Vi kan ikke forvente, at trivslen vender tilbage, bare fordi skolerne åbner
Af Sanne Lind, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, og Naja Kinch Sohn, antimobbekonsulent i Red Barnet
”Jeg har i lang tid haft svært ved at finde min plads i klassen. Det følte jeg så, lige før vi blev sendt hjem, at jeg havde fundet. Lige nu føler jeg bare, at alle de andre hele tiden snakker sammen, og at jeg ikke bliver spurgt, om jeg vil være med.”
Sådan skriver en 13-årig pige til BørneTelefonen. Eksemplet er ét blandt mange på, at den nuværende nedlukning påvirker børns trivsel og indbyrdes sociale relationer. Og det er ikke overraskende. For sociale fællesskaber er dynamiske, og vi kan derfor heller ikke forvente, at alt falder i hak som før, når børnene vender tilbage i skolen. Under nedlukningen er nogle børn faldet helt uden for fællesskaber, de før var en del af.
Trivslen skal derfor også prioriteres over alt andet, når skoleeleverne vender tilbage. Vi ved, at mange lærere lige nu har en stor vilje til at sikre trivsel og fællesskab i klasserne, men også, at mange ikke helt ved, hvordan de konkret skal gribe det an. De fortæller os, at de mangler redskaber og inspiration til, hvordan man ”bare kan have det sjovt” sammen digitalt. Samtidig efterlyser flere af dem en guide til, hvordan de kan italesætte det, som bekymrer børnene – alt det, som ikke bliver sagt, og som fylder i børnene.
Der er stor forskel på, hvor meget kontakt lærere har til de enkelte elever under den nuværende nedlukning, og det kan derfor også være sværere at holde øje med, hvordan eleverne trives socialt med hinanden.
Nogle børn ses med andre børn i klassen under nedlukningen. Andre ses slet ikke med jævnaldrende. Det kan være svært at være det barn, der ikke indgår i et lille fællesskab i denne tid. Når børnene er små, er det ofte de voksne, der hjælper med at skabe legerelationer, men når børnene bliver større, er denne del mere overladt til dem selv. Det kan betyde, at børn og unge, der i forvejen var i en udsat position i klassen, nu fuldstændig har mistet samværet med klassekammeraterne.
Børnene skaber også fællesskaber på sociale medier, og i denne nedlukningsfase er det digitale liv vigtigere end nogensinde. Men også her kan fællesskabet være under pres. Børn oplever, at kammerater har fora på nettet, hvor de ikke er inviteret med. Der kan nemt opstå misforståelser, og man kan holde hinanden ude og skrive grimme ting om hinanden.
Der kan altså under nedlukningen være opstået nye venskaber, ligesom gamle venskaber kan være visnet. Særligt blandt børn på mellemtrinnet kan venskaber gå i opløsning på blot få dage. I denne alder føles tab af venner som en enorm sorg, der kan sammenlignes med voksnes følelse ved skilsmisser. Der vil derfor være børn, som frygter at stå uden for fællesskaberne, når de kommer tilbage i skole. I mobbeforskningen taler man om social eksklusionsangst, et fænomen som betyder, at man i sociale sammenhænge altid vil være en lille smule på vagt i forhold til, om man nu er accepteret i gruppen, om det man har at bidrage med, er noget de andre kan lide.
Børnene har brug for hjælp til at håndtere denne utryghed. Mange pædagoger og lærere gør allerede en stor indsats for at hjælpe klassekammeraterne med at huske fællesskabet og hinanden – og det er helt afgørende. Man kan iværksætte gruppearbejde, hvor det er de voksne, der sætter rammen for, hvem og hvordan man skal arbejde sammen, og man kan lave simple lege online, hvor eleverne føler, at klassen har noget rart at samles om.
Det handler om at synliggøre for klassen, at forskellighed er en styrke, og at sikre, at alle børn føler, at de kan bidrage til og lykkes med at indgå i det sociale fællesskab. Det vil være oplagt, at skolen iværksætter aktiviteter og projekter, der både er faglig læring og samtidig skaber fællesskab – også kaldet fællesskabende didaktik.
Fra Skolestyrkens program, som Mary Fonden, Red Barnet og Børns Vilkår har udviklet sammen, ved vi, hvor vigtigt det er, at trivselsarbejdet bliver prioriteret af ledelsen. Når trivselsarbejde er et fælles fundament i hele personalegruppen, vil skolerne have det bedste udgangspunkt.
Også skolehjem kontakten er vigtigere end nogensinde. Hvis skolen oplever, at et barn er fraværende eller mistrives, skal skolen sikre, at barnet kommer hen i skolen og får hjælp og støtte. Og når eleverne igen vender tilbage til skolen, skal de voksne reagere hurtigt, hvis barnet udviser ændringer i sin adfærd. Det kan for eksempel være, at barnet bliver mere opmærksomhedssøgende, udadreagerende, har grænsesøgende adfærd eller det modsatte, at barnet trækker sig og er stille og indadvendt. Barnet bliver måske lettere vred, ked af det eller utålmodig end normalt og har ondt i maven eller hovedet.
Skolerne kan allerede nu gøre meget for at undgå, at fællesskabet og trivslen i klasserne kommer under så meget pres, at børn og unge ender i dyb mistrivsel. Der er meget snak i medierne om risikoen for, at børnene mister en masse på den faglige front lige nu. Sådan en debat øger kun det i forvejen alt for høje præstationspres, som hviler på børn og unge. Vi anbefaler, at skolerne nedtoner den faglige snak og i stedet fokuserer på trivslen. Den er alt andet lige forudsætningen for læring.
Debatindlægget er bragt i Politiken d. 4. februar 2021