der for dem, så de kan få hjælp til at slippe fri fra de ting, der presser dem,” siger Rasmus Kjeldahl.
Fakta
– 517 børn har i perioden 1. januar – 14. september 2017 henvendt sig til BørneTelefonen om stress og præstationsangst.
– En gennemgang af samtalerne viser, at stress fylder mere hos pigerne end hos drengene, der henvender sig til BørneTelefonen. Gennemgangen viser også, at andelen af samtaler om stress stiger i takt med børnenes alder. Resultaterne fra BørneTelefonen er i tråd med forskningen. Undersøgelsen ’Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2014’ fra SFI (nu VIVE) viste, at pigerne generelt oplever flere udfordringer i forhold til at nå det, de gerne vil, og at tidspresset for begge køn forøges op gennem ungdomsårene.
– Stress indgår også i samtaler, der handler om livsomvæltninger som skilsmisse og belastende situationer som sygdom i familien, dødsfald og svigt. I en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning fra 2012 om unge pårørende og efterladtes trivsel viste det sig ligeledes, at denne gruppe i højere grad oplever stress end deres jævnaldrende.
Yderligere oplysninger:
Seniorpressekonsulent i Børns Vilkår, Marianne With Bindslev, tlf. 20673038
www.bornsvilkar.dk