At stå udenfor – hvordan styrker vi positive fællesskaber?

Ensomhed er en følelse, som mange børn og unge vil opleve på et tidspunkt i deres liv. Rapporten ’At stå udenfor – hvordan styrker vi positive fællesskaber blandt børn og unge?’ viser, at 7 pct. ofte føler sig ensomme, og hos 19 pct. forekommer følelsen en gang i mellem.

Følelsen af ensomhed vil ofte være relateret til livet i skolen, men kan også opstå i forbindelse med et skift i barnets liv, f.eks. flytning, skilsmisse, dødsfald eller andre livsomstændigheder. For de fleste er følelsen forbigående og kortvarig. Men for en lille gruppe af børn og unge forekommer følelsen ofte, og det kan få alvorlige konsekvenser i både barn- og ungdommen og langt ind i voksenlivet.

Læs rapporten

Rapport om ensomhed

Rapporten af Børns Vilkår og TrygFonden bygger på samtaler på BørneTelefonen samt en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 2.465 skoleelever i 5. og 8. klasse.

Læs mere

Resultater

Når vi spørger børnene, om de mener, de klarer sig fagligt godt i skolen, angiver 19 pct. af de børn, der tit eller meget tit er ensomme, at de er uenige eller helt uenige i, at de klarer sig godt. Det gælder for 3 pct. af de børn, som angiver, at de sjældent eller aldrig er ensomme.

28 pct. af de børn, som angiver, at de sjældent eller aldrig oplever, at deres forældre interesserer sig for dem, føler sig ensomme. Det samme gælder for 5 pct. af de børn, hvor forældrene tit eller meget tit interesserer sig for dem.

15 pct. af de børn, som angiver, at deres familie har færre penge end andre familier, føler sig tit eller meget tit ensomme. Det gælder for 5 pct. af de børn og unge, som angiver, at deres familie har flere penge end andre familier. 16 pct. af de børn, hvor begge forældre er uden beskæftigelse, oplever tit eller meget tit at være ensomme. Af de børn, hvor begge forældre er i beskæftigelse, gælder det for 6 pct.

38 pct. af de børn, som tit eller meget tit oplever ensomhed, har 5-8 symptomer på mistrivsel om ugen. Det kan f.eks. være hovedpine, mavepine, nervøsitet og søvnproblemer. Til sammenligning er det 2 pct. af de børn, som angiver, at de sjældent eller aldrig føler sig ensomme, der har samme mængde symptomer.

61 pct. af de børn, som tit eller meget tit føler sig ensomme har lav livstilfredshed. Af dem, som sjældent eller aldrig føler sig ensomme, har 6 pct. lav livstilfredshed.

29 pct. af de børn, der føler sig ensomme, forventer, at deres livstilfredshed vil være lav som voksen. Af de børn og unge, som sjældent eller aldrig føler sig ensomme, forventer 4 pct. at få lav livstilfredshed som voksen.

Knap 40 pct. af de børn og unge, der tit eller meget tit føler sig ensomme, angiver, at de har talt med nogen om det. På BørneTelefonen hører vi fra børn, som synes, det er svært at tale med deres nære voksne om deres ensomhed. Mange vil ikke belemre deres forældre med deres problemer, fordi de er bange for at gøre dem kede af det. Andre føler ikke, at de er tætte nok på forældrene til, at de kan betro sig til dem, og en lille gruppe af børn fortæller, at de slet ikke føler, at deres forældre kan lide dem. Der er også en del børn, som overvejer at fortælle deres lærer om ensomheden, men er bange for, at læreren ikke vil tage deres problem alvorligt.

Sådan defineres ensomhed

Ensomhed er en smertefuld følelse, der kan opstå, når ens sociale relationer ikke opfylder de behov, man har for social kontakt. Ensomhed er en følelse, som ofte opstår, når man er alene og mangler selskab.

Men ensomhed er ikke nødvendigvis forbundet med, om man har mange eller få mennesker omkring sig. Følelsen kan også opstå, når man er sammen med andre, hvis man f.eks. føler sig anderledes end ens sociale relationer, eller relationerne ikke er tilstrækkeligt nære og dybe.

Fem børn sidder på en bænk, med en dreng der sidder på den anden ende af bænken og kigger væk.
Jeg har nu ikke haft nogle venner i 2,5 år, og det piner mig virkelig hårdt. Jeg har ingen jeg kan snakke med mine problemer om, og i skolen er jeg pisse nervøs når jeg skal fremlægge, og kan endda knække. (Græde). Så det er virkelig svært for mig, og da jeg også har det dårligt med min krop, pjækker jeg til tider også fra idræt Dreng, 15 år