”Hver gang vi kom hjem fra far, tissede lillebror i bukserne”
Læs Mathildes historie om, hvordan det er at være barn i en samværsordning, hvor far udsatte sine børn for psykisk vold – uden myndighederne kom til undsætning.
Mathilde var syv år og hendes bror seks år, da forældrene blev skilt. Mathilde fik bopæl hos mor, men samvær med far.
”Samværet var hver 14. dag indtil jeg skulle på efterskole. Og far kørte aldrig hjem til os for at hente os. For han måtte ikke komme der, hvor mor bor. Der var polititilhold. Så far holdt oppe ved skolen og så skulle jeg gå op ved skolen, for at blive hentet. Vi overnattede der også. Lillebror kunne ikke tåle det. Jeg var syv år og han var seks år, da de blev skilt. Og hver gang, vi kom hjem fra far, tissede lillebror i sengen om natten. Og det gjorde han ellers aldrig,” husker Mathilde.
Mathilde fortæller, at børnene følte sig utrygge hos far:
”Min far havde et stort temperament. Sådan var det også, da vi boede derhjemme. Når han blev gal, gik der altid noget i stykker. Så blev fjernbetjeningen kastet – alt gik i stykker, så det ikke virkede. Og så sagde han alle mulige ting til os. Han kørte meget på lillebror,” fortæller hun.
Mathilde kan ikke huske særligt meget fra samværene med far:
”Jeg kan huske, at jeg fik det rigtig, rigtig skidt, da jeg var 14 – 15 år. Og jeg var ellers glad – indtil jeg lige jeg pludselig en dag fik det mærkeligt. Og jeg var ked af det hele tiden. Jeg havde fået sådan et flash back, hvor jeg lige pludselig kunne huske noget…. Så gik jeg i 14 dage for at finde ud af, om det var rigtigt…. Så spurgte jeg mor: ’Mor, er det rigtigt, at vi engang, da vi var ovre hos far, at han så havde taget en kniv og ville stikke den i sig selv, hvis vi ikke ville spise vores kartofler? ´ Det er sådan en historie, jeg lige pludselig kunne huske,” siger Mathilde, der husker, at faren ofte truede med at begå selvmord eller med at blive kørt over. Det gjorde børnene bange: ”Men han gjorde det ikke, når der var andre voksne. Ingen vidste det,” siger hun.
Mor kæmpede i årevis for at børnene ikke skulle på samvær:
”For mor kunne jo godt se, at hver gang, vi havde været ved far, så var vi mærkelige og vores adfærd var mærkelig. Det gav også problemer. Min mor havde svært ved at få tid – hun sad altid med de der sager. Hver dag. Vi blev nogle meget velopdragne børn. For mor skulle have ro til at lave alle de ting, der var vigtige,” fortæller Mathilde, der også følte sig alene, fordi der var mange problemer med lillebroren:”Ovre i skolen kørte de også på min lillebror, fordi han var ikke god nok til at læse og læreren mobbede ham. Det var en forfærdelig skole. Så lillebror var så ked af det. Og han havde det så dårligt. Så mor hun var nødt til at bruge rigtig lang tid på lillebror. Det kom oveni alle vores samværssager. Mor kæmpede mod skolesystemet, for lillebror han lærte ikke noget. Så sagde de, han var dum, fordi han ikke kunne læse. Så han har flyttet rundt på mange folkeskoler. Der har været brugt rigtig, rigtig, rigtig meget tid på lillebror. Og der har jeg bare været alene,” fortæller Mathilde.
Mathilde husker lidt fra mødet med myndighederne:
”Jeg kan huske, vi har været oppe og snakke med dem. Lillebror har sagt det, som det var: ´Jeg gider ikke se far.´ Og jeg har været bange for, at far skulle finde ud af, at jeg ikke ville det. Jeg er faktisk også lidt i tvivl om, om jeg gerne ville se far lidt eller om jeg ikke ville gøre det. Måske var jeg i tvivl, fordi det var mærkeligt, hvis man ikke havde en far. At man ønskede, der var noget,” fortæller Mathilde.
Skolegangen var svær:
”Der var ingen, der kunne se, jeg ikke havde det godt. Jeg var bare et mærkeligt barn. Jeg blev mærkelig. Jeg havde én veninde i folkeskolen fra 4. til 8. klasse. Jeg ved, og jeg tror at hun godt ved, at vi var venner, fordi vi havde ikke andre. Det var derfor, vi var venner,” husker Mathilde.
Mathilde kom på efterskole, hvor hun fik mange gode venner og er i dag i gang med en universitetsuddannelse. Hun oplever, at faren er blevet mere rolig med årene og ser ham stadig – men forholdet er ikke tæt:
”Jeg tror, vi havde haft bedst af ikke at se far. For så kunne vi have set far, når vi blev voksne. Så kunne vi selv se, at han var en nar. Så kan man bare sige: ´Nu gider jeg ikke høre på dig mere.´ Det kan man jo ikke, når man er barn,” siger Mathilde.
Mathildes rigtige navn er bekendt af Børns Vilkår. Hendes oplevelser og fortælling indgår i rapporten ’Børn i komplekse skilsmisser’.
Download rapporten: “Børn i komplekse skilsmisser“.
Læs også: Skilsmissebørn skubbes fra skrivebord til skrivebord