
Må jeg være med?
At indgå i et trygt og positivt fællesskab har stor betydning for børn. Også de små.
I dagtilbuddet får børn mulighed for at skabe relationer og indgå i samspil, der kan give dem vigtige erfaringer med at høre til.
Men alle fællesskaber er ikke nødvendigvis positive, og de opstår ikke altid af sig selv. Positive fællesskaber afhænger af, at dagtilbuddets voksne er nysgerrige og går tæt på børnenes samspil.
Her på siden kan du finde viden om positive fællesskaber og få inspiration til, hvordan du og dine kollegaer kan arbejde med at understøtte og udvikle fællesskaberne hos jer.
Inspirationshæfte om positive fællesskaber
Hæftet er til dig, der er pædagog, medhjælper eller på anden vis arbejder i og med dagtilbud.
Her kan du bl.a. finde viden om positive fællesskaber, og du kan få inspiration til, hvordan I i personalegruppen kan arbejde med at udvikle dem.
Digitalt forløb om positive fællesskaber
Sæt gang i faglig dialog med gratis forløb om positive fællesskaber.
Forløbet lægger bl.a. op til samtale om, hvad I forstår ved fællesskab, og hvad I sammen kan gøre for at understøtte børnenes oplevelse af fællesskab i hverdagen rutiner, aktiviteter og leg.
Forløbet er velegnet til fx pædagogisk dag eller et personalemøde.
Billedbogen “Ayas superkappe”
Aya har sin superkappe på i børnehave. Med den kan hun ALT. Men de andre børn synes ikke, kappen er sej. Og de gider ikke lege med Aya.
I samarbejde med forfatter Trine Bundsgaard og Niels Bo Bojesen har vi lavet en gratis billedbog om dét at stå udenfor legefællesskabet.
Bogen kan bl.a. bruges til dialogisk læsning.
Find den og en række farvelægningsark med illustrationer fra bogen her.
Forældreguide til gode fællesskaber
Forældre spiller en vigtig rolle i at støtte op om fællesskaberne i dagtilbud.
Her kan du finde en guide med fem råd til forældre.
Guiden kan downloades og deles digitalt eller printes i A4 format.
positive fællesskaber?
I Børns Vilkår mener vi, at positive fællesskaber i dagtilbud er kendetegnet ved tryghed, oplevelse af tilhør, plads til forskellighed og inddragelse af alle børn. I positive fællesskaber føler det enkelte barn sig set, hørt, inkluderet og accepteret.
Det betyder, at voksne i dagtilbuddet har omsorg for både det enkelte barn og børnegruppen, og at de arbejder målrettet med at støtte op om børnenes samspil og relationer, samtidigt med at de skaber gode betingelser for, at alle børn har værdige deltagelsesmuligheder og føler, at de er en betydningsfuld del af et ’vi’.
Arbejdet med fællesskaber kan være både vanskeligt og komplekst, for der kan være meget på spil – og der er meget, man som voksen skal have øje for. Derfor har vi samlet Børns Vilkårs forståelse af positive fællesskaber i en række pejlemærker.
Det er vigtigt at understrege, at det kan være svært at opfylde alle pejlemærker i enhver situation, og det er heller ikke nødvendigvis det, der er brug for. Hvad de enkelte børn og børnegruppen har brug for i den konkrete situation, vil altid være jeres faglige vurdering.
Børns Vilkårs pejlemærker for positive fællesskaber
Forståelse
Alle børn oplever at blive set, hørt og mødt med nysgerrighed, interesse og forståelse – og at få hjælp til at forstå andres intentioner, ønsker og følelser.
Engagement
Alle børn oplever at blive involveret og engageret i hverdagens rutiner, samtaler, aktiviteter og leg.
Medbestemmelse
Alle børn oplever at have medbestemmelse og indflydelse på det, der sker i gruppen.
Inklusion
Alle børn oplever at blive accepteret og inkluderet i de sociale sammenhænge, som børnene oplever som vigtige og meningsfulde.
Tilhørsforhold
Alle børn oplever at høre til og være betydningsfulde for andre.
Forskellighed
Alle børn oplever, at der er plads til alle og plads til forskellighed.
Flere materialer og workshops?
Børns Vilkår har masser af workshops og gratis materialer til dig, der arbejder med de mindste børn.
Herunder finder du viden og inspiration til arbejdet med omsorg og tryghed i den pædagogiske praksis i dagtilbud.