Knap hvert 3. barn udsættes for billeddeling uden samtykke

Kammeraters pres og børnenes oplevelse af deres økonomiske baggrund spiller en rolle for, hvor ofte man udsættes – og udsætter andre – for billeddeling. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår, der er udarbejdet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge med støtte fra TrygFonden.
Mange børn spørger ikke hinanden om lov, inden de trykker ’send’ på det billede eller den video, de tog af klassekammeraten i frikvarteret. Faktisk er billeddeling blandt børn så udbredt, at hvert 3. barn har oplevet at få delt et billede eller en video af sig selv, uden de har givet lov til det.
”Det kan føles meget grænseoverskridende, når der pludselig florerer billeder rundt, man ikke selv har kontrol med. Samtidig er det faktisk også ulovligt at dele billeder af andre, der ikke har indvilget,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Undersøgelsen viser, at mange børn føler sig presset til at sende billeder eller videoer af sig selv til andre. Mellem 1 og 2 i hver klasse svarer, at de har prøvet at sende et billede eller en video af sig selv, selvom de ikke havde lyst. Flere af børnene svarer også, at de har prøvet at presse andre til at sende et billede eller en video.
Hos Børns Vilkår ser man et behov for, at forældre og fagpersoner i højere grad tænker det digitale aspekt ind i opdragelsen og undervisningen.
”Forældre og fagpersoner har et ansvar for, at børnene bliver bedre rustet til at til at passe på egne og andres grænser på de digitale medier, og at de ved, hvad der er op og ned i forhold til lovgivningen. Det kræver et større fokus i skolen såvel som i opdragelsen,” siger Rasmus Kjeldahl.
Undersøgelsen peger på, at der er ulighed i børnenes digitale dannelse – børn, der fortæller, at de kommer fra hjem med færre penge end andre, udsættes i højere grad for billeddeling end andre børn. På samme måde gælder det, at børn, der oplever at have færre penge end andre, også oftere deler billeder og videoer af andre uden at have fået lov.
”Vi kan se, at digital udsathed og økonomisk udsathed følges ad, og det er trist. Vores institutioner og skoler skal sikre vores børn lige muligheder, også på den digitale front, og det indebærer bl.a., at de skal klæde børnene på til at trække egne grænser og respektere andres. Hvis vi kun lader det være op til forældrene, risikerer vi, at de i forvejen udsatte bliver endnu mere udsatte,” siger Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn og Unge.
Fakta
- 29 pct. af børnene i undersøgelsen angiver, at et andet barn har delt et billede eller video af dem uden samtykke på sociale medier.
- 7 pct. af børnene har prøvet at sende et billede eller en video af sig selv til en anden, selvom de ikke havde lyst. 4 pct. af børnene angiver, at de har fået et andet barn til at sende at billede af sig selv, selvom det andet barn ikke havde lyst til det.
- 39 pct. af de børn, der oplever at have færre penge end andre børn, har fået delt billeder eller video af dem selv, uden de selv havde givet lov til det. 24 pct. af dem har selv delt et billede eller video af et andet barn uden at få lov.
- 26 pct. af de børn, der oplever at have samme mængde penge som andre børn, har oplevet at få delt et billede eller video af sig selv uden at give lov til det. 13 pct. af disse børn har prøvet at dele et billede eller video af en anden uden at få lov.
Læs hele rapporten ved at klikke her.
Om denne rapport
- ”Digital Dannelse i Børnehøjde: Del 4. Skolebørn og dataetik” er den fjerde og sidste i rækken om børns digitale liv.
- Analyserne bygger på spørgeskemabesvarelser fra 3.365 børn i 4. og i 7. klasse, 708 skoleforældre, 90 skoleledere, 185 lærere samt 48 kommunale chefer. Derudover baserer de sig på enkelt- og gruppeinterviews med 46 børn i 4. og i 7. klasse, 4 skoleforældre, 5 skoleledere, 5 lærere samt 4 kommunale chefer.
- Rapporterne er udarbejdet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge og støttet af TrygFonden.
Om rapporterne: Digital Dannelse i Børnehøjde
Digital Dannelse i Børnehøjde er en række rapporter, der på et repræsentativt grundlag undersøger børns digitale liv hjemme, i dagtilbud og skolen.
Børn, forældre, pædagoger, pædagogiske ledere og kommunale chefer indgår i de to første rapporter, der omhandler børnehavebørns digitale liv.
Rapporterne har Børns Vilkår udarbejdet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge med støtte fra TrygFonden.
Læs mere om rapporterne