Søg

Støt nu
Skoleoplæg
virksomheder

Inkluderende børnefællesskaber er de voksnes ansvar

Fire børn sidder omkring en voksen

Læsetid:
8 min

I 2012 blev det besluttet, at flere børn med særlige behov skulle inkluderes i den almene danske grundskole. Hensigten med den øgede inklusion var at sikre bedre faglige resultater og højere trivsel for børnene. I dag, 10 år senere, kæmper landets fagprofessionelle stadig med at sikre et inkluderende miljø, og mange børn mistrives – både fagligt og socialt.
Vi har talt med psykoterapeut og ph.d. i pædagogisk psykologi, Tine Basse Fisker og psykolog i Børns Vilkår, Malene Angelo om inklusion i et socialt perspektiv. Vi vil se nærmere på, hvordan man ved hjælp af simple greb i det daglige, kan bidrage positivt til klassefællesskabet.

Et skridt i en bedre retning

Inklusion af børn i grundskolen er en udfordring, hvor der ikke findes simple løsninger, der passer til alle skoler og klasseværelser. Selvom rammer og vilkår kan være svære at arbejde under, kan fagprofessionelle rundt omkring i landets klasseværelser alligevel, i mange tilfælde, ved hjælp af små indsatser styrke børnefællesskabet og det enkelte barns trivsel. Alle børn har brug for at blive set, forstået og anerkendt af de voksne, som omgiver dem.

Alle børn har brug for en ven

Det er vigtigt at huske, at alle børn træder ind i klassefællesskabet med forskellige forudsætninger. Derfor vil der være forskel på, hvor meget støtte det enkelte barn har brug for, for at kunne deltage i fællesskabet på lige fod med andre. Det er de voksnes ansvar at støtte og at organisere rammerne omkring børnene på en måde, så hvert enkelt barn får mulighed for at deltage i klassefællesskabet (1).

”De sociale spilleregler” kan være en udfordring

For nogle børn er det svært at blive en del af fællesskabet og de arbejder hårdt på at forstå de sociale spilleregler. Voksne kan derfor med fordel være opmærksomme på, hvordan man bidrager til en hverdag, hvor børnene har mest mulig energi til at fokusere på de sociale relationer (1). Børn med særlige behov[1] vil have gavn af en forudsigelig og overskuelig hverdag, hvor de voksnes kommunikation er tydelig, og hvor det er tydeligt for børnene, hvad der forventes af dem.

Børn med særlige behov er ”whistleblowers”

Når noget i det sociale klassemiljø ikke fungerer, er børn med særlige behov ofte de første til at reagere, fortæller Tine Fisker: ”Adfærd er kommunikation. Det er børn, der fortæller os noget. Vi skal ikke kigge på det enkelte barn, men på miljøet, og hvordan alle børn trives. ”

Børn skal have noget at være fælles om

Hvis et fællesskab skal fungere, skal børnene have noget at være fælles om – et fælles tredje.  Hvis børnefælleskabet ikke har noget at være fælles om, kan man risikere, at eksklusion af ét eller flere børn netop blive det fælles tredje. Et sundt fælles tredje kan være oplevelser eller projekter, der kan styrke børnenes blik for, hvordan forskellighed i sig selv er en styrke og kan løfte det fælles projekt eller oplevelsen.  

At have vanskeligheder eller at være i vanskeligheder

Et barn kan have vanskeligheder, som følge af en psykisk lidelse eller handicap, men et barn kan også være i vanskeligheder i en mere eller mindre begrænset tidsperiode på grund af noget, der foregår i barnets omgivelser. Barnet kan f.eks. være udsat for mobning, udelukkelse fra digitale fællesskaber, være udsat for forældres psykiske lidelse, skilsmisse eller andre kriser. Det er vigtigt at kende til barnets omgivelser både i, men også uden for klasseværelset for at forstå, hvad barnet reagerer på, og hvad det har brug for hjælp til, fortæller Malene Angelo.

Miljøet er afgørende for barnets symptomer 

Det pædagogiske miljø er afgørende for, hvordan børn med særlige behov trives i skolen. For at børn med særlige behov kan trives i en almen grundskole, kræver det blandt andet, at fagpersonalet har gode rammer og vilkår at arbejde under, men også at skolens fagpersoner forstår at møde børnene med anerkendelse og hjerterum, fortæller Tine Fisker. Hun uddyber:

”De voksne skal have overskud, og de skal arbejde ud fra et anerkendende børnesyn – dér bliver barnets vanskeligheder ikke et problem. Men i andre tilbud, hvor der ikke er den imødekommelse, vil et barn med samme diagnose og behov blive et problem.”  siger Tine Fisker. 

Hvordan kan man arbejde ud fra et anerkendende børnesyn?

Når børn bliver mødt med anerkendelse, og når de voksne har blik for barnets kvaliteter, vil de have bedre forudsætninger for at udvikle sig og trives, end hvis fokus er på dét, som barnet har svært ved. Et positivt og anerkendende syn på barnet vil smitte af på barnet selv og på de andre børn i klassen. Du kan som fagperson arbejde anerkendende ved f.eks. at:

  • Se barnet. Skab øjenkontakt flere gange dagligt i situationer, der fungerer godt. Barnet skal føle sig bemærket i ”freds-situationer”.
  • Møde barnet flere gange dagligt. Brug barnets navn og udvis interesse for dét, som barnet laver og fortæller.
  • Forstå barnets handlinger. Reflekter over, hvad der mon kan ligge bag barnets handlinger. Foregår der noget i familien eller i klassemiljøet, som kræver de voksnes opmærksomhed?
  • Acceptere barnet. Find ud af hvad barnet er god til, og anerkend det overfor barnet og kammeraterne, når muligheden byder sig (2).

Omtale påvirker klassekammeraters syn

Et barn, der udviser uhensigtsmæssig adfærd, kan være et udtryk for, at der er brug for mere støtte, eller at voksne omkring barnet får en anden forståelse for, hvad det er, der er på spil for barnet. Det er vigtigt, at de voksne er opmærksomme på, hvordan børn, der reagerer uhensigtsmæssigt i en situation, omtales – også over for andre børn, lærere og forældre i børnefællesskabet. Voksne omkring barnet er med til at forme fortællingen om barnet, og den kan være svær for barnet at komme fri af. Når voksne udviser forståelse for barnets situation, vil det påvirke klassekammeraternes syn på barnet og deres indbyrdes relation positivt.

Forståelse fremmer social inklusion

”Et barn, der kommer i konflikt med nogle kammerater, har brug for at blive forstået. Hvis barnet føler sig skældt ud eller trængt op i en krog af lærerne, kan det føle sig truet, blive bange og reagere.

Det er nemlig en medfødt automatisk reaktion, at vi prøver at flygte eller kæmpe imod, når vi føler os truet. De andre børn vil se, at barnet bliver skældt ud, de vil se barnets reaktion og måske trække sig fra barnet. Hvis barnet derimod oplever, at de voksne forstår, hvad barnet oplevede og følte i situationen, vil barnet få tillid til, at de voksne forstår og kan hjælpe. Når barnet er faldet til ro, kan det bedre lytte og tale om det, der skete – og hvad barnet kan gøre en anden gang. Barnet vil få en vigtig erfaring med, at de voksne kan hjælpe, når noget er svært at klare selv. De andre børn vil se, at barnet bliver forstået og hjulpet – hvilket hjælper dem til at forstå barnet og tilskynde dem til at hjælpe frem for at ekskludere.” – Malene Angelo

Der er lang vej endnu

Selvom der rundt omkring i landet arbejdes hårdt på at komme inklusionsudfordringer til livs, er der stadig langt til målstregen. En undersøgelse fra Børns Vilkår 2022 viser blandt andet, at hvert tredje barn, som har oplevet en livskrise, fortæller, at de voksne på skolen ikke har talt med dem om hvordan de har det. Mange børn mener heller ikke, at deres lærer interesserer sig for dem, og oplever ikke at lærerne gør noget for, at de har det godt i skolen (3).
Ifølge Tine Fisker skal inklusionsudfordringer i høj grad ses i lyset af de rammer som lærerne arbejder under. Alligevel kan selv små indsatser i det daglige, gøre en stor forskel for børnene:

“Det er de lavt hængende frugter, tal med børnene. Der skal være en voksen der ser dem hver dag. Det er de små ting, der virker. Det kræver en opmærksomhed.” Tine Fisker.

Vis mere +
Vis mere +