Hvornår kan børn selv bestemme – og hvor meget?
Jeg er mor til 2 børn på 7 og 9 år og blev for knap 1 1/2 år siden skilt fra børnenes far. Det var en voldsom omgang, da bruddet skete stort set uden forvarsel og efter en svær periode med dødsfald i vores nære familie. Jeg blev boende i hjemmet, og børnenes far fandt en bolig meget tæt på. Vores relation og dermed samarbejde har været svingende fra nært, hvor vi har kunnet spise sammen og været på fællestur med børnene til næsten hadefuldt med åbenlyse konflikter. Kilden til uvenskab har næsten udelukkende været samværsordning. Vi arbejder meget på at bevare det gode og nære samarbejde og er bevidste om betydningen af dette for børnenes trivsel. Vi er efter mange konflikter endt med en 8/6-ordning, hvor børnene er 8 dage hos mig. Deres far arbejder meget, så i perioder er de en del mere hos mig end de 8 dage, ligesom jeg ind imellem henter børnene fra skole, hvorefter de så senere skal ned til deres far, når han kommer hjem. Vi har fra starten italesat overfor børnene, at vi har en fleksibel ordning, hvor de skal sige til, hvis de savner den anden eller har brug for at være sammen med enten mor eller far. Udfordringen er, at de ret ofte benytter sig af denne fleksibilitet – og gerne vil være hos mig. Det er naturligvis ikke rart for deres far, som føler sig afvist og “mindre” forældre. Samtidig har vi jo gjort meget ud af at fremhæve fordelen ved at bo tæt på hinanden, hvor de så vil kunne “rende frem og tilbage”. Jeg har ikke lyst til at “tvinge” eller ofte skulle overtale dem til at skulle afsted, men forstår også godt, at det er svært for deres far. Vores datter på 9 år er meget tydelig i sit ønske om “selv at bestemme”, hvor hun vil være hvornår. Hun kan lave sin egen plan, siger hun. Mit spørgsmål er som følger: Hvor meget skal vi lade dem selv bestemme, hvor de vil være i forhold til at insistere på, at den 8/6-plan, der er lagt, så vidt muligt overholdes? Dvs. at de alligevel ikke får lov til at have indflydelse på, hvor de skal være hvornår. På forhånd !
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til 2 børn på 7 og 9 år.
Trods en turbulent start på jeres liv som skilsmissefamilie lyder det som om, I har stort fokus på at tage hensyn til jeres børn.
I har valgt at bo tæt på hinanden og I har sendt et klart signal til jeres børn om, at de har indflydelse på, hvor de er hvornår. Og I har fundet ud af at tage hensyn til, at børnenes far arbejder meget og derfor ikke altid kan have børnene ud fra den ordning, I har aftalt.
Problemstillingen er, at I har introduceret en fleksibilitet for jeres børn, som I nu - af hensyn til fars kontakt med børnene - ikke kan håndtere. Det er forståeligt, at far ønsker at være sammen med børnene, men et samvær bør ikke indrettes efter hvad der er synd for far, men efter hvordan børnene trives bedst.
Når jeres datter siger, at hun nok skal lave sin egen plan, så kan det vidne om at I måske er lykkedes med at friholde jeres børn fra et hensyn til jer voksne, som ellers for mange andre børn er svært.
Børnene giver udtryk for at de ønsker at være mere ved dig, og det kan der jo være mange grunde til. Det er de grunde, som I begge skal blive nysgerrige på og være åbne overfor, før I insisterer på en bestemt ordning, som børnene skal bo i.
Der bliver I måske begge også nødt til at reflektere over hver jeres andel i det. Kan far gøre noget anderledes, så børnene gerne vil være ved ham? Kan du handle anderledes, således at du støtter op om børnenes samvær med deres far? Kan deres valg udspringe af jeres forhold til hinanden? Eller er de ganske enkelt bare mere vant til at du er den, der er der mest og derfor er de mere trygge hos dig. Der kan være mange ting på spil, som I sammen bør finde ud af, således at hverken børnene, du eller far føler at de skal ”tvinges” på samvær.
Det er jer, som voksne, der har ansvaret. For det er bestemt fint, at børnene har indflydelse på deres dagligdag, men de er kun 7 og 9 år, og vil ikke kunne overskue konsekvenserne i forhold til deres trivsel på længere sigt, hvis I alene lader dem tage styringen.
Jeg håber, I finder en løsning til gavn for børnene med alt hvad det indebærer af faste rammer, men hvor der er også samtidig er plads til fleksibilitet - og at I kan hjælpe hinanden.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen
Kommentarer
Comments are closed.