Pige i mørke kigger på kameraet

Børnekonventionen giver børn ret til at blive hørt. Et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, skal sikres retten til at udtrykke dem, og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt.

Barnets lov giver børn ret til at blive hørt og inddraget i den kommunale sagsbehandling. Barnets lov beskriver blandt andet, at barnet skal anerkendes som selvstændigt individ med egne holdninger, ønsker og synspunkter på deres liv og forhold, og i kraft heraf skal barnet have ret til at få indflydelse på de forhold, der vedrører dem.

Retten til indflydelse betyder, at børne- og ungerådgiveren i kommunen skal lytte til barnet, og at barnets egne holdninger, synspunkter, forslag og ønsker skal indgå i alle dele af sagsbehandlingen, herunder når der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets forhold. Inddragelsen skal ske med respekt for børns forskellighed, og skal ske under hensyntagen til det enkelte barns modenhed og alder.

Barnets ret til inddragelse på de forhold, som vedrører dem, gælder uanset, hvor i forløbet barnets sag befinder sig. Dermed er retten til inddragelse ikke forbeholdt udvalgte tidspunkter af sagens behandling. Generelt giver barnets lov, barnet mulighed for at blive inddraget på ethvert tidspunkt af sagens behandling.

Den styrkede tilgang til inddragelse og samtaler med barnet i barnets lov giver mulighed for, at inddragelsen kan ske på andre måder end ved afholdelse af børnesamtaler med barnet eller den unge. Børne- og ungerådgiveren kan f.eks. inddrage barnet ved brug af spørgeskema, observation eller visuelle, computerbaserede, billede- og tegnbaserede tilgange til kommunikation. Samtidig giver barnets lov mulighed for, at inddragelsen og samtaler med barnet i højere grad tilrettelægges ud fra barnets præmisser og holdninger.

En god inddragelse er en nødvendig forudsætning for, at der kan skabes et reelt samarbejde mellem barnet, familien og kommunen, om at finde de rigtige løsninger. Børne- og ungerådgiveren skal forsøge at støtte og opfordre barnet til at udtrykke sine meninger og holdning, men skal samtidig respektere, hvis barnet ikke ønsker at benytte sig af rettigheden til at blive hørt.

Barnets perspektiv kan ikke afdækkes, uden at inddrage barnets eget syn på sig selv og den livsverden barnet befinder sig i. Derfor bliver børne- og ungerådgiveren nødt til at lytte til barnet og kommunikere med barnet i et børnevenligt sprog.

Barnets synspunkter skal ikke nødvendigvis følges, men det skal være tydeligt for barnet, at dets meninger er hørt. F.eks. skal andre afgørende hensyn gøres tydelige for barnet, så barnet så vidt muligt forstår afgørelsen – især hvis den ikke følger det, som barnet ønsker.

Fundamentet for børneinddragelse beror på tre værdier, som bør præge ethvert møde med børn:

  • Anerkendelse: Børn skal mødes med anerkendelse og respekt
  • Ligeværdighed: Børn er mennesker med ligeværdige rettigheder og skal behandles som sådan
  • Barnets bedste: Barnets bedste kan kun sikres, hvis barnet høres

Børns Vilkårs syn på børneinddragelse tager udgangspunkt i vores børnesyn. 

Læs om vores børnesyn her.

God børneinddragelse er, når barnet oplever:

  • At blive lyttet til og anerkendt
  • At blive mødt som et individ med egne synspunkter
  • At blive mødt som rettighedsindehaver
  • At der er tillid til, at barnet er kompetent i eget liv
  • At barnet ved, hvad der forventes
  • At barnet ved, hvad der er muligt for barnet at få indflydelse
  • At barnet selv har indflydelse på aftaler og rammer for processen
  • At barnet har forståelse for, hvorfor dets ønsker er imødekommet eller hvorfor de eventuelt ikke er

Børns Vilkårs definition