Skænderier mellem jer?
Undgå, at de rammer børnene
Skænderier mellem jer?
Undgå, at de rammer børnene
Konflikter er en uundgåelig del af livet som familie. Men store og gentagne konflikter mellem jer forældre skaber utryghed og påvirker børn negativt. Få vores råd til færre konflikter og til at skåne børnene, når de rammer.
Når man er vred, så taber man for en stund blikket for den andens perspektiv og reaktioner. Både sin partners og børnenes. Derfor skaber det utryghed for børnene, når I bliver optagede af at skændes. Det lille barn kan blive i tvivl om: ”Hvem her passer på mig” og kan opleve at dets basale behov for tryghed ikke bliver mødt. Jo mere man skændes, des oftere vil barnet opleve den usikkerhed – særligt, hvis konflikterne ikke bliver løst, og den dårlige stemning bliver hængende i luften. Og det har negative konsekvenser for barnet.
Børn bruger deres energi på at finde tryghed, når forældre skændes
Børn bruger deres energi på at finde tryghed, når forældre skændes
Skænderier mellem forældre rammer børn forskelligt. Nogle kan blive meget urolige og utrygge og andre bliver det i mindre grad. Børn reagerer også forskelligt, når deres forældre er uvenner.
Nogle børn bliver stille, virker triste eller stopper med det, de havde gang i. Når børn reagerer på den måde, kan man måske komme til at tænke, at de ikke mærker noget. Andre børn bliver selv sure og kan komme til at gøre ting, som de ved, at forældrene ikke vil have. Det kan være en måde at lede forældrenes opmærksom hen på noget andet end konflikten.
For når forældre skændes, vil mange børn bruge deres energi på at stoppe skænderiet og gøre forældrene gode venner igen. Det kan være små børns måde at prøve at få trygheden tilbage.
Det er vigtigt at tage ansvar for, at jeres skænderier ikke påvirker jeres barn negativt. Hvis dit barn har hørt eller set jer skændes, er det vigtigt at reparere på den utryghed, stress og svære følelser, det kan have skabt hos dit barn.
Prøv at finde roen hos dig selv, og sæt ord på det, du tror dit barn oplevede og følte i situationen. Du kan fx sige: ”Det var ikke rart for dig at høre mor og far skændes? Det må du undskylde. Vi bliver gode venner igen.” Fortæl også barnet, at det ikke er dets skyld. Og så er der heldigvis meget at gøre for at sænke konfliktniveauet og skærme børnene for uenigheder. Det kan være en god idé, at du prøver at spørge dig selv:
Når du ved, hvad der provokerer dig, og gør dig vred, kan du være opmærksom på det, når det sker. Øv dig i at træde et skridt tilbage fra situationen, og find roen, inden du genoptager samtalen.
Det kan være en god idé at undersøge, hvilke strategier der hjælper dig bedst til at finde ro, når svære følelser og konflikter fylder. Er det at løbe en tur, høre din yndlingsmusik, tale med en god ven, sætte forventningerne ned til dig selv og din partner eller noget helt andet? Hvis du er i tvivl, kan du prøve at tale med en god ven eller veninde om det.
Når du selv har fundet roen, kan du bedre tænke klart. Prøv at sætte dig i din partners sted og tænk over, hvad hendes eller hans reaktioner kan være udtryk for. Hvilke ønsker, følelser, tanker og behov ligger bag det, vedkommende siger og gør.
Når du har forståelse for jeres forskellige perspektiver, er det lettere at komme hinanden i møde.
Nogle gange er en konflikt så gentagende og svær at løse, at man må overveje, om det bedste er at prøve at acceptere, at der ikke kun findes en sandhed, men flere.
Mere om forældrerollen
Skærme derhjemme
Skærmene har det med at stjæle vores opmærksomhed og blive en tidsrøver, selvom man bare (lige) skulle tjekke mailen, vejrudsigten eller Facebook. Og det er værd at tænke over. For hvis opmærksomheden ofte bevæger sig fra dit barn til din skærm, kan det påvirke dit barns tryghed
Er du ramt af krise?
Når en familiekrise opstår, bliver de fleste mennesker ramt på overskuddet, bliver kede af det, frustrerede og måske også stressede. Det kan gøre det svært at være den forælder, man ønsker at være.
Mere om forældrerollen
Ønsker du personlig rådgivning?
Ønsker du personlig rådgivning?
ForældreTelefonen
Har du spørgsmål til opdragelse, trivsel, dagtilbud, forældrerollen eller andet?
På Børns Vilkårs ForældreTelefonen kan du få gratis, anonym, børnefaglig rådgivning om stort og småt, der handler om børn.
Ring 35 55 55 57