Sådan skaber du delt opmærksomhed i børnegruppen
Læsetid:
12 min
Når voksne og børn deler deres opmærksomhed om det samme, opstår der fællesskab. Hvordan kan voksne i dagtilbud med kropssprog, stemmeleje og dialog skabe den fælles opmærksomhed, så alle børn oplever at være en del af fællesskabet?
Fælles opmærksomhed kræver fælles interaktion
Det bidrager til børns oplevelse af at være en del af et fællesskab, når børn (og voksne) deler en fælles opmærksomhed. Norske studier har bl.a. undersøgt, hvordan voksne i dagtilbud skaber fælles opmærksomhed blandt 1-3-årige børn i måltidssituationer (1, 2).
Fælles opmærksomhed kræver fælles interaktioner
Fælles opmærksomhed er, når børn og voksne sammen retter opmærksomhed mod noget tredje, samtidig med at de viser, at de er bevidste om hinanden. Det kan f.eks. være, når en voksen og en børnegruppe kigger i en billedbog og taler om, hvad de ser på billederne. Den voksne kan signalere fælles opmærksomhed med børnegruppen ved at bruge lyde eller ord eller ved at kigge på, pege på eller vise børnene forskellige genstande, såsom legetøj (2).
Fælles opmærksomhed i børnegruppen kræver, at den voksne sætter gang i fælles interaktioner og ikke kun svarer kort på børnenes egne initiativer og forsøg på kontakt.
Fælles opmærksomhed opstår, når den voksne er sensitiv og responsiv over for de enkelte børns input, samtidig med at den voksne får synliggjort alle børn i gruppen, så alle føler sig set og hørt. Voksne er sensitive og responsive, når de er opmærksomme på barnets signaler og imødekommer og besvarer dem på en passende måde (4, 5, 6).
Børn og voksne sidder rundt om et bord og spiser frokost. Et af børnene får pludselig øje på en flyvemaskine, der flyver hen over himlen, og siger overrasket ”åh, åh, åh!”. Den voksne spørger: “Kunne du høre noget udenfor?”. Alle børnene drejer hovedet og kigger ud ad vinduet. Den voksne hvisker med en høj stemme og siger: “En flyvemaskine! Så I den?”. Den voksne spørger børnene, hvilket fly de tror, det var: “Var det et SAS?”. Nogle af børnene laver lyde som for at fortælle, at de er enige. “Eller var det Norwegian?” spørger den voksne, og flere børn byder ind. Samtalen om flyvemaskiner fortsætter i børnegruppen. Den voksne kigger nu på ét af børnene og siger: ”Trine, din far er pilot” og fortsætter “det er derfor, Trine er vild med flyvemaskiner”. Trine fortæller, at hendes far flyver for Norwegian. “Ja,” svarer den voksne. En dreng vender sig nu mod Trine, og de to snakker videre om flyvemaskiner. Efter et stykke tid henvender drengen sig igen til den voksne: “Jeg har fløjet med SAS”. “Har du?” spørger den voksne. “Og Norwegian,” tilføjer barnet. “Ja, tænk engang,” siger den voksne, “det er alligevel noget. Jonas har også prøvet at flyve mange gange, når han skal besøge sin bedstemor,” siger den voksne. Samtalen om flyvemaskiner fortsætter.
Her skaber den voksne en fælles opmærksomhed i gruppen ved at hviske med en høj stemme for at gøre børnene opmærksomme på flyvemaskinen. Men hun sørger også for at holde børnene fast i det fællesskab, der opstår omkring bordet. Det gør hun ved at stille spørgsmål, svare på og udfolde børnenes forskellige input og bidrag til samspillet (2).
Brug kroppen til at skabe plads til alle børn
Det betyder altså meget, hvad den voksne siger, og hvordan han eller hun siger det – men hvordan den voksne bruger f.eks. sit kropssprog, toneleje og ansigtsudtryk spiller en mindst lige så vigtig rolle, når man gerne vil have flere børn ind i fællesskabet.
Et studie af 1-6-årige børns interaktion og dialog med de voksne i et svensk dagtilbud har bl.a. undersøgt, hvordan den voksne kan invitere ”nye” børn ind de fælles interaktioner (3).
Hvis den voksne allerede er i gang med at tale med ét barn, og et andet barn kommer til, kan den voksne bruge sit kropssprog til at invitere det nye barn ind i samtalen – og uden nødvendigvis at blive nødt til at afbryde den igangværende samtale. Som voksen kan man f.eks. række ud efter det nye barn med åbne arme, holde om det eller tage det på skødet for at vise, at barnet er velkommen ind i samtalen – eller legen.
Eksemplet herunder viser en igangværende dialog, som får lov til at fortsætte, selv om et andet barn kommer til. Dog fortsætter dialogen, uden at der skabes plads til det nye barn i selve samtalen.
En pædagog og pigen Alva på 4 år sidder sammen ved et bord og snakker om at køre i bil. Mens Alva fortæller, at hun vil køre i bil ligesom sin mor og far, kommer Cajsa på 2 år hen til pædagogen og stiller sig ved hendes knæ. Pædagogen kigger på Alva og spørger med hævede øjenbryn “Må man køre bil, når man er 4 år?”. Alva nikker, og pædagogen siger “Aha” i et overrasket tonefald, imens hun tager Cajsa på skødet. Samtalen mellem Alva og pædagogen fortsætter. Lidt efter skubber Cajsa sig væk fra bordet med sine hænder. Pædagogen spørger igen Alva, om det nu kan være rigtigt, at man kan køre bil, når man er 4 år. Alva nikker. Cajsa vrider sig på pædagogens skød. Pædagogen følger hendes bevægelser og sætter hende ned på gulvet, imens hun fortsat kigger på Alva. Samtalen fortsætter.
Pædagogen bliver ved med at være nærværende over for Alva, samtidig med at hun opfanger og reagerer på et andet barns signaler om behov for fysisk kontakt. Ved at være fysisk nærværende og tage Cajsa på skødet viser hun, at hun er tilgængelig for begge børn og deres behov for fysisk og følelsesmæssigt nærvær. Efter lidt tid bruger Cajsa igen sin krop til at fortælle pædagogen, at hun nu har et andet behov og gerne vil ned. Pædagogen reagerer på pigens signaler ved at følge hendes bevægelser, samtidig med at hun fortsætter samtalen med Alva.
Eksemplet herunder viser en igangværende dialog mellem en voksen og et barn, hvor det lykkes at skabe plads til, at endnu et barn bliver en del af samtalen.
En pædagog sidder sammen med to børn på 2 år, Emma og Cajsa. Pædagogen og Cajsa snakker om og undersøger sammen institutionens bærbare telefon. Da en lampe på telefonens display pludselig lyser op, startes en samtale om lamper. ”Åh, der!” siger Cajsa og peger på en lampe i loftet. ”Ja, der er også én,” svarer pædagogen, mens hun kigger op på loftslampen. ”Der,” siger Cajsa igen og peger på en anden loftslampe. ”Og én til. Mange lamper,” siger pædagogen og kigger på Cajsa. Emma, som indtil nu har været optaget af at lave en perleplade, siger nu noget, der lyder som ”mange”, mens hun kigger på pædagogen og derefter på loftslampen. Hun strækker samtidig begge sine hænder op i vejret som for at vise, at hun deler de andres opmærksomhed på lamperne. ”Ja, mange,” siger pædagogen og kigger på Emma. Emma siger ”lampe” og peger mod loftet. Hun vrider sin krop og peger også på loftet bag sig. Nu peger Cajsa på Emmas perleplade, og pædagogen svarer ved også at pege på perlepladen og sige ”Ja, hvad var det?”. ”Der,” siger Emma igen, og pædagogen svarer ”ja, der er også én”. Cajsa vifter med sin ene arm og siger ”der,” mens hun kigger op – og sådan fortsætter samtalen om lamper.
Her bliver det tydeligt, at dialoger mellem voksne og børn ikke kun består af ord. Pædagogen formår at rette sin opmærksomhed og være fysisk nærværende over for begge børn ved at kigge på dem, når de hver især taler eller gør noget. Samtidig lytter hun til begge børn og viser dem, at hun har hørt og set dem – selv da børnenes fælles opmærksomhed for en kort stund afbrydes. Det gør hun ved konsekvent at svare på deres input til samtalen, f.eks. ved at gentage det, børnene siger, eller ved at pege på det, børnene peger på. På den måde opstår der også en gensidighed i samtalen, som gør, at børnene bliver interesserede i hinandens bidrag til samtalen (3).
Sådan kan du og dine kolleger skabe fællesskab gennem delt opmærksomhed
- Brug måltider til at skabe fællesskab i børnegruppen, og støt børnene i at tage del i en fælles samtale rundt om bordet. Du kan bruge din stemme (lyde, ord og toneleje) og dit kropssprog (ansigtsudtryk og gestik) til at skabe fælles opmærksomhed på noget, der optager børnene. Det kan f.eks. være noget, et barn siger eller gør, eller noget, børnene har oplevet på legepladsen samme dag. Forsøg også at fastholde børnenes fælles opmærksomhed ved at stille spørgsmål, svare på og udfolde det, børnene siger og gør i situationen.
- Vær opmærksom på og anerkend hvert enkelt barns input til samspillet. Kig på børnene, når de hver især taler – og lyt til og svar på de enkelte børns input. Det kan du f.eks. gøre ved at gentage eller kommentere på det, barnet siger eller gør, eller ved at kigge på det, barnet kigger på. Når du på den måde anerkender og svarer på børnenes forskellige input, bliver børnene også mere interesserede i, hvad de andre børn siger og gør.
- Vis med dit kropssprog, at alle børn hører til i fællesskabet. Du kan f.eks. invitere ”nye” børn ind i igangværende samspil ved at række ud efter det nye barn med åbne arme eller tage det på skødet for at vise, at barnet gerne må være med i samtalen eller legen. På den måde kan du bidrage til, at børnegruppen udvikler fællesskab og leg, som inkluderer alle børnene.
Litteratur
- Os, E. (2013). Opportunities knock: Mediation of peer-relations during meal-time in toddler groups. Tidsskrift for Nordisk Barnehageforskning 6(30), 1-9.
- Os, E. (2019). Engaging toddlers in interactions during meals: Group-related joint attention. Tidsskrift for Nordisk barnehageforskning 18 (Special Issues), 1-17.
- Sjöberg, M. F. (2014). Vad händer med dialogen?: En studie av dialogisk interaktion mellan pedagog och barn i förskolan. Licentiatuppsats. Umeå Universitet.
- Ahnert, L., Pinquart, M., & Lamb, M. E. (2006). Security of children’s relationships with nonparental care providers: A meta‐analysis. Child development 77(3), 664-679.
- Degotardi, S. (2017). Joint attention in infant-toddler early childhood program: Its dynamics and potential for collaborative learning. Contemporary Issues in Early Childhood 18(4), 409–
- Ainsworth, M. D. (1969). Individual Differences in Strange-Situational Behaviour of One-Year-Olds.
Kilder
Kilde 1. Norsk kvalitativt studie fra 2013. I studiet undersøges det, hvordan pædagogisk personale støtter små børns indbyrdes interaktioner og relationer under måltider i dagtilbuddet. Studiet har særligt fokus på personalets mediering af det, der foregår mellem børnene, dvs. hvordan den voksne involverer sig i interaktioner, hvor to eller flere børn deltager. 82 børn og 30 voksne fra ni dagtilbud deltog i studiet. Børnene i denne undersøgelse er mellem 1 og 3 år.
Kilde 2. Norsk kvalitativt studie fra 2019. I studiet undersøges det, hvordan pædagogisk personale interagerer med grupper af små børn under måltider i dagtilbuddet, og hvordan personalet skaber fælles opmærksomhed i gruppeinteraktionerne. Børnene i denne undersøgelse er mellem 1 og 3 år.
Omdrejningspunktet for dette studie er det norske forskningsprojekt ”Blikk for barn”, som omfatter en kvantitativ såvel som en kvalitativ undersøgelse. Den kvantitative undersøgelse (som er afrapporteret andetsteds) målte 168 medarbejderes interaktionsfærdigheder med vurderingsværktøjet Caregiver Interaction Profile (CIP) Scales, som er designet til at vurdere det pædagogiske personales interaktion med børnegrupper. I den kvalitative undersøgelse deltager syv pædagoger og fem pædagogmedhjælpere fra 12 dagtilbud, som er blevet udvalgt på baggrund af deres resultater/scorer i den tidligere kvantitative undersøgelse. De 12 medarbejdere har scoret henholdsvis højt og lavt på CIP-skalaen og repræsenterer således to forskellige resultater, hvad angår interaktioner med børnegrupper.
Kilde 3. Svensk kvalitativt studie fra 2014. I studiet undersøges interaktioner mellem pædagoger og børn under måltider, i pædagogiske udendørsaktiviteter og i børnenes valgfri aktiviteter om eftermiddagen. Det undersøges bl.a., hvad der sker med voksen-barn-interaktionen, når flere børn tilslutter sig interaktionen. Studiet forsøger også at forstå, hvad der påvirker ændringer i interaktionen, og hvilken betydning pædagogens adfærd kan have for denne ændring. Studiet har således primært fokus på pædagogens adfærd, og hvordan pædagogens handlinger kan påvirke, hvad der sker med interaktionen. Cirka 50 børn og 10 pædagoger fra ét dagtilbud deltog i studiet. Børnene i denne undersøgelse er mellem 1 og 6 år.
Kilde 4. Metaanalyse baseret på 40 europæiske undersøgelser, der undersøger tilknytningen mellem børn og voksne i både hjemmelignende dagtilbud, såsom dagpleje, og større dagtilbud som vuggestuer og børnehaver. Metaanalysen inkluderer undersøgelser, som har brugt enten ’Strange Situation Procedure’ eller ’Attachment Q-Set’ til at måle børns tilknytning til voksne i dagtilbud. De inkluderede undersøgelser er gennemført i perioden 1977 til 2003.
Kilde 5. Australsk kvalitativt studie fra 2017. Studiet undersøger, hvordan pædagoger og børn engagerer sig i interaktioner med fælles opmærksomhed. Datamaterialet baserer sig på en tidligere undersøgelse med videoobservationer af 57 pædagoger. Til denne undersøgelse har forfatteren tilfældigt udvalgt seks af de 57 observationer til en mere dybdegående analyse af interaktioner med fælles opmærksomhed.