Skip to content
Børns Vilkår Børns Vilkår
  • Bliv frivillig
  • Det gør vi
  • Til forældre
  • Til fagpersoner
  • Publikationer
  • BørneTelefonen
  • HØRT
  • ForældreTelefonen
  • FagTelefonen
Støt

Sådan oplever børn skældud 

Når børn får skældud, kan det både gå ud over deres glæde ved at gå i børnehave og deres relationer til de voksne. Men hvordan forstår børn skældud, og hvordan kan børns oplevelse af skældud få betydning for børnenes daglige trivsel i børnehaven? Det ser vi nærmere på i denne artikel, hvor vi også kommer med gode råd til, hvordan du kan forebygge skældud og reparere på relationen efter skældud. 

Artiklen er baseret på rapporten “Børns oplevelser af skældud i børnehaven”. Her har 624 børnehavebørn i alderen fem til seks år besvaret Børns Vilkårs spørgeskemaundersøgelse, og 58 børn fra otte børnehaver har deltaget i gruppeinterviews.  

Hvordan forstår børn skældud?

I børnenes øjne er det skældud, når en voksen taler hårdt eller virker sur, vred eller skrap. Flere børn fortæller, at de også oplever det som skældud, når en voksen råber, irettesætter eller tager fat i et barn, og når en voksen giver ”timeouts” og tager ét eller flere børn væk fra børnegruppen. Det viser Børns Vilkårs undersøgelse. 

Skældud gør børn triste og bange  

Børn bryder sig ikke om at få skældud. Flere af de børn, som Børns Vilkår har talt med, fortæller, at skældud gør dem kede af det og bange. For når de får skældud, føles det “ensomt” og “skræmmende”. På spørgsmålet om, hvordan man har det, når en voksen bliver vred, svarer Nanna: ”Så har man det næsten ligesom, når man er ked af det”. Anker forklarer, at han bliver ”genert-bange,” når han får skældud af en voksen i børnehaven. ”Man tør ikke få en krammer, nogle gange, når de er rigtig sure,” siger han. 

Fordi så bliver man helt bange og får skældud og bliver råbet af. Man bliver ked af det og bange Anker, 5 år

Børn undgår voksne, der virker sure 

Børn, der har oplevet at få skældud mange gange, er i højere grad bange for voksne i børnehaven end andre børn. Det viser Børns Vilkårs undersøgelse. Men faktisk er det også sådan, at de børn, der mange gange har set andre børn få skældud, også er mere bange for voksne i børnehaven.    

Flere børn fortæller, at der er voksne i deres børnehave, som de helst ikke vil være sammen med, fordi de voksne ofte skælder ud eller ”snakker meget surt”. Nanna fortæller, at især én voksen i hendes børnehave tit er sur: ”Hun virker ret vred nogle gange, hvis man gør noget, der er forkert, så bliver hun megavred”.   

Nogle af børnene fortæller også, at de prøver at undgå de voksne, som tit skælder ud. ”Det er heldigt, hun ikke går på min stue,” siger Alba om en voksen, der skælder ud på børnene i hendes børnehave. ”Hun er den skrappeste voksen i børnehaven,” forklarer hun – ”hver gang, man gør noget, så bliver hun rigtig skrap”. 

Der er en voksen, jeg er bange for, fordi hun er altid sur. Minna, 5 år

Se bagom børns reaktioner på skældud  

Mange børn bliver triste eller skræmte, når de voksne er vrede og skælder ud. Men faktisk er det ikke altid, at børn viser de voksne, hvordan de har det, når de får skældud. Det fortæller flere børn til Børns Vilkår.  

Nogle af børnene forklarer, at de nogle gange kan finde på at lave sjov eller grine ad de voksne, når de får skældud – selv om de i virkeligheden bliver kede af det. Andre børn fortæller, at de bare ”lader som ingenting,” når de voksne ”siger noget surt” til dem. 

Spørg derfor dig selv: Hvad er barnets adfærd egentlig udtryk for? For når du er nysgerrig på, hvilke følelser og behov der ligger bag børnenes adfærd, kan du også bedre hjælpe børnene med at forstå deres følelser – og hjælpe dem til at finde ro og blive trygge igen.  

Vær opmærksom på, at børn, der for eksempel griner eller lader som ingenting, når de får skældud, også har brug for trøst og din hjælp til at blive beroliget. Og husk, at det særligt hos yngre børn er en automatisk reaktion at komme til at grine eller smile, når man bliver forskrækket, bange, nervøs eller usikker i situationen. Børnene ved ikke selv, hvorfor de kommer til at grine, men de kan blive forvirrede og tro, at situationen er sjov, fordi de griner. Men selv når barnet ser ud til at have det sjovt, kan det være stresset, uroligt og bange indeni. 

Vi synes bare, det er så sjovt, når de bliver sure. Malthe, 5 år

Vis børnene, at du kan lide dem  

Flere børn fortæller, at de føler, de voksne godt kan lide dem, når de voksne leger med dem, hjælper dem og passer på dem, når de er kede af det. Men Børns Vilkårs undersøgelse viser også, at børn, der har fået skældud mange gange, i højere grad føler, at de voksne i børnehaven ikke kan lide dem. Og faktisk gælder det også de børn, der ofte har set andre børn i børnehaven få skældud.  

Ingen af børnene føler, at de voksne i børnehaven kan lide dem, når de skælder ud.  

Vær derfor særligt opmærksom på de børn, der ofte får skældud. Får du og dine kollegaer vist, at I kan lide dem og gerne vil dem? Og får I talt med hinanden om, hvordan I bedst forstår og støtter de børn? Sørg for, at hvert enkelt barn mærker jeres interesse, og at I gerne vil hjælpe, når barnet har brug for det.  

Vigtigst af alt er, at barnet går hjem med en oplevelse af, at du ikke længere er sur, og at han eller hun vil blive taget imod med smil og varme, næste gang I ses. 

Ida, hun kan allerbedst lide at lege. Hun passer også på børnene, når nogen græder. Magnus og Bo, 5 år

Hjælp hinanden med at forebygge og stoppe skældud 

Børnenes fortællinger viser også, at de lægger mærke til de voksne, som ikke skælder ud: ”Der er en, der hedder Klaus (…) Han var næsten ikke sur på nogen af børnene (…) Han var god,” fortæller Nanna. Det er rarest at være sammen med voksne, som ikke er sure. Det er børnene enige om.   

Snak derfor med dine kollegaer om, hvordan I kan undgå at skælde ud, virke sure eller snakke hårdt til børnene. Hvis I sammen bliver enige om, at I gerne vil arbejde på at undgå skældud, bliver det også lettere for jer at tale om det, når det sker. For det sker ind imellem – og særligt hvis hverdagen er presset, og der ikke er voksne nok til at imødekomme børnenes behov.  

Hvis du mærker, at du er irriteret på et barn og har svært ved at bevare roen, så bed en kollega om hjælp – og tag en kort pause, hvis det er nødvendigt. Men gør det også til et fælles anliggende at stoppe skældud og lav aftaler om, hvordan I bedst hjælper hinanden. Aftal for eksempel, at l spørger ind til hinanden og tilbyder at tage over, hvis I fornemmer, at en kollega er presset.    

Vær opmærksom på situationer, hvor I typisk kommer til at skælde ud – og undersøg, hvordan I kan ændre rammerne omkring jer. Måske kan I forebygge skældud ved at opdele børnene i mindre grupper med en voksen tæt på? 

Hjælp barnet med at forstå sine følelser 

Er du kommet til at skælde ud, så vis barnet, at du godt kan forstå, at han eller hun blev bange eller utryg. Nogle gange er varme øjne og et smil nok. Andre gange er det nødvendigt at fortælle barnet, at du er ked af, at du kom til at skælde ud.  

Først når du selv har fundet roen igen, kan du hjælpe barnet med at finde roen og genfinde trygheden i relationen til dig. Når du forsøger at sætte ord på barnets oplevelser af at få skældud, hjælper du barnet med at forstå sine følelser. Og barnet får tillid til, at du rent faktisk forstår, hvad det har oplevet i situationen. Du kan eksempelvis sige: ”Ej, jeg gætter på, at du blev rigtig forskrækket eller bange, da jeg blev sur? Det kan jeg faktisk godt forstå”.  

Men husk også at undersøge, om dit gæt er rigtigt, eller om barnet måske har haft en anden oplevelse af skældud-situationen. Se på barnets kropssprog, om han eller hun føler sig forstået og er blevet trøstet tilstrækkeligt. Hvis barnet kigger væk eller vender sig væk, kan det være tegn på, at han eller hun ikke føler sig rigtig set og mødt. 

Sådan kan du reparere relationen, når du er kommet til at skælde ud 

Hvis du er kommet til at skælde et barn ud, er der flere ting, du kan gøre: 

  • Start med at tage hånd om dine egne følelser, og vær rolig, når du trøster. Tag en kort pause, hvis det er nødvendigt. 
  • Vis barnet, at du godt kan forstå, at han eller hun blev bange eller utryg. Nogle gange er varme øjne og et smil nok, andre gange er det nødvendigt at fortælle, at du er ked af, at du kom til at skælde ud.  
  • Forsøg at sætte ord på, hvad du forestiller dig, at barnet har oplevet i skældud-situationen. Sig f.eks.: ”Ej, jeg gætter på, at du blev forskrækket eller bange, da jeg blev sur? Det kan jeg faktisk godt forstå…”. 
  • Se på barnets kropssprog, om han eller hun føler sig forstået rigtigt og er blevet trøstet tilstrækkeligt. Hvis barnet kigger væk eller vender sig væk, kan det være tegn på, at han eller hun ikke føler sig rigtig set og mødt.  
  • Det er vigtigt, at barnet går hjem med en oplevelse af, at du ikke længere er sur, og at han eller hun vil blive taget imod med smil og varme, næste gang I ses. 

Fakta om undersøgelsen “Børns oplevelsser af skældud i børnehaven”

Undersøgelsen bygger på spørgeskemaer og gruppeinterviews med fem til seksårige børn.

Spørgeskemaet er sendt ud til børnehavebørn årgang 2013/2014 fra Børns Vilkårs Børnehavepanel. Spørgeskemaet er baseret på besvarelser fra 624 børn ud af de 2.393 børn, der var en del af børnepanelet. Der er lavet 26 semi-strukturerede gruppeinterviews med i alt 58 børn i alderen fem til seks år fra otte forskellige børnehaver.

Vis mere +

Børns oplevelser af skældud i børnehaven

I rapporten ”Børns oplevelser af skældud i børnehaven – et indblik i voksnes brug af skældud og sammenhængen med børns trivsel og fællesskaber” kan du læse mere om undersøgelsen og dens resultater. 

Læs rapporten

Del denne side:

  • Om Børns Vilkår
  • Det gør vi
  • Til forældre
  • Til fagpersoner
  • Bliv frivillig
  • Presse
  • Nyheder
  • Ledige stillinger
  • Bisidning
  • Fondspartnere
  • For virksomheder
  • Arv og testamente
  • Lej vores lokaler
  • Whistleblowing
  • Landsindsamling
  • BørneTelefonen
  • HØRT
  • ForældreTelefonen
  • FagTelefonen
Børns Vilkår
Trekronergade 26
2500 Valby

Carl Blochs Gade 37
8000 Aarhus C

Send krypteret mail
CVR: 10634792
Konto nr.: 7134 0001161116
MobilePay-nr.: 50553
  • Telefon: 35 55 55 59
  • Generelle henvendelser
  • Medlemskab og private donationer

© All rights reserved - 2023

  • Privatlivspolitik
  • Cookiepolitik