Trivselskommissionen kommer med tydelige og konkrete anbefalinger – nu er det tid til at handle

Der er nok at tage fat på i Trivselskommissionens rapport, og det er tid til at gå i gang. Børn og unge har ventet længe nok, siger Børns Vilkår.
Et stigende antal børn og unge i Danmark er udfordrede på deres trivsel. Det fastslår Trivselskommissionen i sin længe ventede rapport – og det overrasker ikke Børns Vilkår:
Det har for længe været diskuteret, om det nu også passer, at der er en stigning i børn og unge, som ikke trives. Den diskussion bør der være sat punktum for nu med de ret skræmmende tal, som rapporten fremlægger – en rapport, der desuden bidrager med mange af de nuancer, vi har manglet i debatten. Anbefalingerne er konkrete og tydelige, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at gå i gang med det samme
Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår
Haster med regulering på det digitale område
På det digitale område understreger Trivselskommissionen et behov for hurtig handling, fordi der efterhånden er så meget viden om, hvordan især sociale medier påvirker børn og unge negativt.
Kommissionen anbefaler bl.a., at den danske regering skal presse mere på i EU for strengere regulering af techgiganter – et arbejde, Børns Vilkår allerede er en aktiv del af.
Samtidig anbefaler kommissionen, at vi nationalt indfører et lovkrav om smartphonefri grundskoler – en anbefaling, regeringen allerede har taget til sig – og at debutalderen for tablets og smartphones udskydes til 13 år.
“Vi forstår godt hensigten med de anbefalinger, men mener ikke, at et lovfæstet forbud mod smartphones i skolerne er vejen frem. Vi tror mere på at give skolerne frihed til sammen med eleverne at lave regler, der er tilpasset de forskellige klassetrin – mange skoler er allerede godt i gang med dette. Der vil også være sund fornuft i at udskyde alderen for, hvornår børn får en smartphone, men det vil ikke i sig selv fjerne udfordringerne med sociale medier og skadeligt og afhængighedsskabende indhold. Her har techgiganterne i praksis haft frit spil alt for længe,” siger Rasmus Kjeldahl.
Skoler og dagtilbud er en investering – ikke kun en udgift
På dagtilbuds- og skoleområdet har Trivselskommissionen en række anbefalinger, som Børns Vilkår støtter op om. Det gælder f.eks. anbefalingen om at ændre praksis, så det ikke kræver en diagnose at få adgang til støtte, når et barn har det svært. Dermed vil børn og unge kunne få hjælp langt tidligere, hvilket vil være med til at forebygge mistrivsel og langvarigt skolefravær.
Børns Vilkår havde dog gerne set, at kommissionen havde anlagt en lige så markant ’stop ulykken’ tilgang på skole- og dagtilbudsområdet, som den har gjort på det digitale område.
”Dagtilbud og skoler, hvor børn bruger en stor del af deres vågne timer, kan udgøre en vigtig beskyttelsesfaktor mod mistrivsel, hvis de ellers har ordentlige rammer og ressourcer. Det havde været godt, hvis kommissionen havde foreslået at styrke investeringstankegangen, så trivselsfremmende indsatser på skoler og i dagtilbud ikke blot blev set som en udgift i det statslige og kommunale regnestykke, men som en investering i vores fremtidige samfund” siger Rasmus Kjeldahl.
Må ikke blive et dokument i skuffen
Det helt store spørgsmål bliver nu, om der er politisk vilje til at finde midler til de mange anbefalinger, Trivselskommissionen fremlægger i sin rapport.
”Det er for let bare at pege på forældrene og sige, at det er der, løsningen ligger. Alle de anbefalinger, kommissionen er kommet med, kræver konkret handling, også fra Christiansborg og kommunerne. Selvom der er andre vigtige dagsordener, som tager opmærksomheden lige nu, så er omsorgen for børn og unges trivsel så indlysende en god investering i vores fremtid,” siger Rasmus Kjeldahl.
nyhedsbrev
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.
Du kan til enhver tid framelde dig
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik