Hvordan opsporer vi mental mistrivsel hos spædbørn?

Læsetid:
11 min

Når børn tilbringer meget tid sammen med deres bedsteforældre, har bedsteforældrene indflydelse på Børns tidlige mentale sundhed har stor betydning for deres videre udvikling og trivsel. Det er derfor væsentligt at fagprofessionelle, der arbejder med spædbørn, har de rigtige forudsætninger for at opspore mistrivsel hos de små børn. Psykolog og ph.d., Johanne Smith-Nielsen, forsker i screeningsredskabet ADBB, der kan give en indikation af, om spædbørn udviser tidlige tegn på social tilbagetrækning.børnenes madvaner. Denne artikel sætter fokus på nyere fund i forskningen om bedsteforældres betydning for deres børnebørns ernæring.

Mental mistrivsel som spæd har konsekvenser for voksenlivet

Spædbørn er fuldstændig afhængige af omsorgen fra deres omgivelser, og dermed er de også særligt sårbare overfor diverse fysiske og psykiske risici. Samtidig kan mistrivsel i den tidlige barndom have store konsekvenser, når barnet vokser op – både på områder som uddannelse, beskæftigelse og indkomst samt i form af øget risiko for psykiske lidelser senere i livet. Det er derfor vigtigt, at der er fokus på tidlig opsporing af spædbørns mistrivsel, så man hurtigt kan sætte ind med den nødvendige hjælp til barnet og familien. Nyere international forskning viser, at det er muligt at opspore tidlige tegn på stress, adfærds- og tilknytningsvanskeligheder, hvis de rette redskaber er til stede, og de fagprofessionelle ved, hvad de skal holde øje med (1)

Johanne Smith-Nielsen er forsker ved Center for Tidlig Indsats og Familieforskning på Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Til konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?” fortalte hun om sin forskning i screeningsredskabet ADBB, der kan være med til at finde børn helt ned i 2-månedersalderen, der er i risiko for psykisk mistrivsel.

Tidlig tilknytning og social tilbagetrækning

En vigtig indikator for, om et spædbarn trives, er dets evne og lyst til at indgå i sociale interaktioner. Hvis et spædbarn derimod ikke trives, kan dette komme til udtryk som social tilbagetrækning, hvor spædbarnet i større eller mindre grad holder op med at interagere med sine omgivelser – blandt andet ved at barnet undgår øjenkontakt og ikke pludrer eller smiler. Tegn på social tilbagetrækning kan derfor ses som et alarmsignal for et barns mistrivsel. Denne mistrivsel kan både være psykisk, for eksempel grundet vanskeligheder i samspillet mellem barn og omsorgsgiver eller skyldes fysiske vanskeligheder hos barnet, for eksempel kroniske smerter, som spædbarnet ikke kan give udtryk for på andre måder. Social tilbagetrækning fungerer dermed ofte som en form for forsvarsmekanisme, når barnet reagerer på noget andet (2).

”Social tilbagetrækning er, når et barn ikke rækker ud i verden, det er et barn, der har givet op på at udtrykke sine behov” (Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Social tilbagetrækning – hvad er det ikke?

I sit oplæg gjorde Smith-Nielsen også opmærksom på, hvad social tilbagetrækning ikke er. Når børn udtrykker, hvordan de har det og udtrykker deres behov, er det i udgangspunktet altid positivt. Hvis et barn udviser vrede, angst, frustration eller glæde er det et godt tegn – det hjælper dets omgivelser med at forstå, hvad barnet har brug for. Det er dermed snarere de spædbørn, der ikke gør væsen af sig, som man som fagprofessionel skal være opmærksom på i forhold til social tilbagetrækning. Men hvordan kan man systematisk observere tegn på social tilbagetrækning?

Alarm Baby Distress Scale (ADBB)

Her kommer ADBB-skalaen ind i billedet, da den er udviklet til at kunne give en tidlig indikation af, om et spædbarn udviser tegn på social tilbagetrækning. Skalaen består af otte forskellige adfærdspunkter, som den fagprofessionelle er opmærksom på, og som tilsammen giver et mål for barnets evne til at indgå i socialt samspil med en fremmed. Metoden kan også bruges til at vurdere barnets samspil med en omsorgsperson, men den er primært udviklet til, at en professionel vurderer kontakten mellem sig selv og barnet.

”ADBB opfanger ikke bare tegn på problemer i omsorgsmiljøet, men også andre former for mistrivsel, som kommer til udtryk i barnets kontakt”
(Johanne Smith-Nielsen, oplæg v. ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Hvert opmærksomhedspunkt får en score mellem 1-4 (en høj score indikerer bekymrende adfærd), og hvis spædbarnet har en samlet score på 5 eller derover, er der behov for at undersøge barnet nærmere (2). ADBB-metoden ikke er et diagnostisk redskab, men et screeningredskab, der kan sikre, at der kommer professionel opmærksomhed på spædbarnets tidlige trivsel. En høj ADBB-score skal altid bekræftes ved at gentage undersøgelsen for at se, om der er tale om et vedvarende problem. Derefter skal man i gang med at finde ud af, hvad der gør, at barnet mistrives, og familien skal tilbydes støtte. I sit oplæg sammenlignede Smith-Nielsen en høj ADBB-score med det at have høj feber – det er et symptom på, at der er noget galt, men der kan være mange årsager til den sociale tilbagetrækning. Derfor skal man som professionel også være påpasselig med, hvordan man italesætter en høj ADBB-score til barnets forældre.

”Vi skal ikke gå i selvsving og henvise til en masse instanser ved en høj score, før vi har set det to gange i træk” (Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Implementering af ADBB i sundhedsplejen

Smith-Nielsen er en del af forskningsprojektet Copenhagen Infant Mental Health Project (CIMHP), der er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Center for Tidlig Indsats og Familieforskning. CIMHP arbejder bl.a. med at implementere ADBB som en integreret del af sundhedsplejen i Københavns Kommune. Implementeringen af ADBB en del af et tiltag, hvor man arbejder med at overføre forskningsbaseret viden om spædbørns mentale mistrivsel til praksis. Således at den forskningsbaserede viden kan hjælpe fagprofessionelle til en mere systematisk tilgang i deres vurdering af barnets sociale og følelsesmæssige udvikling og understøtte det professionelle skøn. I projektet har forskerne blandt andet fokus på, hvordan metoden kan implementeres i praksis på en god måde, så den bliver accepteret af de fagprofessionelle og bidrager meningsfuldt til praksis. Det er første gang, at ADBB anvendes som et universelt screeningsinstrument og første gang at metoden evalueres systematisk i Danmark (3).

ADBB i Københavns Kommune

Et mål for projektet er, at alle spædbørn i Københavns Kommune skal screenes med ADBB mindst én gang i løbet af deres første leveår. Det er dog ofte en udfordring at nå det ønskede antal undersøgelser, når universelle screeningsprogrammer skal implementeres. I løbet af et år (fra juli 2015 til juli 2016) nåede sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune at screene hele 80 % af spædbørnene i deres første leveår, hvilket er en høj rate sammenlignet med erfaringer fra lignende implementeringer af screeningsprogrammer (3). Men hvad er det egentlig, der driver implementeringen af en ny metode, og hvad hæmmer den?

Succesfuld implementering kræver faglig motivation

De medvirkende sundhedsplejersker har i det første år efter implementeringen svaret på spørgeskemaer om deres holdning til at bruge ADBB i deres arbejde. Forskerne har derefter undersøgt, om en positiv holdning til metoden hang sammen med at flere spædbørn blev screenet – og her fandt de en sammenhæng. De sundhedsplejersker, der syv måneder efter at de var begyndt at bruge metoden, havde givet udtryk for, at ADBB bidrog positivt til deres daglige arbejde, havde også screenet flere spædbørn 12 måneder efter implementeringen, end de sundhedsplejersker, der oplevede at brugen af ADBB ikke var et positivt bidrag til praksis. Det fremgår dermed tydeligt, at når screeningsredskaber giver mening for de fagprofessionelle – her sundhedsplejersker – og der er en følelse af, at det bidrager positivt til deres praksis, så medfører det også, at flere børn rent faktisk bliver screenet (3).

”Hele grundlaget for, at vi får noget ud af den tidlige opsporingsindsats, er jo, at redskaberne bliver accepteret af de fagprofessionelle, så folk også bruger dem.”(Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Kvalificering af den faglige bekymring

Generelt udviste sundhedsplejerskerne tilfredshed med ADBB-metoden og 82,4 % mente, at metoden bidrog positivt til deres daglige arbejde. Flere af sundhedsplejerskerne oplevede, at metoden gav en kvalificering af deres faglige bekymring og et fælles sprog med deres kollegaer. Samtidig kunne metoden også bruges i forhold til barnets forældre, hvor skalaens opmærksomhedspunkter og resultatet af undersøgelsen gav noget konkret at gå ud fra i samtalen og vejledningen af forældrene (3).

Vejledning og sparring skal forebygge usikkerhed

På trods af de positive erfaringer med værktøjet oplevede 67 % af de deltagende sundhedsplejersker samtidig, at det var udfordrende at bruge ADBB i praksis. Nogle af problematikkerne var bl.a. at registrering af barnets resultater var besværligt og tidskrævende. Andre var usikre på deres vurderinger og på, hvordan en høj score skulle formidles til forældrene. Her understreger Smith-Nielsen vigtigheden af både teknisk og administrativ støtte til de fagprofessionelle, så registreringssystemer er så brugervenlige som muligt. Derudover er det afgørende, at sundhedsplejerskerne modtager den rette træning i metoden for at mindske usikkerheden, når de skal vurdere et barn, dvs. at de var trænet til at være ”pålidelige” ADBB-undersøgere, samt at de efterfølgende modtager løbende supervision (3). Undervejs i projektet stod psykologerne fra CIF til rådighed med løbende sparring og støtte til sundhedsplejerskerne. Det tætte samarbejde mellem forskerne og sundhedsplejerskerne har ifølge Smith-Nielsen været en væsentlig faktor for, at implementeringen blev så succesfuld (3).

Del denne side: