Giv børnene en stemme i din kommune

Børn har brug for tryghed, tilknytning og nærvær. Alligevel viser den seneste nationale evaluering, at kvaliteten i dagtilbuddene er utilstrækkelig og uensartet – og at alt for mange børn ikke møder voksne, der har tid og overskud til at give reel omsorg. Det må ikke være op til tilfældigheder, om børn oplever omsorg og nærværende voksne i deres hverdag.

Kommunen har et ansvar for at sætte en tydelig retning, hvor omsorg og relationsarbejde er en bærende del af dagtilbuddenes faglige fundament.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede forvaltningen give en status på, hvordan omsorg og relationsarbejde indgår i de lokale kvalitetsopfølgninger. Derudover kan du tage initiativ til, at omsorg for alvor bliver en del af kommunens styringsstrategi og centrale pejlemærker på dagtilbudsområdet – herunder at omsorg tænkes ind i tilsyn, udviklingssamtaler og det løbende arbejde med kvalitet.

Børn har brug for voksne, der kan aflæse deres signaler, skabe tryghed og styrke børnefællesskaber. Det kræver fagligt kompetente voksne, som har tid til at forberede sig og reflektere over deres praksis. I dagtilbud er der mange medarbejdere uden en pædagogisk uddannelse, og rammerne giver ofte ikke plads til den nødvendige faglige fordybelse. Kommunen har mulighed for at løfte kvaliteten gennem en målrettet opkvalificering og ved at sikre bedre rammer for faglighed og ledelse i hverdagen.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at tage initiativ til, at der i budgettet sættes penge af til, at alle medarbejdere i dagtilbuddene får adgang til kompetenceudvikling med fokus på omsorg, mentalisering og samspil. Du kan samtidig arbejde for, at der i normeringer og struktur afsættes tid til faglig forberedelse og refleksion – og sikre, at dagtilbudslederne har de redskaber og den kapacitet, der skal til for at stå i spidsen for faglig udvikling og kvalitet.

Antallet af timer, som de voksne faktisk tilbringer sammen med børnene, har afgørende betydning for børns trivsel, udvikling og tryghed i dagtilbuddene. Minimumsnormeringerne i lovgivningen er netop det – et minimum. Derfor har kommunen både mulighed og ansvar for at sikre, at der er nærværende voksne til stede i hele åbningstiden, og at normeringen reelt understøtter kvalitet i det pædagogiske arbejde.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede forvaltningen lave en lokal opgørelse over normeringerne i kommunens dagtilbud – herunder hvor meget tid personalet faktisk har med børnene. Opgørelsen kan bruges som grundlag for at sikre, at personalets arbejdstid giver plads til tilstedeværelse, pauser og faglig sparring, og at kvaliteten ikke udhules af udvidede åbningstider eller for lidt tid til kerneopgaven. Det kræver politisk vilje og ansvar at sætte rammerne for det.

Ikke alle kommuner har en samlet strategi for forebyggelse og håndtering af skolefravær, og det kan resultere i langstrakte skolefraværsforløb. Vi anbefaler, at hver kommune vedtager en samlet fraværsstrategi, der indeholder tydelige processer, så alle ved, hvem der gør hvad i det tværfaglige samarbejde. Formålet er at sikre systematisk og hurtig handling. Det er vigtigt, at strategien understøtter en fælles fraværsforståelse, der rykker tilgangen fra et udpræget individfokus til også at se på den kontekst, barnet indgår i.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede om få udarbejdet eller genbesøgt (d)en samlede fraværsstrategi. Du kan starte med at bede om at få kortlagt praksis for arbejdet med at forebygge og håndtere skolefravær i dag, herunder et overblik over indsatser i kommunen, så I kan identificere, hvor der er behov for yderligere tilbud.

Børn og unge, som er i risiko for at udvikle bekymrende skolefravær, opspores langt fra tidligt nok. Der kan være store forskelle på, hvordan fravær registreres og analyseres i en kommune. Ligesom det er forskelligt hvorvidt indsatser dokumenteres og evalueres. Vi anbefaler, at kommuner indfører en ensartet registreringspraksis og systematisk analyserer data om fravær. Det gælder også virkningen af igangsatte indsatser – for at sikre læring og forbedringer på tværs af skoler og tilbud.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at efterspørge et overblik over den nuværende registreringspraksis og bede om, at forvaltningen laver en plan for en ensartet registrering samt løbende analyse af fraværsdata (på tværs af alle fraværskategorier) og indsatsers virkning.

Børn og unge bliver ikke tilstrækkeligt inddraget i samarbejdet mellem forældre, skole og andre aktører, når det handler om skolefravær. Barnets perspektiv kan være afgørende for at forstå et skolefravær og for at finde løsninger. Vi anbefaler, at børn og unges ret til at inddrages fremgår tydeligt i skolers og kommuners retningslinjer for arbejdet med bekymrende skolefravær. Det gælder børn og unge på alle klassetrin. Der bør være viden og kompetencer til at praktisere inddragelse i kommunen.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at sikre at inddragelse af børn og unge er en central del af kommunens retningslinjer for forebyggelse og håndtering af skolefravær.

I en sag om skolefravær er der typisk mange forskellige aktører involveret. Aktører der skal samarbejde og koordinere med hinanden og med barnet/den unge og dennes forældre. Det stiller høje krav til, at der skabes sammenhæng, så sager ikke falder mellem to stole. Det er ikke en opgave for forældre. Vi anbefaler, at det altid er tydeligt, hvem der er tovholder i en sag om skolefravær, så der sikres et bindeled mellem skole, hjem og øvrige aktører.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede forvaltningen undersøge, om I har en tydelig tovholderfunktion i jeres kommune, og om det fungerer efter hensigten.

Alt for mange børn og unge med psykisk mistrivsel bliver først opdaget, når problemerne har vokset sig store og komplekse. Det koster dyrt – både for barnet og for samfundet. Derfor skal kommunerne tage politisk ansvar for, at alle skoler arbejder systematisk og vidensbaseret med tidlig opsporing. Det kræver, at lærere og pædagoger har den nødvendige viden til at genkende tegn på mistrivsel som ensomhed, angst og selvskade – og ved, hvordan de skal handle. Børns Vilkår anbefaler fx, at alle lærere og pædagoger i grundskolen efteruddannes i at spotte mistrivsel og forstå selvskade. Trivselskommissionen peger ligeledes på behovet for, at kommunerne organiserer indsatsen, så børn ikke tabes i siloer og henvisninger.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at stille krav om, at der oprettes faste tværfaglige trivselsteams omkring alle skoler i kommunen, hvor lærere, PPR, sundhedspleje og sociale myndigheder forpligtes til at koordinere indsatser tæt på børnene. Du bør samtidig kræve, at kommunen udarbejder en fælles model for tidlig opsporing og handling – med klare retningslinjer for skolernes ansvar, systematisk efteruddannelse af personalet og forpligtende opfølgning. Start med at få kortlagt, hvordan praksis ser ud i dag – og brug det som afsæt for at hæve ambitionsniveauet lokalt.

Et aktivt fritidsliv styrker børns trivsel, selvtillid og sociale tilknytning – og beskytter mod ensomhed og mistrivsel. Alligevel står alt for mange børn uden for fritidsfællesskaberne, særligt børn i udsatte positioner. Dobbelt så mange børn, der ikke går til en fritidsaktivitet, oplever ensomhed sammenlignet med dem, der deltager. Og mens to ud af tre børn i 4. klasse deltager både i klub og fritidsaktivitet, gælder det kun for én ud af tre i 7. klasse. 13 % af børnene i 7. klasse står helt uden organiserede fritidstilbud.

Dertil kommer store geografiske forskelle. Ifølge en rapport fra Børns Vilkår tilbyder 20 % af kommunerne slet ikke kommunale fritidstilbud til børn i udskolingen. Det betyder, at tusindvis af børn i Danmark i praksis er afskåret fra adgang til et organiseret og inkluderende fritidsliv – alene på baggrund af deres postnummer.
Det er en ulighed, der kræver politisk handling. Kommunerne har både ansvar og mulighed for at sikre, at alle børn – uanset baggrund, økonomi eller diagnose – har adgang til meningsfulde fritidstilbud. Det kræver ikke kun fripasordninger, men også aktiv brobygning, følgevenner, tilgængelig transport og samarbejde med foreninger om mere inkluderende tilbud.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at stille krav om, at kultur- og fritidsforvaltningen samt skoleområdet udarbejder en forpligtende plan for, hvordan alle børn i kommunen sikres adgang til et relevant fritidstilbud. Planen skal omfatte en kortlægning af tilgængeligheden i lokalområdet, opsporing af børn uden fritidsliv, brug af fripas og følgevenner. Og et forpligtende samarbejde med foreninger om inkluderende tilbud. Kræv, at planen indarbejdes i kommunens børne- og ungepolitik – og at der afsættes ressourcer og følges systematisk op på effekten.

Et liv foran skærmen fylder i dag en stor del af børns hverdag – både i skole og fritid. Rapporten Børns fritidsliv viser, at 74 % af børn i 7. klasse og 63 % i 4. klasse foretrækker at være på mobilen efter skole. Samtidig fortæller mange børn, at skærmbrug i fritidsklubber splitter fællesskaberne, og at det kan stå i vejen for fysisk aktivitet, leg og nærvær. De ældste børn bruger skærmen mest, men det er især i indskoling og fritidstilbud, at børn har brug for voksne, der tager ansvar for rammerne – og hjælper dem med at finde en sund balance.

Overdreven eller ukritisk skærmbrug kan føre til mistrivsel, ensomhed og isolation fra fællesskabet. Derfor skal kommunen tage politisk ansvar og sætte en klar retning for det pædagogiske arbejde med digital trivsel, særligt i SFO’er og klubtilbud, hvor personalet står med opgaven alene uden fælles rammer eller opbakning.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at stille krav om, at skole- og fritidsforvaltningen udarbejder et udkast til fælles kommunale retningslinjer for meningsfuld skærmbrug i SFO og klubtilbud – med fokus på at fremme trivsel, fysisk aktivitet og fællesskab. Kræv, at retningslinjerne udvikles i samarbejde med børn, pædagogisk personale og forældre, og at de forpligter alle tilbud til at arbejde systematisk med digital dannelse. Brug fx Børns Vilkårs skærmguide som afsæt for den lokale proces.

Kommunerne bør sikre, at alle børn og unge, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold eller har været vidne til vold i hjemmet skal have mulighed for at få specialiseret hjælp til at bearbejde eventuelle traumer via individuel, gruppe- eller familieterapi afhængigt af barnets behov. Behandlingen skal ikke
alene foregå i det terapeutiske rum, men bestå af en helhedsorienteret tilgang på tværs af hjem, dagtilbud, skole og fritid. En helhedsorienteret behandling skal give barnet mulighed for at opleve at være i sikkerhed i hverdagen og mulighed for at opbygge eller genopbygge tilliden til nære voksne. Almensektoren skal derfor arbejde systematisk og kvalificeret med at møde barnets behov for tryghed og omsorg i hverdagen og sikre barnets adgang til positive fællesskaber som led i behandlingen af traumer efter vold. En helhedsorienteret behandling indebærer også, at forældre skal tilbydes behandling af egne traumer, der bidrager til at opretholde belastninger i barnets liv og står i vejen for barnets trivsel og udvikling.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede forvaltningen om at kortlægge, hvilke tilbud der aktuelt findes i kommunen til børn og unge udsat for vold – herunder hvilke terapeutiske og helhedsorienterede indsatser der tilbydes, og hvorvidt der arbejdes systematisk på tværs af skole, dagtilbud, fritid og hjem. Du kan samtidig tage initiativ til, at kommunen udarbejder en lokal strategi for helhedsorienteret behandling af børn og unge, der har været udsat for vold, hvor der sikres adgang til relevant terapi, støtte i hverdagslivet og behandlingstilbud til forældre, når det er nødvendigt for barnets trivsel.

Kommunerne skal have pligt til hurtigt og rettidigt at tilbyde specialiseret hjælp til voldsudøvere, så volden stoppes. Tilbuddet til voldsudøvere skal kunne være anonymt, ambulant eller online og bør tilrettelægges ud fra en konkret vurdering af behovet, så hele familien støttes bedst muligt, og de sikres et liv uden vold. Et garanteret tilbud om hjælp til at stoppe volden kan fremme børnenes mod på at fortælle om det, de udsættes for. Tilbuddet om behandling skal ikke stå i vejen for eventuelle straffesager, anbringelser eller andre foranstaltninger til at beskytte børn.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at bede forvaltningen om at give en status på, hvilke eksisterende tilbud kommunen har til personer, der udøver vold – herunder om tilbuddene er tilgængelige hurtigt, anonymt og uden visitation. Du kan samtidig tage initiativ til, at kommunen udarbejder en lokal handlingsplan for tidlig og differentieret hjælp til voldsudøvere, så volden stoppes effektivt, og børnene får mulighed for at vokse op i tryghed – uden at behandlingsindsatsen står i vejen for nødvendige foranstaltninger til at beskytte barnet.

Børn og unge, der er udsat for vold, møder ofte et uoverskueligt system med mange fagpersoner og et skævt magtforhold, hvilket kan medføre, at deres perspektiv og følelsesmæssige situation let overses.
Loyalitetskonflikter over for forældrene og manglende tryghed kan føre til, at barnet ikke fortæller sin historie – eller trækker den tilbage. En professionel bisidder kan sikre, at barnets stemme bliver hørt,
hjælpe med at forstå systemet og støtte barnet igennem hele sagsforløbet. Det skal derfor være obligatorisk, at alle børn med sager i kommunen, herunder i sager om vold, oplyses om retten til professionel bisidderstøtte.

Første skridt som kommunalpolitiker kan være at tage initiativ til, at kommunen udarbejder en klar og systematisk praksis for, hvordan børn oplyses om retten til en professionel bisidder i alle relevante sager – særligt i sager om vold. Du kan samtidig bede forvaltningen om at kortlægge, i hvilket omfang bisidderstøtte reelt benyttes i dag, og om der er tilstrækkelig adgang til kvalificerede bisiddere, der kan sikre barnets perspektiv gennem hele forløbet.