Mathias’ linje til én der lytter

Allerede i en ung alder drev Mathias alene rundt i gaderne og røg hash. På BørneTelefonen mødte han det, han altid havde manglet: Voksne, der gad lytte.

Da Mathias ringede til BørneTelefonen for første gang, var det for at lave telefonfis. Han befandt sig en skaterhal sammen med en gruppe drenge, han på det tidspunkt ’hang ud’ med i Glamsbjergs gader og stræder.
”Vi sagde, at vi aldrig havde haft sex og gerne ville vide, hvordan man gør. Det var mest for sjov, og rådgiveren i den anden ende, var lidt forvirret over, om vi mon lavede fis. Men jeg kan huske, at hun tog os seriøst, selvom vi var useriøse,”  fortæller Mathias.
I dag er Mathias 18 år og kan se tilbage på en svær barndom, som han stadig kæmper med. Hvorfor? Det har flere lærere, pædagoger, psykologer og andre specialister forsøgt besvare op gennem årene. I hvert fald voksede Mathias op med både misbrug og manglende nærvær.
I en tidlig alder klarede Mathias sig selv og drev rundt med nogle ældre drenge, der lokkede med joints og smøger.
”Vores forældre holdt ikke så meget øje med os. Vi passede os selv,” som Mathias formulerer det.

I slagsmål med sin mor

Et års tid efter han havde lavet fis med BørneTelefonen, fik han brug for at ringe igen. Denne gang var anledningen alvorlig.
”Jeg havde svært ved at styre mit temperament , og en dag kom jeg op at slås med min søster. Min mor brød ind og vi råbte ad og rev og flåede i hinanden. Jeg endte med at kaste en dvd-film hårdt i hovedet på min mor, og flygtede ind på mit værelse for at få ro. Efter en halv time forlod jeg huset og gik ud i skoven tæt på, hvor vi boede. Der gik jeg rundt alene. Jeg kunne ikke snakke med min mor om problemerne, og jeg talte heller ikke med nogen voksne i skolen. Der holdt jeg mig for mig selv og havde ingen venner. Jeg var helt alene.” fortæller Mathias, der derfor tog mobilen frem og tastede 116 111.
”Jeg vil høre, hvad man skal gøre, når man kommer op og slås med sine forældre?,” spurgte den dengang 9-årige Mathias.
Rådgiveren i den anden ende var lyttende og forstående.
”Hun tog ikke parti. Men jeg kunne godt se, jeg skulle forsøge at tale med min mor. Så jeg drejede om på hælen og gik hjem igen – modsat andre gange, hvor jeg har holdt mig væk fra min mor i længere perioder,” fortæller Mathias.

Skoleskift og nye venner

Nogen lykkelig tid var det dog ikke. Mathias blev igen overladt til sig selv. Han blev smidt ud af den ene skole efter den anden. Ingen kunne nå ind til ham på trods af psykologsamtaler og diverse specialindsatser. Mathias var en af dem, de andre ikke måtte lege med.
”Jeg truede en lærer, stak en blyant i øjet på en elev, sparkede en tredje lærer i skridtet, slog en sagsbehandler…faktisk har jeg gået på på otte skoler i alt,” fortæller Mathias, der blev anbragt som 12-årig.
Nogenlunde samtidig startede han på en skole i Tommerup.
”Det var en god klasse, og jeg fik nye venner og havde lyst til at passe skolen og lave mine lektier. Jeg havde det virkelig godt,” fortæller Mathias, der desværre ikke fik lov til at blive på skolen. Ikke fordi han lavede ballade. Men fordi Mathias’ plejefar ønskede at flytte Mathias til en skole tættere på plejefamilien i Haarby. Så begyndte balladen igen.
Mathias trivedes ikke hos plejefamilien, og kom ofte på kant med sin plejefar.
”Jeg kunne ikke acceptere, at han råbte ad de andre plejebørn, hvis de smaskede. Han kunne ikke klare, at jeg sagde ham imod og vores sammenstød blev meget voldsomme og fysiske. Vi kørte på hinanden. Nogle gange, når jeg sagde hej, svarede han ikke og sådan noget.”

På kant med plejefamilien

Det hele kulminerede en dag, da plejefaren fandt ud af, at Mathias’ ven, Patrick, solgte smøger på det sorte marked. Patrick var også anbragt i pleje, og Mathias og han var blevet tætte. For første gang oplevede Mathias, hvordan det var at have en ven.
”Min plejefar eksploderede, da han fandt ud af, hvad Patrick havde gang i, og at jeg også røg smøger. ’Du finder kun dårlige venner,’ sagde han. Jeg sagde, at det var bedre at have dårlige venner end ingen venner at have ligesom ham. Jeg skubbede til ham. Han ville fastholde mig, men jeg sparkede ham i skridtet og spyttede ham i ansigtet. Han forbød mig at se Patrick.”
Mathias stak af og løb over til Patricks plejefamilie. Lige pludselig, da de to venner sad og drak kakao, brasede plejefaren ind. Han råbte og truede med at melde Mathias til politiet, hvis han ikke fulgte med. Mathias gik alligevel sin vej og satte sig i et nærtliggende busskur. Han var igen alene i verden. Efter noget tid fiskede han mobilen op af lommen og ringede til BørneTelefonen.

”Jeg fortalte rådgiveren alt om, hvordan jeg havde det med at bo hos plejefamilien. Udadtil virkede de perfekte og hverken min forældre eller sagsbehandler troede på mig, når jeg fortalte om plejefaren. Vi talte i lang tid, og det hjalp at tale ud. Den samtale fik mig til at indse, at mine oplevelser var ok, og at jeg måtte væk fra plejefamilien. Jeg havde også fået hjælp til at tale om mine muligheder.”

Fodboldtræner i OB

Via en akutinstitution blev Mathias anbragt på et opholdssted. Har blomstrede han op. Der var hjælp til at kvitte hashrygningen, og døgnrytmen blev normal igen. Han havde endnu et par skoleskift – men det lykkedes ham at få en afgangseksamen fra 9. klasse.
Mathias er i dag 18 år, og bor i sin egen ungdomsbolig med en støtte-kontaktperson. Mathias er fodboldtræner i OB og har engageret sig i en masse frivilligt arbejde for flygtninge, blandt andet er han kontaktperson for en dreng. Planen er at starte på VUC til sommer og tage 10. klasse. Når han forestiller sig fremtiden, drømmer han om at blive pædagog for adfærdsvanskelige unge.

”Jeg vil gerne hjælpe andre børn og unge med at tro på sig selv. De skal vide, at selv om man bliver smidt ud og folk vender ryggen til en, så kan man godt klare den. Men det er afgørende, at man ikke mister troen på sig selv,” siger Mathias, der er glad for den hjælp, han har fået på BørneTelefonen gennem årene. Især er han glad for det skub, han fik i ryggen til at komme væk fra plejefamilien.
”Det var rart, at der var en der, der gad lytte – når andre ikke gjorde det.”

50.467 rådgivninger på BørneTelefonen

I 2017 havde BørneTelefonen mere end 50.000 rådgivninger med børn og unge. Hver tredje samtale handlede om psykiske problemer som angst, ensomhed og selvmordstanker. BørneTelefonen betjenes af mere end 400 frivillige rådgivere, der alle har en børnefaglig uddannelse og er blevet undervist særligt i at lytte til børn og hjælpe dem.

Fotograf: Jeppe Carlsen

Læs mere:

En bisidder hjalp Mads med at blive hørt

Del denne side: