7/7 ordning
Jeg er bonusmor til en pige på 3 år, som vi har boende 7/7.
Jeg oplever at far og mor ikke er så gode til at kommunikere og det føre til ugentlige skænderier via sms, derfor har jeg en aftale med moren om at jeg indvolvere mig og opdatere på barnets uge hvis far og mor ikke er på talefod.
7/7 ordningen har fungeret rigtig godt helt indtil nu, hvor vi pludselig oplever at min bonusdatter bliver ked af at skulle hjem til far, efter at have været en uge hos mor. 2 gange har vi oplevet utilfredshed, 1 gang har vi oplevet gråd hos barnet, men ligeså snart vi er kommet ind i bilen så er alt som det plejer, hun er glad, smiler, griner, og sådan forløber det sig hele ugen. Men så skal hun afleveres igen, og så hjem til os, og så starter det ligesom forfra.. Min kæreste mener at det er moren som får deres datter til at føle sig utryg ved at skulle herhjem, fordi datteren måske kan fornemme på moren når far og mor har skændtes.. Moren vil gerne ændre samvær til at hun har datteren mere, grundet disse 3 episoder, hvorimod vi er lidt mere rolige omkring det, og ser det som en fase i hendes liv som hun lige skal over. Denne 7/7 ordning har fungeret fint i 2 år. Det skal lige siges at der sker rigtig meget i mit bonusbarns liv, hun er lige startet i børnehave og vi har lige fortalt hende at hun skal være storesøster, hvilket hun har reageret meget positivt på og hun glæder sig. Min kæreste er ikke interesseret i at ændre på samværet, men det er moren og hun ser det som en “nu og her” situation.
Hvordan skal vi forholde os? Er det klogt at ændre i et samvær grundet 3 episoder? Er det klogt at ændre i samværet nu hvor der sker så meget i hendes liv lige nu i forvejen, i forhold til hun lige er startet i børnehave? Hvis vi ændre i samværet og der kommer større mellemrum imellem at vi ser hende, vil overdragelsen til samvær så ikke blive endnu mere kaotisk?
Svar fra Børns Vilkår
Kære bonusmor til pige på 3 år,
Tak for dit brev.
Når der sker ændringer i børns liv, reagerer de som oftest på, at noget er anderledes, og det skal de lige vænne sig til. Uanset om det er et barn, der lever i en skilsmissefamilie eller det er et barn, der bor sammen med begge sine forældre, så er overgangen til børnehave en af de rigtig store forandringer i et barns liv. Og det kan være svært uanset hvor megen umage, forældre og pædagoger gør sig.
Overgangen kan medføre utryghed og denne utryghed kan vise sig, når der i øvrigt er skift i barnets liv. Børn i skilsmisser oplever jo skift hver gang, de flytter fra mor og hen til far – og omvendt. Generelt kan skiftene være en udfordring, der medfører savn, forskellig hverdag, rytmer og regler. Skift er et vilkår i disse børns liv, men det er selvfølgelig de voksnes ansvar at sørge for, at skiftene bliver så gnidningsløse som muligt. Og det kræver et velfungerende samarbejde.
Det er godt at høre, at det lykkes dig at have en god dialog med din bonusdatters mor, trods uenigheder de biologiske forældrene imellem. Men det kan være et tveægget svær, at det er dig, der i perioder kommunikerer med din mands ekskone. Din mand behøver således ikke at få samarbejdet til at fungere – han har dig til at klare det. Og det har hans ekskone også.
Det kunne derfor være godt, hvis forældrene kunne opsøge hjælp til at tale sammen – til gavn for deres fælles barn. Både hvad angår samvær og opdagelse. Det belaster barnet, når forældrene er uenige. Vi ved fra BørneTelefonen, hvor svært det er for børn, når mor og far ikke kan finde ud af at tale sammen, og der er dårlig stemning. Børnene vil meget ofte føle, at det er deres skyld, da forældrene jo skændes om dem. Dette uanset hvor meget du gør dig umage i dit forsøg på at få det hele til at glide – af hensyn til din bonusdatter.
Ud fra det du skriver, tror jeg ikke, at en ny samværsordning vil ændre noget – det vigtigste er at fokusere på, at hun falder godt til i sin børnehave. Men mest af alt, at hendes mor og far finder ud af at samarbejde på en god måde.
På længere sigt vil jeg anbefale, at I løbende drøfter, om den ordning I har, stadig fungerer for din bonusdatter. For det, der fungerer for en 3 – årig, er ikke nødvendigvis det samme, der fungerer for et ældre barn.
Forandringer i en af barnets to familier kan desuden kalde på, at samværsordningen ændres. En stor forandring er på vej i din familie, når der kommer en lille ny.
Jeg ønsker jer held og lykke med det hele.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen