
Situationen i Ukraine
– Til lærere og undervisere
Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i medierne lige nu. Børn og unge læser overskrifter, nyheder og ser videoer, der kan sætte tanker i gang hos dem. Den slags billeder og historier kan være svære at få ud af hovedet.
Nogle børn vil måske tænke meget på det, og være påvirket af det længe. Andre vil måske først høre om det, når I snakker om det i skolen og kan have brug for hjælp til at forstå, hvad det handler om.
På BørneTelefonen oplever vi lige nu henvendelser om konflikten mellem Rusland og Ukraine. Vi kan ikke fjerne krig og uro hos børn og unge, men vi voksne kan lytte og ofte berolige.
Vi har samlet nogle råd til, hvilke ting man som lærer kan være opmærksom på, når man vil snakke med sine elever om situationen i Ukraine.
Tal med eleverne
Børn og unge vil højst sandsynligt støde på nyheder og overskrifter om Ruslands invasion af Ukraine, og det kan give spekulationer om krig.
Spørg eleverne hvad de har set og hørt, hvad de tænker om det, og om der er noget, der gør dem urolige. Vær opmærksom på hverken at underkende deres bekymring eller gøre den større.
Man kan f.eks. sige:
- Jeg ved det faktisk ikke, men jeg vil gerne se, om jeg kan finde et svar senere. Men hvor er det godt, at du kommer og spørger. Det må du altid gøre.
- Det er rigtigt, at lige nu fylder nyheder om Rusland og Ukraine meget. Og det kan være svært at forstå, hvad der sker. Hvad har du hørt?/Hvor har du hørt det henne?/Hvad fik det dig til at tænke på?
- Det kan være svært at finde rundt i det, når andre lande er uvenner. Men der er rigtig mange mennesker – også i Danmark, der arbejder for, at der ikke skal være krig.
Forklar eleverne hvad det handler om
Ofte har børn hørt brudstykker af nyheder, som kan få dem til at danne skræmmebilleder, som ikke nødvendigvis har med virkeligheden at gøre.
Forklar så godt du kan og på et passende niveau til børnenes alder, hvad konflikten handler om. Vis f.eks. på et kort hvor Ukraine ligger og forklar, at konflikten handler om nogle landområder i dét land.
Hvis børnene er nervøse for, om konflikten breder sig til Danmark, kan du vise på et kort, at der er 1.800 kilometer fra København til Kiev.
En mulighed for de lidt større børn er, at man ser Ultra Nyt på DR eller læser Børneavisen sammen, hvor der formidles nyheder i børnehøjde.
Særlig opmærksomhed på overdrivelser og fake news
Konflikter, krige og kriser afføder et boom af fake news og overdrivelser online. Vær særlig opmærksom på, om der er børn, der giver udtryk for at have hørt overdrivelser, som ”Det er starten på 3. verdenskrig” eller deciderede falske nyheder.
I udskolingen kan man bruge det som anledning til at drøfte, hvor man får sine nyheder fra, og hvordan man forholder sig kritisk til de fremstillinger, man møder online.
Følg op
Situationen i Ukraine vil formentlig fylde i medierne i en rum tid fremadrettet. Derfor er det vigtigt, at du gør det tydeligt, at det er noget, I kommer til at tale om igen, så de ved, at der hele tiden bliver fulgt op.
Sørg også for at børnene ved, at de kan komme til dig, hvis der er noget, de har brug for at tale om.
Sig f.eks.
- Hvis I kommer i tanke om noget, som I gerne vil tale med mig om, uden at hele klassen hører det, er det også helt ok. Bare kom og sig til, så finder vi et tidspunkt, hvor vi kan tale sammen.
- Det kan være, at I de kommende dage kommer i tanke om flere ting, som I synes, vi skal tale om i klassen, så derfor taler vi om det igen i næste uge.
FagTelefonen
Hvis du ønsker personlig rådgivning til at tale med dine elever, kan du kontakte FagTelefonen og få gratis, anonym og børnefaglig rådgivning.
Mandag til torsdag 11.00 – 15.00
nyhedsbrev
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du fx gode råd til at forebygge mobning og svigt, gøre skilsmissen lettere og lære dine børn at navigere i en digital verden.
Du kan til enhver tid framelde dig
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik