Tidlig indsats og social mobilitet

Læsetid:
9 min

Børn kommer til verden med forskellige udgangspunkter for at udvikle deres færdigheder. Derfor kan muligheder og tilbud, som formelt set er lige, reelt set ende med at give flere fordele til dem, der allerede har det stærkeste udgangspunkt. Hvis vi gerne vil give alle børn lige reelle muligheder, er det vigtigt, at vi som samfund sætter ind tidligt for at rette op på de tidlige uligheder. Rasmus Landersø, økonom og ph.d., fortalte på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?” om sin forskning i tidlig indsats, social mobilitet og ulighed.

Hvorfor tidlig indsats?

Tidlig indsats er afgørende, hvis vi vil skabe bedre forudsætninger for social mobilitet – for jo tidligere vi sætter ind, jo større er udbyttet af den givne indsats. Tidlige indsatser viser også ofte et mere lige afkast mellem ressourcestærke børn og ressourcesvage børn – det vil sige, at ved tidlige indsatser får alle børn stort set det samme udbytte. Derfor argumenterer Landersø for, at tidlige indsatser kan være en nøgle til social mobilitet. Landersø har arbejdet sammen med den amerikanske økonom James J. Heckman, hvis såkaldte Heckman-kurve illustrerer det forventede afkast af indsatser, der skal hæve børns færdigheder – her menes både kognitive og socioemotionelle færdigheder. Som det fremgår af kurven nedenfor, bliver det forventede afkast af en indsats lavere jo ældre, barnet er.

Færdigheder avler færdigheder

Der er tre gode grunde til, at afkastet af en indsats falder med barnets alder. For det første argumenterer Landersø for, at færdigheder avler færdigheder. Det vil sige, at der hele tiden bygges ovenpå det, som et barn allerede kan. Hvis et barn allerede har gode færdigheder med sig fra hjemmet og daginstitutionen, så vil dette barn formentlig også have lettere ved at gå i skole. For det andet – i forlængelse af at færdigheder avler færdigheder – så avler læring også læring. For det tredje afhænger udbyttet af forskellige indsatser af udgangspunktet i en sammenhæng, der bliver stærkere, jo ældre man bliver. Derfor vil to børn med forskellige baggrunde ofte få det samme udbytte af en indsats tidligt i barndommen, men hvis man venter, til børnene er ældre, vil det ofte være de bedst stillede børn, der får mest ud af indsatsen. Dette er også den teoretiske baggrund for Heckmans model.

”Hvis vi sætter ind for sent, så er sneboldseffekten allerede startet på godt og ondt – og så bliver det at arbejde mod strømmen at rette op på det.”
(Rasmus Landersø, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Børn skal lære at lære

Når Landersø taler om børns færdigheder og evner, indebærer det både kognitive færdigheder og intelligens – såkaldte hard skills – men også socioemotionelle færdigheder – såkaldte soft skills. Landersø understreger nemlig, at de forskellige typer af ’skills’ påvirker hinanden og forstærker hinanden. Med andre ord, hvis et barn er fagligt dygtigt, så kan dette også påvirke barnets socioemotionelle færdigheder på den længere bane. Omvendt kan soft skills også påvirke hard skills. For at børn kan lære, er de nemlig nødt til også at mestre en række socioemotionelle færdigheder: fordybelse, impulskontrol og evnen til at være vedholdende. De skal altså, som Landersø beskriver det, lære at lære.

Evnen til at fordybe sig

De førnævnte færdigheder, som udvikles tidligt i barndommen, er udgangspunktet for egenskaben ’conscientiousness’ – som på dansk dækker over evnen til at være omhyggelig, arbejdsom, organiseret, pålidelig, samvittighedsfuld og ambitiøs. Karaktertræk, der har betydning for, om man er i stand til at gennemføre en uddannelse, samt hvordan man klarer sig senere på arbejdsmarkedet. Det er derfor disse færdigheder, som alle børn har brug for at udvikle og styrke igennem de tidlige indsatser i Danmark. Ifølge Landersø findes der såkaldte kritiske vinduer i førskolealderen og indskolingen, hvor det er lettere at løfte børnenes færdigheder, hvilket kan føre til en positiv sneboldseffekt senere i barnets liv.

Alle børn har brug for støtte

Landersø har nyligt afdækket, hvordan ulighed i færdigheder varer ved hele livet. På trods af at vi i Danmark har en omfattende velfærdsstat, så ved vi, at der stadig er en markant forskel på børns færdigheder, alt efter hvilken baggrund de har, og hvilken uddannelse deres forældre har – og de forskelle, som man ser på tværs af sociale skel, starter tidligt.

Ifølge Landersø er det derfor vigtigt, at vi ikke kun tænker, at det er én særlig udsat gruppe af børn, der skal løftes gennem sociale indsatser, men at der eksisterer et kontinuum af ulighed med forskelle på alle niveauer. Hvis et barns mor har en lang videregående uddannelse, er dette barn bedre stillet på en lang række parametre, end hvis moren har en mellemlang uddannelse, om end dette barn trods alt er bedre stillet end børn, hvis mødre ingen uddannelse har.

Ulighed i færdigheder varer ved hele livet

Det er derfor alle børn, der har brug for læring og hjælp til at udvikle sig for at udligne denne niveau-opdeling. Ulighederne, der starter med børnenes sundhed, kognitive og socioemotionelle evner i børnehavealderen, fortsætter gennem hele livet og kan bl.a. ses i forhold til barnets senere uddannelse, sundhed, indkomst, risiko for at begå kriminalitet og levealder. Derfor – for at vende tilbage til Heckmans kurve – er det lettere at sætte ind tidligt og styrke børns færdigheder fra start, for hvis børnene får den nødvendige støtte tidligt, så kan det nå at påvirke mange andre aspekter af barnets liv positivt i fremtiden. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at den illustrerede ulighed er baseret på generelle sammenhænge og gennemsnit.

”De gennemsnitlige forskelle, som vi ser tidligt, vedbliver fra vugge til grav.”
(Rasmus Landersø, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Udfordringen ved universelle tilbud – skal alle have det samme?

Landersø peger på en udfordring ved den danske universelle velfærdsstat. Formelt set giver vi alle børn lige muligheder ved bl.a. at have universelle dagtilbud, folkeskoler og gratis uddannelser. Men fordi der er forskelle fra starten af barnets liv – nogle gange allerede i graviditeten – og fordi ressourcestærke børn ofte får mere ud af de indsatser, de møder, så kan de universelle tilbud ende med at give mest til de stærkest stillede børn. Landersø har sammen med Heckman undersøgt uddannelsesmobiliteten i Danmark, og deres resultater viser, at selv med gratis uddannelse er forældrenes uddannelsesmæssige baggrund stadig en afgørende faktor for, om et barn færdiggør en gymnasial uddannelse eller får en videregående uddannelse (1).

”Det handler om kvaliteten af den understøttelse, børn får.”
(Rasmus Landersø, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Formel lighed er ikke reel lighed

Landersø argumenterer derfor for, at lige formelle muligheder ikke sikres ved lige formel adgang, men først når alle børn har lige muligheder for at udvikle deres færdigheder – fra fødslen og hele livet igennem. De empiriske studier, der underbygger Heckmans argument for, at det betaler sig bedst at investere tidligt, kommer primært fra indsatser, der er målrettet udsatte børn. Vi har i Danmark mange muligheder for at fremme social mobilitet, men det kræver også en høj kvalitet af de tidlige indsatser, vi tilbyder børn og forældre. For i fraværet af kvalitet og vedvarende tiltag – specielt til de mere udsatte børn – så kan resultatet af Heckman-kurven blive mere ulighed.

Geografiske uligheder og boligmønstre

I sit oplæg understregede Landersø også, at udfordringerne heller ikke er ligeligt fordelt i hele landet. Nogle kommuner skal løfte en større byrde end andre, fordi der også eksisterer geografiske uligheder. Familier, hvor forældrene har mange års uddannelse, bor typisk koncentreret omkring de større byer, og denne boligsegregering går på tværs af generationer. Det resulterer i, at børn, der allerede har et stærkt udgangspunkt, sandsynligvis også kommer i de samme skoler, hvilket kan give dem endnu et løft og øge deres forspring i udviklingen af færdigheder – hvorimod børn, der allerede er udfordrede, kan blive sat endnu længere bagud (1).

”Hvad gør vi, når gratis ikke er nok?”
(Rasmus Landersø, oplæg konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)

Hvordan gør vi det bedre?

Landersø afsluttede sit oplæg med at opfordre til refleksion og selvkritik af den måde, vi gør tingene på – for når disse gennemsnitlige uligheder eksisterer og vedbliver hele livet igennem, må der være noget af det, vi gør, der ikke er effektivt nok. Det handler ikke om at placere skyld, men om at stille os selv spørgsmålet ”Hvordan gør vi det bedre?”. I den forbindelse er der også behov for endnu mere viden på området, både omkring tidlige indsatser, og hvordan vi bedst hjælper alle børn til at udvikle deres færdigheder – men mere overordnet har vi også brug for at forstå og afdække roden til den ulighed, vi ser fra vugge til grav.

Del denne side: