Børns Vilkår: Indfør digitalt duelighedsbevis til skolebørn

Ligesom børn i 2. klasse tager den lille cyklistprøve når de bevæger sig ud i trafikken, er der behov for, at børn tager digitalt duelighedsbevis, så de rustes bedre til at færdes trygt på nettet,” siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl efter de nye sigtelser i ’Umbrella-sagen’.
”Der er behov for at arbejde mere systematisk i skolen med at ruste børn til at færdes digitalt – og indsatsen bør starte senest når børn får deres første mobil i 2.-3.-klasse,” lyder det fra direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Meldingen kommer efter politiet har foretaget 148 nye sigtelser for krænkende billeddeling i den såkaldte ’Umbrella-sag’. Samtidig er antallet af samtaler om krænkende billeddeling på BørneTelefonen hos Børns Vilkår mere end fordoblet fra 175 samtaler i 2016 til 400 samtaler i 2018.
”Når vi sender børn ud i trafikken, tager de en lille cyklistprøve, hvor de rustes til at færdes i trafikken gennem kendskab til færdselsregler og praktiske øvelser. Noget lignende bør vi indføre for børn op igennem skoletiden ved et ’duelighedsbevis’ eller en årlig temauge, hvor emnerne varierer alt efter børnenes alder. Vi skal sikre os, at børnene kender både til lovgivning og rettigheder samt har forståelse for, hvordan man er en god ven og passer på hinanden på nettet,” siger Rasmus Kjeldahl, der fortsætter:
”Vores erfaring er, at en del forældre er i vildrede omkring, hvordan de støtter børnene i deres digitale liv. Samtidig er det op til den enkelte lærer og skole, hvor meget der gøres ud af digital dannelse. Vi har behov for at tage fat om det her meget mere systematisk,” siger han.
Fakta
Digitale krænkelser viser et behov for duelighedsbevis:
Digitale krænkelser er for alvor kommet i offentlighedens søgelys efter ’Umbrella-sagen’, hvor politiet sigtede mere end 1000, primært unge mennesker over hele landet, for via Facebook Messenger at dele en krænkende video med en pige og en dreng, som på tidspunktet for optagelsen begge var 15 år.
Samtidig er antallet af samtaler om digitale krænkelser steget kraftigt på BørneTelefonen fra 175 i 2016 til 400 i 2018.
En repræsentativ undersøgelse blandt børn i 4. og 7. klasse fra Børns Vilkår i samarbejde med Medierådet for Børn & Unge viser, at mange børn ikke spørger hinanden om lov, inden de trykker ’send’ på det billede eller den video, de tog af klassekammeraten i frikvarteret. Faktisk er billeddeling blandt børn så udbredt, at hvert 3. barn har oplevet at få delt et billede eller en video af dem selv, uden de har givet lov til det.
Generelt kan man sige, at det er ulovligt at dele billeder uden samtykke. Der kan der være tale om overtrædelse af straffelovens bestemmelser, men også af persondatalovgivningen.