Pædagogisk perspektiv: Leg på børnenes præmisser
Læsetid:
6 min
Formålet med leg er ikke først og fremmest at stimulere læring eller fysisk aktivitet. Ifølge forsker Helle Skovbjerg Karoff skal leg i stedet ses som en måde at være i verden på, der kan gøre os til mere harmoniske mennesker. Forskeren fremstiller et nyt sprog for leg, der kan muliggøre, at legen i højere grad faciliteres på børnenes præmisser.
Skal børns leg fremme udvikling og indlæring? Eller skal leg give motion og styrke børns motorik? Ifølge legeforsker Helle Skovbjerg Karoff er formålet med legen en anden, nemlig – at lege. Hun skriver sig ind i et såkaldt æstetisk perspektiv, der anskuer leg som en måde at være i verden på – både for børn og voksne. Karoff ser legen som mål i sig selv og sætter sig for at undersøge, hvordan børn rent faktisk leger.
Ifølge Karoff er børn der leger, hverken orienteret mod en ydre funktionalitet eller en indre selvtilfredsstillelse – deres leg bygger på fællesskab, på at give og modtage og på en åbenhed over for nye indfald. Legen kan således siges at have et humaniserende potentiale og i dette lys kan leg ifølge Karoff bidrage til at danne mere harmoniske mennesker.
Et nyt sprog for leg
Karoffs mål er at udvikle et nyt perspektiv på og et nyt sprog for leg, som både kan bruges praktisk og teoretisk og som tager afsæt i børnenes egne oplevelser af og ønsker til leg – med det formål at give børnene en selvstændig stemme. Fra Karoffs perspektiv skal børn ikke ses som ufærdige voksne, men som selvstændige væsener med et værd i sig selv.
”Legen skal ske på børnenes præmisser, men rammesættes af de voksne – derfor er det essentielt at de voksne observerer og tager ved lære af børnenes måde at lege på”
Forskning om leg må derfor handle om mere end at ’gøre os voksne’. I dette lys bliver det vigtigt at undersøge børnenes syn på og mening om leg. Karoffs afhandling retter en kritik mod to tidstypiske tendenser – det funktionelle syn på leg som et middel til læring, udvikling eller sundhed og en generel skepsis over for kvaliteten af digital leg – tendenser som hun gør op med i sin afhandling.
Legens elementer
For Karoff består leg af tre elementer. Først er der legemediet, eksempelvis et stykke legetøj, som dernæst indgår i barnets eller børnenes legepraksis forstået som den måde børnene leger på. Sidst er der legestemningen, som børnene opnår gennem legen. Stemningen kan forstås som en måde at være i verden på, som adskiller sig fra det øvrige hverdagsliv. Dertil kommer, at leg beror på frivillig deltagelse, hvor de legende indbyrdes aftaler legens regler.
”Børns leg har intet andet formål end legen i sig selv – legen bliver en måde, hvorpå børnene oplever verden”
Gentagelse og overraskelse
Børn har bestemte forventninger til og regler for, hvordan de leger, og Karoff finder fire typer legepraksis, som adskiller sig fra hinanden i måden, de enten følger eller bryder med disse regler eller forventninger. To markerer gentagelsen i legen, mens de to andre markerer brud med gentagelsen i legen.”Glid” er en typisk legepraksis, hvor børnene – ofte taktfast – gentager handlinger i legen, som at made dukken eller bygge med Lego. Legen er ofte stille, og der er klare, interne regler for, hvad børnene må og ikke må inden for rammen af legen. Eksempelvis ville det være ude af trit med legen pludseligt at smide dukken ud af vinduet.”Fremvisen” er en anden praksis, der bygger på gentagelse i legen – eksempelvis når børn efterligner hinanden i en leg.
Her er gentagelsen dog mindre taktfast, og der er mere plads til nye fortolkninger og variationer. Glid og fremvisen kræver, at børnene kobler sig på og følger legens rytme. De to andre former for legepraksis er ”skift” og ”overskridelse” og de bryder, som navnene antyder, begge med gentagelsen. ”Skift” handler om at følge reglerne og så pludseligt bryde dem. Legen går ud på at overraske og trække kroppen ud af legens rytme – som når pigerne fanger en dreng og kysser ham under en kysseleg. Den sidste legepraksistype er ”overskridelse”. Den udtrykker et komplet normbrud. Som udgangspunkt skal intet give mening, og alt skal være fjollet – som når to piger morer sig over at mase dukkeansigter til morbide ansigtsudtryk. Denne legepraksis kommer ofte til udtryk, når børn fjoller og pjatter sammen.
Legestemninger som legens formål
Mens legepraksisformen glid fremkalder legestemningen hengivenhed, fremkalder fremvisen en opspændthed, forstået som begejstret eller ophidset, legestemning, hvor man er parat til at vise de andre, hvad man kan. Og mens skift fremkalder en højspændt eller overgearet legestemning, resulterer overskridelse i en euforisk stemning i legen. Og det er netop en variation mellem disse forskelligartede legestemninger, som børn søger at opnå i deres lege.
Digital leg er ikke andenrangsleg
Karoff bemærker, at børns leg med elektronisk udstyr ofte betragtes som andenrangsleg. Denne antagelse ser Karoff ikke bekræftet i sine observationer. Børnene skelner nemlig ikke mellem teknologisk og ikke teknologisk legetøj, men bruger alle de forskellige legeredskaber på samme måde – til at fremkalde særlige stemninger i legen. Det er Karoffs konklusion, at det digitale legetøj kan vække samme legestemninger hos børnene som andre former for legetøj. De bedste legemedier er dem, som kan bruges alsidigt og som således kan skabe forskellige stemninger hos barnet alt efter, hvordan legetøjet benyttes.
Leg på børns præmisser
Børns behov for legestemninger, der både skaber gentagelse og brud – genkendelse og overraskelse – er ifølge Karoff vigtig viden for voksne, der har til opgave at rammesætte børns leg – eksempelvis i anskaffelsen af legetøj, indretningen af legemiljøer eller når voksne vil facilitere eller styre børns lege. Lege, som klart udtrykker en bestemt stemning, vil være de mest intense. Når voksne faciliterer leg, er det vigtigt at holde sig for øje, at rene legepraksisformer er bedre til at fremkalde legestemninger i legen – og det kræver, at voksne observerer og tager ved lære af børnene. Begreberne fra Karoffs undersøgelse kan understøtte, at voksne i højere grad rammesætter legen på børnenes præmisser.
Faktaboks
Den kvalitative afhandling fra 2010, som ligger til grund for artiklen, er baseret på observationer af 17 børns leg, heraf 8 drenge og 9 piger i alderen 6-13 år. Forskeren har observeret børnene i skolen, på institutionen, hos venner og i deres familier i perioden fra 2007 til 2009. Både børnene og forskeren har løbende fotograferet legen og disse billeder har suppleret andre datakilder som video- og lydoptagelser.
Litteratur
Læs også:
Karoff, H. (2013). Play practices and play moods. International Journal of Play, 2(2), 76-86.
Du kan også læse Helle Skovbjerg Karoffs refleksioner over leg i følgende antologi: