Mange forældre oplever, at de i nogle situationer med deres barn bliver overvældet af nogle stærke følelser, der kan være svære at styre – særligt, hvis man i forvejen er presset. Det kan f.eks. være følelser som vrede, uro, desperation eller følelsen af at være ked af det.
Det er forskelligt, hvad der presser os følelsesmæssigt og ’trigger’ intense følelser. Nogle kan f.eks. have svært ved, hvis deres børn er helt utrøstelige eller gør det modsatte af det, man siger, mens man ikke oplever udfordringer med situationer, der måske kan være svære for andre.
Når man bliver overvældet af stærke følelser, resulterer det ofte i, at man kommer til at gøre eller sige ting til sit barn, man gerne ville have undgået. Det kan f.eks. være, at man kommer til at skælde ud, sige noget negativt eller overse sit barns signaler. Det sker, fordi man går på en form for autopilot, når man er sine følelsers vold, hvor det kan være svært at stoppe sig selv.
Årsagerne til det, der trigger lige netop dig, vil ofte have rødder i din barndom – og måden du selv er blevet mødt på, da du var barn. Fordi rødderne er så dybe, kan de også være svære for dig selv at få øje på. Men det er muligt. Og der er meget at vinde i relationen til dit barn, hvis du prøver at reflektere over, hvad det særligt er for nogle situationer med dit barn, der påvirker lige dig, og hvordan du har tendens til at reagere, når de opstår.
Jo bedre du kender dine egne følelser og ”triggere”, jo bedre i stand bliver du til at hjælpe og give omsorg til dig selv i de situationer, der er udfordrende for dig. Og jo bedre kan du blive til at stoppe dig selv, inden du gør eller siger ting, du senere kommer til at fortryde.
Vigtigst af alt betyder det, at du kan møde dit barn på en mere hensigtsmæssig og omsorgsfuld måde i nogle af de situationer, hvor dit barn har brug for en rolig og tryg voksen.
Dit barns evne til senere i livet at kunne håndtere svære følelser og situationer udvikles af, at du kan forholde dig roligt og rumme dit barns følelser – også når dit barn går i flitsbue, er utrøstelig eller kaster med maden.
Derfor er det en god idé, at du prøver at blive klogere på de situationer, hvor du kommer til at “tænde af”, så du kan gå ind og arbejde med dem.
Det er blandt de sværeste discipliner i forældrerollen at finde balancen mellem at være for blød og for hård over for sine børn. De fleste forældre har samtidig et ønske om at lære deres børn fællesskabets spilleregler. Få råd til at finde balancen her.
Konflikter er en uundgåelig del af livet som familie. Men store og gentagne konflikter mellem jer forældre skaber utryghed og påvirker børn negativt. Få vores råd til færre konflikter og til at skåne børnene, når de rammer.
Skærmene har det med at stjæle vores opmærksomhed og blive en tidsrøver, selvom man bare (lige) skulle tjekke mailen, vejrudsigten eller Facebook. Og det er værd at tænke over. For hvis opmærksomheden ofte bevæger sig fra dit barn til din skærm, kan det påvirke dit barns tryghed.
Har du spørgsmål til opdragelse, trivsel, dagtilbud, forældrerollen eller andet?
På Børns Vilkårs ForældreTelefonen kan du få gratis, anonym, børnefaglig rådgivning om stort og småt, der handler om børn.
Ring 35 55 55 57