BLIV ‘stop vold’-partner
Stop vold mod børn
Tag del i kampen om at stoppe vold mod børn
Alt for mange børn og unge i Danmark lever med vold og omsorgssvigt – også mange flere, end de fleste tror. På BørneTelefonen og HØRT havde vi sidste år 1.999 samtaler om vold – og vi ved, at når børn udsættes for vold, påvirker det langt ind i voksenlivet.
Børns Vilkår arbejder for at stoppe vold mod børn. For ingen børn skal udsættes for vold. Ingen.
Derfor har vi udviklet en ambitiøs plan. En plan der bl.a. indeholder flere krisecentre til børn og unge, krav om retsmedicinsk undersøgelse, uddannelse af alle relevante fagpersoner, ungeterapi og forebyggende forældrekurser. Vi mangler jeres bidrag for at aktivere indsatserne. Bliv ‘stop vold’-partner og gør en forskel for udsatte børn og unge sammen med os.
Bliv ‘Stop vold’-Partner
Gudrun Hasle har lavet stop vold kunstplakaten for 2023 til Børns Vilkår. Ved at købe denne plakat til jeres virksomhed, til jeres medarbejdere og samarbejdspartnere eller ved at købe et større parti til salg i jeres butik eller på jeres webshop, hjælper I os med at mobilisere landets borgere og I støtter indsatsen for at stoppe vold mod børn i 2030.
Støt og modtag unik kunstplakat med Jeres logo på
Ved at støtte med et sponsorat på minimum 25.000 kr. modtager I en unik kunstplakat med jeres logo på samt informationen om, at I sammen med Børns Vilkår hjælper med at stoppe vold mod børn.
I får:
- Unik kunstplakat med jeres logo på
- Jeres logo og link på Børns Vilkårs ‘Stop vold-partner’ webside
- Sponsorlogo-pakke til digital brug
- Takkebrev og diplom
- Årligt LinkedIn-takkeopslag
- Oplæg om Børns Vilkår/BørneTelefonen
- Tekst om årsresultater til CSR rapport
Giv en kunstplakat i julegave
Giv jeres medarbejdere eller jeres samarbejdspartnere en smuk kunstplakat i julegave og støt herigennem indsatsen for at stoppe vold mod børn. Ved køb af plakat, modtager hver enkelt også et diplom med løftet, der afgives samt en guide til, hvordan de stopper vold mod børn.
Plakaten koster 400 kr. (40×60 cm) og 450 kr. (50×70 cm).
I får:
- Kunstplakat inkl. diplom og guide
- Jeres logo og link på Børns Vilkårs på ‘Stop vold-partner’ webside
- Sponsorlogopakke til digital brug
- Takkebrev og diplom
Minimumskøb på 25 stk. Ved køb af 100 stk. eller mere, modtager I en unik kunstplakat med jeres logo på.
Bliv mobiliseringspartner – Sælg kunstplakat i jeres butik/webshop
Hjælp os med at mobilisere. Sælg kunstplakaten i jeres butikker eller på jeres webshop. I hjælper os med at udbrede budskabet om indberetningspligten og I støtter indsatsen for at stoppe vold mod børn i 2030.
I får:
- Kunstplakat inkl. diplom og guide
- Digital content til at annoncere for salget
- Jeres logo og link på Børns Vilkårs ‘Stop vold’-partner webside
- Sponsorlogopakke til digital brug
- Takkebrev og diplom
Minimumskøb på 50 stk. Ved køb af 100 stk. eller mere, modtager I en unik kunstplakat med jeres logo på.
Børns Vilkårs Plan for at stoppe vold mod børn i Danmark i 2030
Børns Vilkår har udviklet en ambitiøs plan med målet om, at vi i Danmark kan stoppe vold mod børn i 2030. Det kræver engagement fra Børns Vilkår, men i høj grad også fra andre aktører på området. Vold mod børn er ikke et simpelt problem, der nemt bliver løst, men Børns Vilkår er indstillet på et langt engagement for at komme svigtet til livs. Indsatsplanen involverer fire spor; forebyggelse, opsporing, hjælp/behandling samt ny viden/politisk interessevaretagelse. Alle fire spor er indsatser som involverer Børns Vilkår samt eksterne aktører på området.
Som virksomhed kan I med jeres støtte hjælpe os med at aktivere indsatserne.
Forebyggelse
Vi ved, at mange af de personer, der udøver vold, selv er vokset op i familier med vold. Volden går med andre ord i arv. Men vi kan faktisk sikre, at vold ikke reproducerer sig selv generation efter generation, sådan som det er tilfældet i dag. Når vi stopper volden og forebygger ny voldsudøvelse, hjælper vi ikke kun dem, volden går udover nu og her. Vi hjælper også fremtidige generationer til ikke at opleve vold. Derfor indeholder programmet følgende indsatser, der skal forebygge fremtidig vold mod børn og unge:
Kampagner: Alle forældre skal vide, at vold er forbudt, herunder kende til voldens skadevirkninger, med henblik på at forebygge brug af vold.
Ungeprojekt: Unge, der er vokset op med vold tæt på livet, tilbydes terapi med henblik på at hjælpe den enkelte til at bearbejde sine traumer samt at forebygge, at den unge selv vil bruge vold i voksenlivet. Indsatsen tilrettelægges som et pilotprojekt efter norsk forbillede med en målsætning om at hjælpe 400 unge pr. år.
Forebyggende forældrekurser: Vordende forældre, der selv er vokset op i hjem præget af vold, tilbydes forebyggende forældrekurser, der skal sikre, at de ikke selv vil reproducere den vold, de er vokset op i, når de bliver forældre. Indsatsen tilrettelægges som et pilotprojekt efter norsk forbillede med en målsætning om at hjælpe 400 vordende forældre pr. år.
Voldsudøverbehandling: Behandling af voldsudøver er den ultimative måde at forebygge ny vold på. Der er i dag vurderet 500 pladser pr. år på de eksisterende behandlingstilbud til voldsudøvere i Danmark – men vurderet 50.000 personer, der udøver vold. Det er essentielt, at voldsudøvere sikres ret til behandling, og at vi som samfund etablerer flere behandlingspladser til voldsudøvere, så fremtidig voldudøvelse forebygges. Indsatsen sikrer en fordobling af antallet af behandlingspladser pr. år.
Opsporing
Vi ved, at mange børn og unge i dag ikke taler højt om den vold, de er udsat for. Det skyldes blandt andet, at de ikke ved, det er ulovligt at udøve fysisk og psykisk vold, at de føler skyld eller skam ved at tale om volden, at de ønsker at beskytte deres forældre, at de er bange for konsekvenserne af at fortælle om volden, at de mangler tiltro til, at nogen kan hjælpe dem og mangler nogen at tale om volden med. Derfor indeholder programmet følgende indsatser, der skal sikre opsporing af børn og unge, der lever med vold, så de kan blive henvist til yderligere hjælp:
BørneTelefonen & HØRT: BørneTelefonen og HØRT er Danmarks centrale indgange for alle børn og unge, der oplever mistrivsel. BørneTelefonen og HØRT udgør derfor Danmarks nationale omdrejningspunkt for opsporing af børn og unge, der lever med vold tæt på livet. Indsatsen sikrer, at kapaciteten på BørneTelefonen og HØRT udvides med henblik på at sikre, at ingen børn og unge henvender sig forgæves.
Sundhedsplejerskeprojekt: Der er en særlig risiko for, at vold opstår/eskalerer i forbindelse med graviditet og familieforøgelse. Derfor iværksættes en tidlig familieindsats mod vold i familien via sundhedsplejerskerne, der skal sikre opsporing af vold i spædbørnsfamilier.
Kampagner: Alle børn skal kende deres rettigheder og vide, hvordan de kan række ud efter hjælp. Alle fagpersoner og pårørende ved, at vold er ulovligt, herunder hvad man skal gøre, hvis man bliver bekendt med et barn eller en ung, der lever med vold tæt på livet.
Uddannelse af fagpersoner: Mange kommuner har ikke handleplaner for opsporing af vold og fagpersoner mangler viden om, hvordan de kan opspore børn, der lever med vold tæt på livet. Det betyder desværre, at vi som samfund i dag ikke ruster vores fagpersoner godt nok til at få øje på volden – og derfor kan de heller ikke handle på den. Indsatsen sikrer, at relevante fagpersoner har viden og redskaber til at opspore børn og unge, der lever med vold tæt på livet.
Krav om retsmedicinsk undersøgelse: Når der er mistanke om vold mod børn, er det i dag kun 2,3 % af børnene, der bliver undersøgt af en retsmediciner. Men nye tal viser, at hvis man systematisk undersøger alle børn, hvor der er mistanke om vold, så har 28 % af dem rent faktisk været udsat for vold. Indsatsen skal sikre, at alle børn fremover får en retsmedicinsk screening, når der er mistanke om vold.
Hjælp/behandling
Vi ved, at det er meget traumatiserende at vokse op med vold tæt inde på livet, og at volden sætter dybe spor, hvis traumerne ikke behandles. Hvis vi ikke sætter ind med hjælp, umiddelbart efter volden er opsporet, lykkes vi aldrig med at knække voldskurven. Derfor indeholder programmet følgende indsatser, der skal sikre, at børn og unge, der lever med vold tæt på livet, får hjælp hurtigst muligt efter, at volden er opsporet:
Flere krisecentre for børn og unge: Børn og unge i hele landet, der har været udsat for vold eller indirekte vold, skal have mulighed for at søge hjælp på et børne-ungekrisecenter. Indsatsen sikrer, at Danmarks første børneungekrisecenter udvides til også at dække Fyn og Jylland.
Bisidning til børn og unge: Alle børn og unge er eksperter i eget liv og har ret til en uvildig bisidder, der kan sikre barnets/den unges perspektiv og stemme i sager, der angår dem i bl.a. kommunen og familieretshuset. Indsatsen sikrer, at flere børn og unge kan få hurtig hjælp via Børns Vilkårs bisidningsordning, herunder at trygheden for børn og unge øges i forbindelse med underretninger om vold, idet bisidningen fremover skal levere en håndholdt indsats på området.
Terapi for børn og unge: Alle børn, der har været udsat for direkte eller indirekte vold skal have mulighed for at få hjælp til at bearbejde eventuelle traumer via individuel-, gruppe- eller familieterapi.
Ambulant hjælp til voldsudsatte: Alle voldsudsatte skal sikres ret og adgang til ambulant hjælp med henblik på at sikre, at den voldsudsatte og dennes børn kan hjælpes videre til et liv uden vold, inden volden eskalerer og medfører behov for et krisecenterophold.
Botilbud til voldsudøvere: Børn og unge, der lever med vold tæt på livet, skal i videst muligt omfang have mulighed for at opretholde deres hverdagsliv i trygge rammer fremfor at flytte på krisecenter. Derfor etableres en forsøgsordning med botilbud til voldsudøvere, hvor voldsudøver kan søge ophold og få behandling for voldsudøvelsen med henblik på at give den voldsudsatte og dennes børn mulighed for at opretholde hverdagslivet i egen bolig fremfor at tage ophold på krisecenter.
Ny viden/politisk interessevaretagelse
Viden er en forudsætning for at kunne hjælpe flest muligt bedst muligt. Derfor indeholder programmet følgende indsatser, der skal indsamle og formidle viden om og erfaringer fra børn og unge, der vokser op med vold tæt på livet med henblik på, at vi som samfund fremover kan hjælpe målgruppen bedst muligt:
Undersøgelser af børns erfaringer af at voksne op med vold: Kvalitative og kvantitative undersøgelser af børns erfaringer med at voksne op med vold. Bl.a. ønsker vi at gentage den undersøgelse om voldens omfang, som vi netop har publiceret, igen i 2024, 2027 og 2030 for at se, om volden vil falde.
Vidensnetværk: Formålet med netværket vil være at højne vidensniveauet på voldsområdet og sammen igangsætte metodeudvikling, som kan bidrage til at indhente ny viden på området. Fx blandt de mindre børn, hvor der kræves særlige metoder for at indhente deres stemmer. Det vil være hensigten at aktørerne skal sparre med hinanden og udveksle viden ligesom aktørerne også kan gå sammen om at udarbejde konkrete undersøgelser, hvor forskellige aktører fx kan bidrage med delelementer, som ligger inden for deres ekspertiseområde.
Voldens samfundsøkonomiske omkostninger: Vi ved, at vold i nære relationer foruden store menneskelige konsekvenser også har store samfundsøkonomiske omkostninger. Både i forhold til de direkte omkostninger til fx politi, krisecentre og rets- og sundhedsvæsen – og de afledte omkostninger som følge af volden i form af udgifter til behandling af psykiske lidelser, skolevægring, mistrivsel, tabt arbejdsevne og tidlig død. Vi mangler dog præcise tal, der kan beskrive dette – særligt hvad angår de samfundsøkonomiske omkostninger, der er forbundet med børns voldsudsathed. Derfor igangsættes en række analyser af de samfundsøkonomiske omkostninger.
Politisk interessevaretagelse: Det er helt afgørende, at vi kan løfte den viden, som vi indsamler fra børn og unge videre til centrale beslutningstagere i fx regering, ministerier, kommuner mv. Så børnenes stemmer bliver hørt og fører til konkrete forandringer på et strukturelt niveau.
Evaluering: Der afsættes midler til én samlet evaluering af hele programmet.
Bliv en større samarbejdspartner
Børns Vilkår er en af de mest synlige og indflydelsesrige børneorganisationer i Danmark.
Har I lyst til at indgå i et større samarbejde? Som strategisk partner får I mulighed for at styrke jeres image, fremhæve brand, nå nye målgrupper og skabe stolte medarbejdere.
Vi udvikler partnerskaber, som bygger på Børns Vilkårs troværdige brand, høje faglighed og brede kendskab og opbakning i befolkningen.
nyhedsbrev for virksomheder
Nyhedsbrevet er til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi sammen kan gøre det bedre for børn og unge i Danmark.
Her får du viden om, hvordan vi med din virksomheds hjælp kan stoppe svigt.
Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen.
Børns Vilkår passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov.
Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores privatlivspolitik