Samvær – hvad er det rigtige for barnet?

I 2024 var cirka 11.600 børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet. De har ret til samvær med deres forældre, og mange værdsætter samværet. Samvær kan være en kilde til tryghed og kontinuitet for børn og unge, der kan have et dybt savn efter deres forældre og et stort behov for at følge med i, hvordan forældrene har det. I nogle tilfælde er forældrene dog ikke i stand til at skabe en tryg relation under anbringelsen, hvilket kan gøre samværet utrygt. Samværet kan også være utrygt på grund af de oplevelser, barnet eller den unge tidligere har haft med deres forældre.

Nogle børn og unge oplever samvær som en belastning, men kan have svært ved at sige fra. Børn og unge, der er anbragt, kan være meget loyale over for deres forældre og ønsker ofte ikke at såre dem, selv når samværet er utrygt. Børn og unge kan være i en dyb indre konflikt mellem at være tro mod deres egne behov og lydhøre over for forældrenes. Selv når børn og unge siger fra over for samvær, oplever de langt fra altid, at deres ønsker bliver taget alvorligt.  

Barnets lov fra januar 2024 understreger, at samvær er barnets ret – ikke forældrenes. Det betyder, at kommunen skal prioritere hensynet til barnet eller den unge over forældrenes ønske om kontakt. Børne- og ungerådgivere og familieplejekonsulenter oplever dog, at praksis i nogle tilfælde halter, fx med mindre børn eller børn med kognitive vanskeligheder, som kan have svært ved at sætte ord på, hvordan samvær påvirker dem negativt. Men deres adfærd kan vise, hvordan det påvirker dem. Familieplejekonsulenter og børne- og ungerådgivere beretter om børn, der tisser i bukserne eller stopper med at spise i dagevis op til og efter samvær. Disse stærke reaktioner er dog ikke nødvendigvis tilstrækkelige til at få samværet afbrudt.

Lovgivningen giver mulighed for midlertidig suspension af samvær i op til otte uger. Ønskes en længerevarende suspension, skal Børne- og Ungeudvalget træffe afgørelse. Rådgivere oplever dog, at deres vurderinger af, hvor lang en suspension barnet har behov for, ofte står i kontrast til de afgørelser, udvalget træffer. Flere rådgivere peger på behovet for lovgivning, der giver mulighed for samværsløsninger tilpasset det enkelte barn, så barnet får de bedste forudsætninger for trivsel, ro og stabilitet i anbringelsen. Selvom mange børn og unge oplever samvær som udfordrende, er løsningen ikke nødvendigvis en permanent afbrydelse, understreger børne- og ungerådgivere.

Samvær handler ikke kun om nu og her, men også om fremtiden. Samvær både med søskende og forældre giver barnet mulighed for at forstå sin livshistorie og udvikle strategier til at håndtere svære relationer, mens der stadig er støtte fra fagpersoner og voksne på anbringelsesstedet. For mange er den biologiske familie blandt de få eller eneste vedvarende relationer gennem barndom og ungdom, selv når barndommen har været præget af svigt, og relationen har været vanskelig. Det skyldes blandt andet, at mange børn og unge oplever, at relationen til fx plejeforældre eller voksne på børne- og ungehjem stopper, når anbringelsen slutter. Så kan børn og unge, der har været anbragt, stå med meget få eller helt uden nogen i deres netværk.

Børne- og ungerådgivere og familieplejekonsulenter fortæller, at selv i tilfælde, hvor det virker utænkeligt, kan børn og unge med anbringelseserfaring vende tilbage til deres biologiske familier. Det viser, hvor svært det er at vurdere, om samværet skal fortsætte eller slutte. For nogle er det værdifuldt, for andre er det retraumatiserende – for mange er det et sted midt i mellem. Derfor er samvær så stort et dilemma