Barnets reaktioner og behov

Alle børn og alle skilsmisser er forskellige. Derfor findes der ikke en manual til netop jeres barn. Det varierer med alderen, hvilke behov et barn har i forhold til tilknytning, tryghed og nærvær.

Derfor er I nødt til at tage barnets alder i betragtning, når I tilrettelægger livet efter en skilsmisse.

Barnet kan ikke forestille sig en anden livssituation

Det lille barn under 3 år har ikke noget forhold til, hvad en skilsmisse er, eller til hvad det indebærer, når I fortæller barnet, at hun eller han skal flytte et andet sted hen. Det lille barn kan ikke på forhånd forestille sig en anden livssituation og forstår ikke abstrakte forklaringer.

Barnet vil opleve og reagere på, at far eller mor forsvinder – og reagere følelsesmæssigt i takt med den primære voksne.

Hvis du er ulykkelig og stresset, bliver det lille barn også ulykkelig og stresset. Hvis du til gengæld udstråler tryghed og ro, vil barnet kunne slappe af og udvikle sig videre trods tabet af en daglig nær voksen.
Små børn kan opleve rædsel og stort tab, hvis deres vigtigste voksne er væk i for lang tid ad gangen, for det er en tillært erfaring, at voksne bliver ved med at komme tilbage.

Barnets reaktioner

De små børns krisereaktioner er typisk, at de går tilbage i deres udvikling, eksempelvis ved “at glemme”, at de er holdt op med at bruge sut eller ble. De kan blive angste for adskillelse, begynde at sove uroligt, blive grædende, klynkende og klæbende.

De allermindste, spædbørnene, er især sårbare over for adskillelse fra deres primære omsorgspersoner og kan reagere ved generelt at blive passive og trække sig fra kontakt. Dette kan i yderste konsekvens være skadeligt for deres følelsesmæssige udvikling.

Hvad har det 0 til 3-årige barn brug for?

  • Et spædbarn har først og fremmest brug for total tryghed og nærhed. Barnet kan i de første 6 til 9 måneder af sit liv tro, at mor er forsvundet for evigt, hvis hun er væk mere end nogle få timer ad gangen. Børn kan helt op til 3-års-alderen have svært ved helt at tro på, at forældrene kommer igen, hvis de er væk en weekend eller en uge
  • Vær bevidste om, at I ikke kan lade jeres barn under 2 ½ til 3 år skifte rundt mellem jer på samme måde som man gør med ældre børn. For I kan ikke forklare barnet, hvad der skal foregå, og hvornår han eller hun kommer hjem igen
  • Forhold jer til, hvor tæt jeres barn er på den forælder, der nu bliver samværsforælder. Hvor meget tid har barnet tilbragt sammen med ham eller hende, og hvor vant er barnet til at være alene med ham eller hende?
  • En tommelfingerregel er, at det første halve år bør barnet ikke være væk fra bopælsforælderen mere end nogle få timer ad gangen. Tidsrummene kan blive lidt længere, jo ældre barnet bliver. Hvornår I vælger at begynde med overnatningssamvær, afhænger helt af jeres barn og hans eller hendes relation til den anden forælder
  • Det er vigtigt at være opmærksom på jeres barns reaktioner og ikke gennemtvinge ordninger, fordi det vil være det mest retfærdige for jer voksne. Når det gælder små børn, er det mest hensigtsmæssige i det hele taget korte, men hyppige samvær nogle timer ad gangen, så barnet kan bevare et forhold til begge forældre uden at blive utrygt, rodløst og forvirret
  • Det er bedst for jeres barn, hvis I som forældre er i stand til at mødes, når I afleverer og henter, og hvis I kan signalere positive følelser over for hinanden
  • Jeres barn har også brug for de samme rutiner i begge hjem – for eksempel samme godnatsang og samme sengetid. Og barnet skal have vigtige genstande som bamsen eller suttekluden med sig fra sted til sted
  • I bør først vælge en deleordning, hvor jeres barn er lige meget eller næsten lige meget hos jer begge, når jeres barn er så sprogligt udviklet, at det kan forstå forklaringerne og forstå, at mor eller far kommer tilbage igen
  • En deleordning med et lille barn kræver et meget udvidet samarbejde, hvor I skal være villige til at tilbringe meget tid sammen. I vil nemlig være nødt til at bruge flere timer sammen, hver gang barnet skal skifte hjem, så skiftet ikke bliver traumatisk for jeres barn. I skal også gøre det, så den forælder, der ikke har været sammen med barnet, kan blive ført indgående ajour med eksempelvis barnets sovevaner, spisevaner og udvikling.

Barnet i børnehavealderen har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed, og barnets forestillingsverden er magisk: Det 4 til 5-årige barn kan måske tro, at vreden kan være så mægtig, at den kan sætte huse i brand og slå folk ihjel. Og barnet kan meget nemt både tage ansvaret for jeres skilsmisse og ansvaret for at bringe jer sammen igen.

Et børnehavebarn kan for eksempel som (ubevidst) strategi vælge at være ekstremt larmende og på tværs, fordi han eller hun her oplever, at I pludselig bliver enige om at være vrede på barnet. Barnet bliver så at sige lynafleder for konflikterne mellem jer.

Børnehavebarnet er stærkt påvirkeligt af konflikter mellem forældrene. Skænderier kan gøre barnet panisk bange, fordi familien er barnets tryghed og det, der for barnet skaber sammenhæng i en uoverskuelig verden
De 3 til 6-årige vil ofte reagere på alvorlige kriser ved at gå tilbage i udviklingen. Børnehavebørn kan også blive mere konfliktsøgende og vrede, de kan blive ængstelige og vige tilbage for lege og udfordringer, som de tidligere har taget på sig, og de kan blive triste og passive.

Hvad har den 3 til 6-årige brug for:

  • Børnehavebarnet har svært ved at forstå og omsætte teoretiske forklaringer – for eksempel om, hvordan I har tænkt jer at indrette jer efter skilsmissen. Derfor har barnet mest af alt brug for, at I så hurtigt som muligt får etableret jer boligmæssigt og får skabt nye, faste rutiner. Barnets verden er nemlig familien og hjemmet, og barnet kan ikke begynde at finde tryghed i de nye rammer, før der er ro omkring dem
  • Det er også meget vigtigt, at alle voksne omkring barnet er informeret om, hvad der foregår, og at de kan hjælpe barnet med at orientere sig i det nye verdensbillede: ”Ja, nu bor far på X-vej og mor på Y-vej, og mor henter dig hver dag, men du bor hos far i weekenden”
  • Faste aftaler, som overholdes, er vigtige. Barnets tryghed er skrøbelig, og verden kan vælte helt, hvis du bryder en aftale eller henter for sent
  • Børnehavebarnet har brug for, at du og din ekspartner tager ansvaret for skilsmissen, så barnet selv kan blive friholdt. Det er vigtigt, at I fortæller jeres barn, at han eller hun ikke har andel i, hvad der er sket.
  • Hvis barnet ihærdigt prøver at bringe jer sammen igen, er det også vigtigt, at I begge to – helst på samme tid – siger til barnet, at det er jer, der har truffet beslutningen, og at den er fast
  • Hvis en forælder ”skyder ansvaret over på” den anden forælder eller antyder, at beslutningen ikke er endelig, vil barnet ikke kunne få ro. Barnet vil føle ansvar for at bringe jer sammen igen. Børnehavebarnet vil sørge over tabet af den intakte familie, og barnet har brug for at få lov til at sørge og for at blive bekræftet i, at det føles svært
  • Jeres børnehavebarn har først og fremmest brug for tryghed, stabilitet og rutiner i forhold til, hvor han eller hun skal være. Barnet har brug for at vide, hvem der henter og hvor der skal puttes. Barnet har brug for tryghedsskabende rutiner i sit liv og for at bamsen og yndlingslegetøjet kommer med fra sted til sted. Det er meget svært for barnet, hvis der er konflikt omkring hente-bringesituationer, og hvis I skændes, når I mødes

Vælger I en deleordning, hvor barnet er lige meget eller næsten lige meget hos jer begge, kræver det et udvidet samarbejde. I skal være villige til at tilbringe tid sammen og tale sammen om de ting, der vedrører jeres barn. En deleordning kræver også en fleksibilitet og åbenhed over for, at barnet kan få brug for at se den anden forælder uden for ”hans eller hendes” uge.

Barnet tager ansvar og kan reagere voldsomt

Barnet har stort behov for sammenhæng og tryghed i sit liv. Det lille skolebarn har brug for at forstå – for at få tingene til at hænge sammen. Det 6 til 9-årige barn er knap så tilbøjeligt til at give sig selv skylden for skilsmissen, men kan til gengæld tage et vældigt ansvar for at forsøge at føre jer sammen igen og kan også finde på at tage stort ansvar for jeres følelser.

Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at krisereaktionerne bliver mest udprægede i skolen, hvor barnet kan reagere aggressivt, provokerende eller depressivt. Barnet reagerer derimod meget lidt derhjemme, fordi han eller hun mærker, at det kan I som forældre ikke magte oven i alt det andet. Det kan også være, at alle reaktionerne kommer ud over for den ene af jer, mens barnet er meget samarbejdsvillig over for den anden – eksempelvis den forælder, barnet er angst for at miste.

Små skolebørn kan reagere med alle former for kriseadfærd: De kan gå tilbage i udviklingen, de kan få utilpasset adfærd, blive depressive og passive, og de kan miste selvværd og initiativ, ligesom de kan få tics eller begynde at trøstespise.

Hvad har den 6 til 9-årige brug for?

  • Jeres lille skolebarn har først og fremmest brug for at få sine følelser set, anerkendt og rummet. Du, din ekspartner og andre voksne omkring barnet skal kunne tåle, at barnet er vredt og ked af det
  • Barnet skal bære for meget selv, hvis du appellerer til ham eller hende om at “være stor” og holde op med at sørge, græde og rase, eller hvis du prøver at betale dig ud af situationen: “Du får et meget større værelse det nye sted, men så skal du også holde op med at være så ked af det.”
  • Jeres barn har meget brug for, at I tager ansvar. Det gælder både for de praktiske forhold omkring barnet og for jeres egne følelser. Ellers risikerer I, at barnet påtager sig for store følelsesmæssige byrder
  • Jeres lille skolebarn har i høj grad brug for konkrete forklaringer, både på, hvorfor far og mor skal skilles og på, hvordan tilværelsen skal indrettes fremover

Vær opmærksom på, at det lille skolebarn har brug for stabile rutiner i sit liv. Det vigtigste for jeres barn er trygheden i at vide, at I er der for ham eller hende.

Fokus på retfærdighed

Den 9 til 12-årige er praktisk og konkret tænkende, og aldersgruppen er tit karakteriseret ved et stort behov for, at tingene skal være rigtige, overskuelige og først og fremmest retfærdige. Barnet kan blive meget vredt på forældrene over skilsmissen, og hvis det især er en forælder, der har ”skylden”, vil barnet ofte blive både fordømmende og afstandstagende over for denne forælder. Barnet vil kunne finde på at straffe forælderen ved eksempelvis at vælge at bo hos den anden.

Barnet er tilbøjeligt til at tage stort ansvar for forældre, der er i følelsesmæssig krise – også på bekostning af egne behov, og barnet vil ofte engagere sig dybt i alle de praktiske komplikationer omkring skilsmissen: Hvor skal vi bo, bliver der stadig råd til, at jeg kan gå til ridning og så videre.

Det er meget skræmmende og utrygt for barnet at opdage, at far og mor ikke har styr på alting, og barnet kan reagere ved helt at fornægte, at han eller hun har følelser omkring skilsmissen. Børn i denne alder vil tit reagere med psykosomatiske krisesymptomer som ondt i maven og ondt i hovedet.

Hvad har den 9 til 12-årige brug for?

  • Den 9 til 12-årige har først og fremmest brug for ikke at blive pålagt for stort ansvar for forældrenes følelser og for sin egen livssituation. Det er vigtigt, at I signalerer, at I nok skal klare den, og at I har andre voksne at tale med om det hele, så barnet ikke tager rollen som ven, støtte og allieret på sig
  • Børn i denne alder er tilbøjelige til at tænke i retfærdighed. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, at de selv skal tage ansvaret for, hvor de skal bo, og hvor meget de skal være hos den ene og anden forælder. En 10-årig vil ofte vælge at bo hos den forælder, det er mest ”synd for”, eller den forælder som, efter barnets mening, ikke var skyld i skilsmissen. Også selv om barnet måske inderst inde har mest lyst til at bo hos den anden
  • Den 9 til 12-årige har brug for at få at vide, hvorfor I er blevet skilt, og han eller hun har brug for, at I begge tilbyder jer i forhold til at snakke, være nærværende og lave aftaler. For selv om barnet virker selvhjulpent og er aktiv i forhold til andre børn, har barnet brug for at mærke, at I stadig er der
  • Kammerater og fritidsinteresser er ekstremt vigtige i denne alder, og ordningerne omkring jeres barn skal tilrettelægges på hans eller hendes præmisser
  • Husk på, at i denne alder er det jeres forhold til hinanden og det, at barnet føler sig elsket, der er afgørende – ikke antallet af timer eller døgn, barnet tilbringer sammen med den ene eller anden forælder
  • Jeres barn har stadig brug for, at kontakten med den forælder, han eller hun ikke bor fast hos, er skemalagt. Men ordningerne skal være så fleksible, at barnet ikke går glip af sportskampe, spejderlejre og fødselsdage
  • Jeres barn har behov for, at I undersøger og understøtter behov, fordi barnet kan finde på at vælge ud fra retfærdighed –  og”dele sol og vind lige” – eller ud fra et ønske om at straffe den forælder, der forlod familien
  • Vær opmærksom på, at hvis I vælger en deleordning, hvor barnet er lige meget eller næsten lige meget hos begge forældre, kræver det stor fleksibilitet af jer som forældre, så barnet kan få sit liv til at hænge sammen. Det kræver også, at I bor så tæt på hinanden, så barnet kan være sammen med de samme kammerater i fritiden, og så barnet kan passe sine fritidsinteresser

Barnet har stadig brug for, at I tager ansvar for og hjælper med at huske, hvad der skal med fra sted til sted. Der er også brug for, at I er villige til at hente og aflevere ting hos den anden forælder, ligesom det stadig er jeres opgave at udveksle informationer om forældremøder og lignende.

Den unge er i gang med at løsrive sig

De store børn og teenagerne er i forvejen i gang med en løsrivelsesproces fra jer, og en skilsmisse kan gøre denne endnu mere smertefuld, fordi den unge ikke bare kan koncentrere sig om sig selv.

Det er følelsesmæssigt meget nemmere at løsrive sig, hvis den familie, han eller hun er ved at gøre sig fri af, er tryg og intakt. Løsrivelsen kan blive langt mere skræmmende, hvis den faste base også krakelerer.

Krisereaktioner kan være svære at adskille fra andre teenagereaktioner, men mange unge reagerer ved helt at afskære sig. Det kan være, de bliver ekstremt selvhjulpne, eller at de eksempelvis knytter sig meget tæt til en kæreste og måske endda dennes familie, som fungerer som erstatning.

Den unge kan også knytte sig tæt til et miljø eller en gruppe for at finde tryghed og identitet her. Nogle unge vil dog reagere modsat ved at “forlænge“ barndommen og holde sig tæt op af jer begge eller af en af jer.

Hvad har teenageren brug for?

  • Teenageren har først og fremmest brug for, at I stadig agerer som forældre og som tryghedsbase. Når I begge eller en af jer, selv er i krise og under stor udvikling, kan det være fristende at appellere til den unge om at klare sig selv, om at tage stilling og om ligefrem at tage parti. Men det er en misforståelse. Når teenageren er vred over eller ulykkelig på grund af skilsmissen, er det vigtigt, at I kan rumme følelserne i stedet for at forlange modenhed af den unge
  • Teenageren har brug for at få at vide, hvorfor I er blevet skilt – og for ikke at skulle vælge side. Han vil dog ofte gøre det alligevel, og han har brug for overbærenhed, accept og rummelighed fra den forælder, som han tager parti imod
  • Det er i begyndelsen af teenageårene, de fleste familier ophæver de fastlagte ordninger og i stedet går over til aftaler fra gang til gang, så det passer ind i den unges liv. Der kan give store konflikter, hvis en af jer, eller jer begge, ikke forstår denne del af løsrivelsen og i stedet gør krav på barnet. Det kan være meget ødelæggende for forholdet.
  • Nogle store børn i deleordninger føler også behov for at få ordningerne ophævet og komme til at bo fast ét sted. I bør hele tiden være åbne over for denne mulighed og så vidt muligt selv introducere den, så det virker som en legitim mulighed, hvor den unge ikke skal ”kassere” en af jer
  • Nogle unge vælger at flytte til den forælder, de ikke har boet sammen med for at prøve det, for at styrke forholdet og for at løsrive sig fra bopælsforælderen. Det kan være sundt og konstruktivt, men bliver negativt, hvis den unge flytter frem og tilbage mellem jer i stedet for at gøre konflikter færdige, eller hvis I konkurrerer om den unge ved at tilbyde frihed eller materielle goder.

Unge: Om at savne i skilsmissen

Skilsmisseguiden