Børns Vilkår og Circle K går sammen om at udvide åbningstiden på BørneTelefonen
Tusindvis af børn kom ikke igennem, da de i 2019 kontaktede BørneTelefonen i de tidlige morgentimer, hvor den er lukket. Et samarbejde mellem Børns Vilkår og Circle K skal sikre, at BørneTelefonen kan åbne allerede klokken 7.
BørneTelefonen hjælper tusindvis af børn og unge hver dag året rundt mellem klokken 9 og 02 om natten. Imidlertid henvender mange børn sig forgæves om morgenen. Sidste år var der over 5.000 henvendelser på BørneTelefonen i tidsrummet 7 til 9 – hvor der altså er lukket.
Sammen med Circle K lancerer Børns Vilkår nu en kampagne, der samler ind til, at BørneTelefonen kan åbne allerede klokken 7. Det sker ved, at Circle K fra i dag sælger kaffe i kopper med et særligt Børnekaffe-design, som koster 2,50 kr. ekstra per styk. Beløbet fordobles af Circle K, så der samlet går 5 kroner per kop til Børns Vilkår.
Sidste år, hvor kampagnen blev lanceret for første gang, blev der samlet 1 million kroner ind, så Børns Vilkår kunne udvide åbningstiden på BørneTelefonen i formiddagstimerne.
”Det kræver utroligt meget mod for børn at række ud efter hjælp, og det behov vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at imødekomme. Derfor er det særligt vigtigt for os, at vi ved at udvide åbningstiden om morgenen kan give endnu flere børn muligheden for at tale med en voksen og forhåbentlig være med til at give dem en bedre start på dagen,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børn Vilkår.
Forskellige problemer fylder om morgenen
En undersøgelse på BørneTelefonen viser, at børns problematikker om morgenen spænder bredt og omhandler alt fra problemer i skolen til travlhed og dårligt humør i familien, træthed og mobning på sociale medier. Men også psykiske problemer som eksemplet her fra BørneTelefonen:
”Hej, jeg er en pige på 13 år. Jeg har virkelig brug for hjælp.. jeg ved ikke om der er noget galt med mig.. jeg føler heletiden at jeg er ensom og at alle bare er ligeglade med mig.. hverdag når jeg vågner op vil jeg bare gerne sove igen, jeg vil bare gerne væk fra virkeligheden..”
Målet med Børnekaffe-kampagnen og samarbejdet med Circle K er, at børn som denne 13-årige pige allerede fra april 2020 kan henvende sig på BørneTelefonen fra klokken 7.
”Vi glæder os meget til endnu en gang at kunne tilbyde vores kunder at støtte BørneTelefonen, hver gang de vælger en kop BørneKaffe i vores butikker og på den måde bidrage til, at børn, der har det svært om morgenen, har et sted, hvor de kan få hjælp. Vi blev rigtig glade for at se, hvordan BørneKaffen blev taget imod af vores kunder og personale, da vi lancerede kampagnen sidste år, og det håber vi selvfølgelig gentager sig,” siger Mette Uglebjerg, adm. direktør i Circle K Danmark.
Fakta
- En undersøgelse på BørneTelefonen.dk viser, at mange børn har det svært om morgenen. Faktisk svarer over halvdelen (54 %) i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig har lyst til at stå op om morgenen.
- Hver gang man køber en BørneKaffe, støtter man med 2,50 krone, og Cirkle K fordobler beløbet til 5 kroner per kop.
- BørneKaffen kan købes i Circle K’s butikker fra 7. januar 2020
- Sidste års kampagne betød, at BørneTelefonen kunne udvide åbningstiden med to timer, så den på nuværende tidspunkt har åben mandag til fredag fra 9-02 og lørdag og søndag fra 11-02.
Det fortæller børnene til BørneTelefonen
“Jeg er en pige på 13 år. Jeg tror måske jeg har en depresion. Jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen. Jeg lyver tit om at jeg er syg. Jeg tænker hver morgen jeg står op, at jeg bare vil blive liggende i min seng hele dagen.”
”Hej, jeg er en pige på 13 år. Jeg har virkelig brug for hjælp.. jeg ved ikke om der er noget galt med mig.. jeg føler heletiden at jeg er ensom og at alle bare er ligeglade med mig.. hverdag når jeg vågner op vil jeg bare gerne sove igen, jeg vil bare gerne væk fra virkeligheden.. “
“Min bedstemor gik bort sidste år, siden da har jeg været nedtrykt, kan ikke sove om natten, har kraftig nedsat appetit, har ikke lyst til at stå op om morgenen og gå i skole og orker ikke at snakke med mine “venner”” Dreng, 13 år
“Hej. Jeg er en pige på 14 år og jeg er meget i tvivl om jeg måske har eller er ved at udvikle skoleangst. Hver eneste gang jeg går i skole begynder jeg at græde når jeg nærmer mig skolen og får ondt i maven nu tættere jeg kommer på skolen. En af grundene til det er at jeg føler mig meget ensom og ved aldrig hvem jeg kan snakke med over i skolen.”
Børnekaffe
Dette er naturligvis ikke kaffe til børn. Det er kaffe til fordel for børn.
Alle børn fortjener stadig en god start på dagen.
Læs mere om Børnekaffe