Hvor gammel skal min datter være, førend hun må bestemme?
Til Skilsmissebrevkassen
Min datter er 12 år. Til at starte med, var hun 7 dage hos os begge. Nu er hun hos mig 10 dage og hos sin far i 4. Jeg kontaktede Statsforvaltningen, da min datter ønskede at være mere hos mig. Min eks og jeg blev ikke enige og min datter talte efterfølgende med en børnesagkyndig, som besluttede, at 10/4 ville være mere gunstigt for vores datter.
Der er mange årsager til, at min datter, med tiden, har ønsket at bruge mere tid med mig.
Min eksmands nye kone er (efter min datters udsagn) ofte voldsomt vred og råber af min datter. Hun får ofte udtryk sig uheldigt og nedladende.
“Nu er du her jo ikke så meget” bliver ofte anvendt i diverse situationer, hvilket giver min datter skyldfølelse over, at hun har valgt dem fra. Jeg har allerede inden jeg skrev til Statsforvaltningen, forsøgt at fortælle hendes far, hvad der er vigtigt for hende og nogle af de ting, som gør hende ked af det, men det falder ikke i god jord, når det kommer fra mig.
Han siger til mig “at jeg ikke skal være hendes advokat” og til min datter, “at hun ikke skal gå hjem til mig og tale om tingene”. Der er altså ikke muligt, at have en samtale med min eks om vores datters ve og vel…eller hendes opfattelse af situationen.
Jeg ønsker selvfølgelig, at min datter ser sin far og hans nye familie, men vil gerne vide, hvornår min datter selv må beslutte, at sove en ekstra nat hos mig?
Hendes skole, fritidsaktiviteter og venner er i mit nærområde. Hun skal tage tog for at tage hjem til sin far, da han bor et stykke væk.
Nogle gange vil hun hellere overnatte hos mig, hvis hendes fritidsaktiviteter slutter sent og hun skal op i skole næste dag.
Må en 12 årig være medbestemmende (uden dog at tage i Statsforvaltningen igen) i forhold til samvær? Eller er det 10/4 der er gældende indtil hun bliver 18?
Med venlig hilsen
Din datter kan selv bestemme, når hun bliver 18 år
Kære mor til 12 årig pige.
Du stiller et helt konkret spørgsmål, og til det kan jeg helt enkelt svare: Din datter kan ikke selv bestemme, hvor meget hun vil være hos sin far, før hun bliver 18 år og er personlig myndig. Hun er underlagt de aftaler, som I træffer for hende. Hvis der er truffet en afgørelse i Statsforvaltningen, så er den gældende indtil I selv bliver enige om noget andet for hende eller Statsforvaltningen træffe en ny afgørelse. Hvis Statsforvaltningen skal træffe en ny afgørelse, så skal de selvfølgelig igen inddrage din datters perspektiv, og i takt med hendes alder og modenhed skal de tillægge hendes egen holdninger og synspunkter vægt. I praksis ser vi, at jo ældre børn bliver jo sværere er det typisk at tvinge børnene til et samvær, som de ikke ønsker.
Der er heller ikke ualmindeligt at større børn begynder selv at ville vælge, hvornår der skal være samvær, fordi det netop også skal passes ind i det øvrige ungdomsliv med fritidsinteresser og venner. Din datter er 12 år og vil også få et større stort behov for at være sammen med sine kammerater – at være en del af et fællesskab. I de kommende år vil det være mindre og mindre, I som forældre kommer til at se hende. Det gælder jer begge. Og sådan er det jo også for de forældre, der bor sammen.
Som samværsforælder kan det være svært at acceptere, at et barn ikke ønsker så meget samvær. Det kan føles som et fravalg, men er i virkeligheden en del af en naturlig løsrivelsesproces.
At din eks bor så langt væk, at din datter er nødt til at tage toget, gør ikke sagen nemmere. Mange børn i skilsmisser taler med os på BørneTelefonen om, hvor bøvlet det er, når mor og far bor langt fra hinanden. Og hvor svært det kan være for børnene at få sagt, at de hellere vil være sammen med kammerater. Det kræver virkelig mod.
Du skriver, at du og din eks ikke er enige……..Statsforvaltningen tilbyder børnesagkyndig rådgivning. Måske I kunne henvende jer sammen og få en samtale om det at have en datter, der i stigende grad vil have brug for at være mere ”væk hjemmefra” og hvordan I kan håndtere det. SÅ hun ikke skal føle skyld og få dårlig samvittighed.
En del kommuner tilbyder rådgivning til skilsmisseforældre – det kunne være en anden mulighed for rådgivende samtaler, når I har svært ved at tale sammen om jeres datter.
Din eks mands reaktioner skyldes måske, at han dybest set er rigtig ked af ikke at se sin datter så meget. At han ikke kan følge med i hendes dagligdag. Det kan for nogle forældre være svært at sige. I stedet kan sorgen komme ud som vrede.
Det er jer som forældre, der har ansvaret og kan træffe beslutninger vedrørende jeres datters hverdag. Så det er vigtigt, I finder ud af, hvordan I kan håndtere det uden at hun kommer til at sidde i en klemme. For det kan påvirke hendes trivsel.
Jeg håber, I finder ud af det.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.
Kommentarer
Comments are closed.