Kære forælder, vær opmærksom på dit barns digitale liv – også i ferien
Når skolerne holder sommerferielukket som nu, er der færre børn, der henvender sig om mobning på BørneTelefonen. Vi så det samme under corona-nedlukningen, hvor andelen af henvendelser, der handlede om mobning, faldt til det næsten det halve, mens børnene ikke gik fysisk i skole.
Til gengæld så vi i samme periode mere end en fordobling i andelen af samtalerne om mobning, hvor rådgiverne registrerede, at der var tale om digital mobning. For selvom børn ikke kommer i skole, hvad enten det skyldes ferie eller corona, så holder de fleste børn liv i deres sociale relationer på digitale platforme – ofte i højere grad end ellers. Det kan give børnene en masse positive og gode oplevelser, men er altså også værd at holde et vågent øje med som forældre.
I den nyeste Svigtrapport, som Børns Vilkår og TrygFonden offentliggjorde i maj, viser tal, at 16 procent af eleverne i 9. klasse har oplevet digital mobning. Den digitale mobning kan være sværere at håndtere, fordi børn og unge ikke altid kan identificere dem, der mobber, og ikke ved, hvor mange der tager del i mobningen.
Der kan blandt andet opstå mobning og grimt sprog i spil som Fortnite, hvor børnene kan blive uvenner og lukke hinanden ude. Eller i appen Tiktok, hvor kommentarfeltet kan blive grimt og krænkende.
Daglig dialog med børnene
Løsningen er ikke at lukke helt ned for børnenes digitale liv i sommerferien. For selvom de fleste familier vil og kan prioritere mere fysisk nærvær – og det er godt! – er det også vigtigt at anerkende, at børn har et socialt liv på digitale medier, som de vil føle sig afskåret fra, hvis der slukkes helt for skærm og wifi. Som med meget andet handler det om at finde en sund balance.
Vi anbefaler forældre at tage en daglig dialog med børnene om, hvad de har oplevet i løbet af dagen i det digitale univers. Det skal de helst gøre hele året rundt, men i sommerferien er det ikke tid til at vise mindre interesse – tværtimod. Her er der som regel mere tid og overskud til at sætte sig ind i sit barns digitale liv og interesser.
Tre gode råd til forældre
- Vær åben og nysgerrig og lyt. Lad børnene fortælle, hvad de oplever på digitale medier.
- Foregår der noget, som gør barnet bange eller ked af det, så hjælp dem. Hvad enten det handler om at gå i dialog med forældre til barnets klassekammerater eller om at få anmeldt en hadeprofil.
- Udnyt det øgede samvær i ferien til at lære dit barns digitale liv bedre at kende. Det vil give dialog og en forståelse, som vil have effekt – også når ferien er slut.