Børns reaktioner og behov

Det er almindeligt, at børn opfører sig forskelligt i de to hjem – og på en tredje måde i daginstitutionen eller skolen. Nogle børn udtrykker flere følelser – både positive og negative – når de er sammen med den ene forælder, end når de er hos den anden.

Nogle forældre kan også opleve, at deres barn har en ”forsinket” reaktion på noget, der er sket i det andet hjem, i skolen, i daginstitutionen eller på skiftedagen. Det kan fx være, at barnet har været på overarbejde i skolen og ikke vist til hverken lærerne eller kammeraterne, at noget var svært. Når barnet så kommer hjem til én af jer, kan barnet endelig få lov at vise hvordan det har det, fx ved voldsom vrede eller tristhed, der kan virke helt ude af kontekst.

Her har barnet brug for at blive forstået på tværs af sine forskellige arenaer. Det kræver, at I deler jeres oplevelser af barnets reaktioner. Selvom det kan være svært, så prøv at forholde jer nysgerrigt og åbent til hinandens oplevelser, så I kan få den bedst mulige forståelse for, hvad jeres barn oplever og har brug for.

Det er meget nemmere sagt end gjort, da man nemt kan falde i den grøft, hvor man primært ser sin tidligere partner i et negativt lys. Men du skal vide, at det virkelig er her, I netop kan gøre en stor forskel for jeres barns mulighed for at tilpasse sig den nye livssituation.

Det er helt almindeligt og menneskeligt, at ens eget overskud bliver mindre, når man som forælder er under et stort følelsesmæssigt pres. Det er derfor vigtigt, at man også giver sit barn mulighed for at tale med voksne, som barnet har tillid til. En bedsteforælder, moster eller en pædagog eller lærer, som barnet har en særlig god kontakt til, kan være en stor støtte for barnet.

Derudover har nogle skoler og dagtilbud skilsmissegrupper for børn, som børn kan have glæde af at deltage i. Her kan de også få mulighed for at få sat ord på deres oplevelser og følelser og opdage, at de ikke er den eneste, der har det sådan.

Børn påvirkes først og fremmest af, hvordan deres forældre har det, og hvordan de håndterer den krise, som en skilsmisse ofte er. Børn bliver trygge, når de mærker, at deres forældre kan håndtere svære følelser uden at inddrage børnene i deres problemer. Det er derfor vigtigt, at du drager omsorg for dig selv og sørger for at hente støtte, når du har brug for hjælp til at overkomme det følelsesmæssige pres en skilsmisse ofte medfører.

Børn kan godt tåle at se deres forældre blive følelsesmæssigt berørte, så længe du sætter ord på, hvad der sker, og på en måde som barnet kan forstå og holde ud at høre. Du kan fx sige: ”Nu er jeg lige lidt ked af det på grund af skilsmissen. Men jeg bliver glad igen, når jeg har vænnet mig til den nye hverdag.”

Det giver børnene håb og viden om, hvordan man kan klare kriser, som de kan bruge i deres eget liv fremadrettet.

• Vær opmærksom på dit barns reaktioner, og undersøg, hvilke følelser, ønsker og behov, der ligger bag det, dit barn gør.
• Hjælp barnet med at sætte ord på det, der sker i barnets liv, og sæt ord på de følelser og tanker, barnet gør sig. Lad dit barn rette dig, hvis du gætter forkert.

Du kan fx sige til dit lille barn, der bryder sammen over en lille udfordring, som barnet ellers plejer at kunne mestre:  ”Jeg kan godt se, at lynlåsen driller, og det er irriterende. Må jeg hjælpe dig, så klarer vi lynlåsen sammen?”

Til det lidt større barn, der virker frustreret og vred, når der skal pakkes ud på skiftedagen, kan du sige:  “Jeg kan godt se, at du bliver vred på mig. Det er okay. Måske har du slet ikke lyst til, at tasken skal pakkes ud? Jeg tænker på, om det gør dig vred og ked af det, at du skulle sige farvel til far i dag, og nu skal vænne dig til at være her?”

Du kan fx sige til din teenager: “Jeg kan godt se, at du var rigtig vred på mig tidligere i dag. Det er helt okay, at du bliver vred. Kan du hjælpe mig med at forstå, hvad det var, jeg gjorde, der ikke var i orden for dig? Hvad ville du ønske at jeg havde gjort i stedet? Så vil jeg gerne øve mig i at gøre det næste gang.”

• Tal åbent og respektfuldt med din ekspartner om, hvordan I hver især oplever jeres barn, så får I et mere samlet billede og fælles forståelse for, hvordan barnet har det, og hvad reaktionerne kan være udtryk for. Accepter, at I ser barnet i forskellige situationer og sammenhænge og derfor kan opleve noget forskelligt.
• Tal med andre voksne i barnets liv, som ikke er følelsesmæssigt påvirket af skilsmissen og derfor bedre kan se barnet klart.

Barnet kan ikke forestille sig en anden livssituation
Det lille barn under tre år har ikke noget forhold til, hvad en skilsmisse er, eller til hvad det indebærer, at hun eller han skal flytte et andet sted hen. Det lille barn kan ikke på forhånd forestille sig en anden livssituation og forstår ikke abstrakte forklaringer.

Hvis barnet er tæt knyttet til jer begge, vil det opleve og reagere på, at far eller mor forsvinder. Det kan være utrygt for et lille barn, når barnet ikke kan se den ene af sine forældre hver dag, som det plejer. Det lille barn er nemlig helt afhængig af voksne, der beskytter, trøster og beroliger dem, når de bliver bange, stressede og utrygge. Når barnet bliver adskilt fra forældrene, kan det derfor reagere med utryghed og angst.

Tidsfornemmelsen er ikke på plads, så ventetiden på, at mor eller far kommer, kan føles uendelig, og det lille barn kan blive bange for, at forældrene aldrig kommer tilbage.

Det lille barn reagerer også på forældrenes reaktioner. Små børn mærker stemninger, og de spejler forældrenes følelser: Hvis du er ked af det, vred, bekymret eller stresset, vil barnet ofte reagere ved at blive mere urolig, ked af det, frustreret og utryg.

Hvis du til gengæld udstråler tryghed og ro, vil barnet kunne slappe af og blive trygt ved det, der sker. Når barnet er trygt, kan det bruge sin energi på at udforske, lege og udvikle sig.

Barnets reaktioner
Små børn reagerer ofte på kriser ved, at de ændrer adfærd. De kan fx blive mere urolige, sværere at trøste, de kan stoppe med at spise eller få problemer med at sove.

Fra ca. 8 måneders-alderen lider mange små børn af separationsangst. Det betyder, at de kan reagere på at skulle væk fra deres forældre. Det kan fx være ved at kravle efter dem, række hænderne op eller begynde at græde, når deres forældre går. Det er barnets måde at protestere mod at forældrene går uden dem. Skilsmissen kan forstærke separationsangsten, så barnet får ekstra svært ved at sige farvel, når mor eller far skal på arbejde, eller når barnet skal på samvær.

Det lille barn kan ikke med ord fortælle, hvordan de har det. Derfor er det vigtigt at kigge på, om barnet virker glad og tilpas, om barnet udforsker omgivelserne og leger, spiser og sover, som det plejer. Ændringer i adfærden kan være et signal om, at barnet er stresset og har brug for mere nærvær og omsorg fra de voksne og måske en anden samværsordning for at finde tryghed og ro.

Hvad har spædbarnet brug for? 

• Spædbarnet vil som regel trives bedst med at have en primær bopæl, hvor det sover hver nat. Samtidig har barnet brug for at opbygge eller vedligeholde en tryg relation til samværsforælderen. Hyppige, korte samvær af et par timers varighed er bedre for spædbarnet end adskillelse fra bopælsforælderen i mange timer eller flere dage ad gangen. Når barnet er trygt i begge hjem, kan samværet udvides gradvist.
• Hvis spædbarnet ikke spiser, har problemer med at sove eller er svært at trøste, kan det være et tegn på, at barnet har brug for at være tæt på den forælder, som barnet måske er mest vant til at være sammen med, og som kan trøste og berolige barnet.
• Det er vigtigt, at I taler sammen, hvis jeres barn viser tegn på utryghed, så I sammen kan sørge for, at barnet får den fysiske kontakt og nærvær, det har brug for.
• Hvis I vurderer, at barnet er klar til at prøve at overnatte hos samværsforælderen, kan det være trygt for barnet, at der er de samme rutiner i begge hjem – for eksempel samme godnatsang, når barnet skal sove. Giv også barnet de ting med sig frem og tilbage, som giver barnet tryghed, fx bamsen eller suttekluden.
• Vent med at vælge en deleordning, hvor jeres barn er lige meget eller næsten lige meget hos jer begge, til jeres barn er så sprogligt udviklet, at det kan forstå forklaringer og forstå, at mor eller far kommer tilbage igen.

Barnet kan ikke forestille sig en anden livssituation
Det lille barn under tre år har ikke noget forhold til, hvad en skilsmisse er, eller til hvad det indebærer, at hun eller han skal flytte et andet sted hen. Det lille barn kan ikke på forhånd forestille sig en anden livssituation og forstår ikke abstrakte forklaringer.

Hvis barnet er tæt knyttet til jer begge, vil det opleve og reagere på, at far eller mor forsvinder. Det kan være utrygt for et lille barn, når barnet ikke kan se den ene af sine forældre hver dag, som det plejer. Det lille barn er nemlig helt afhængig af voksne, der beskytter, trøster og beroliger dem, når de bliver bange, stressede og utrygge. Når barnet bliver adskilt fra forældrene, kan det derfor reagere med utryghed og angst.

Tidsfornemmelsen er ikke på plads, så ventetiden på, at mor eller far kommer, kan føles uendelig, og det lille barn kan blive bange for, at forældrene aldrig kommer tilbage.

Det lille barn reagerer også på forældrenes reaktioner. Små børn mærker stemninger, og de spejler forældrenes følelser: Hvis du er ked af det, vred, bekymret eller stresset, vil barnet ofte reagere ved at blive mere urolig, ked af det, frustreret og utryg.

Hvis du til gengæld udstråler tryghed og ro, vil barnet kunne slappe af og blive trygt ved det, der sker. Når barnet er trygt, kan det bruge sin energi på at udforske, lege og udvikle sig.

Barnets reaktioner
Små børn reagerer ofte på kriser ved, at de ændrer adfærd. De kan fx blive mere urolige, sværere at trøste, de kan stoppe med at spise eller få problemer med at sove.

Fra ca. 8 måneders-alderen lider mange små børn af separationsangst. Det betyder, at de kan reagere på at skulle væk fra deres forældre. Det kan fx være ved at kravle efter dem, række hænderne op eller begynde at græde, når deres forældre går. Det er barnets måde at protestere mod at forældrene går uden dem. Skilsmissen kan forstærke separationsangsten, så barnet får ekstra svært ved at sige farvel, når mor eller far skal på arbejde, eller når barnet skal på samvær.

Det lille barn kan ikke med ord fortælle, hvordan de har det. Derfor er det vigtigt at kigge på, om barnet virker glad og tilpas, om barnet udforsker omgivelserne og leger, spiser og sover, som det plejer. Ændringer i adfærden kan være et signal om, at barnet er stresset og har brug for mere nærvær og omsorg fra de voksne og måske en anden samværsordning for at finde tryghed og ro.

Hvad har det 1-3-årige barn brug for? 

• Det lille barn har først og fremmest brug for, at I som forældre er nærværende. I giver barnet de bedste muligheder for at få omsorg og støtte, når I sørger for at det kan bevare en tryg relation til jer begge.
• Støt hinanden i at være gode forældre for barnet ved at dele jeres oplevelser af, hvad barnet kan lide, hvordan barnet udvikler sig, og hvad der gør barnet trygt og roligt. Acceptér, at I kan have forskellige erfaringer og måder at være forældre på.
• Små børn har brug for forudsigelighed og kendte rammer. Undgå så vidt muligt mange forandringer og skift på en gang. Hvis barnet starter i vuggestue, vil det måske være for meget for barnet at flytte samtidig eller at begynde at overnatte uden for barnets primære hjem. Tilpas samværet efter, hvad barnet har brug for, så det kan få stabilitet og ro.
• Små børn bliver påvirket af stemningen i hjemmet. Hvis barnet virker utrygt eller uroligt, kan det være fordi, barnet kan mærke, at mor eller far er, ulykkelig, bekymret eller vred. Eller at begge forældre er anspændte i mødet med hinanden. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke signaler du sender med din krop, ansigt og stemme og at tilbyde barnet en tryg og rar atmosfære. Også selvom du indeni har nogle helt andre følelser, som du kan have svært ved at skjule.
• Tal med hinanden og med jeres barns dagplejemor eller (primær)pædagog om barnets reaktioner. Det er vigtigt, at de voksne, der skal passe jeres barn, forstår, at barnets reaktioner kan skyldes skilsmissen. Selvom man måske føler, at det ikke kommer dem ved, så er det en stor hjælp at give sit barn.
• En deleordning med et lille barn kræver et meget udvidet samarbejde, hvor I skal være villige til at tilbringe meget tid sammen. Selve skiftet mellem hjemmene kan tage nogle timer hver gang, så barnet kan nå at omstille sig. I skal også bruge tid på, at den forælder, der ikke har været sammen med barnet, kan få en grundig opdatering på bl.a. barnets sovevaner, spisevaner og udvikling.

Små børns verden ramler sammen, når deres forældre flytter fra hinanden, og de kan have svært ved at forestille sig, at familien kan se ud på en anden måde, end den har gjort indtil nu. De har brug for, at forældrene fortæller dem og viser dem, at de stadig er der for dem og passer på dem. Og de har brug for hjælp til at forstå, hvad der sker.

Børn i børnehavealderen mærker stemninger og forældrenes følelser. De kan blive meget bange, hvis deres forældre skændes. De forstår nemlig ikke, hvad der sker, hvorfor forældrene måske er vrede og diskuterer, og hvorfor de ikke kan bo sammen mere. Børn i denne alder gør sig mange tanker om, hvad der er galt, hvad der skal ske, og hvordan forældrene har det. Derfor har de brug for, at de voksne giver dem forklaringer, så de ikke selv finder på dem.

Børn i denne alder kan have svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi, og de har svært ved at tage andres perspektiv. De har derfor svært ved at forstå forældrenes grunde til at flytte fra hinanden og kan komme til at tro, at det er deres skyld, hvis de ikke får andet at vide. De kan også tro, at de har ansvaret for at bringe deres forældre sammen igen.

Barnets reaktioner
Børn i børnehavealderen savner ofte den forælder, der ikke er der. Men de kan også forsøge at skjule deres savn for at undgå, at deres forældre bliver kede af det eller vrede. De kan også vise det ved at blive stille, krybe sammen og trække sig fra kontakten med andre børn og voksne, eller de kan søge de voksne mere, end de plejer.

Barnet kan også reagere på den nye hverdag med vrede og frustration og gøre ting, som barnet godt ved ikke er i orden. Det kan være en måde at få forældrenes opmærksomhed, når barnet har det svært med det, der sker. Det kan fx ske på skiftedage og i situationer, hvor forældrene mødes, og hvor barnet bliver usikkert på, hvad der sker.

Ligesom børn i alle andre aldersgrupper, bliver børnehavebarnet meget påvirket af konflikter mellem forældrene. Forældrenes skænderier kan gøre barnet panisk bange, fordi de er barnets kilde til tryghed. Og den tryghed kan de ikke længere finde, når forældrene er optaget af konflikter.

De 3 til 6-årige kan reagere på den utryghed, skilsmissen kan medføre, ved at ”gå tilbage” i udvikling, og få svært ved ting, barnet før har kunne. De kan fx begynde at tisse i bukserne efter en periode uden ble eller få brug for mere hjælp til at sove, spise eller tage tøj på, end de plejer. De kan også blive mere frustrerede og vrede, de kan blive ængstelige og holde sig tilbage fra lege og udfordringer, som de tidligere har taget på sig.

Hvad har den 3 til 6-årige brug for?

• Jeres barn har først og fremmest brug for tryghed, stabilitet og rutiner for, hvor han eller hun skal være. Barnet har fx brug for at vide, hvem der henter, og hvor det skal puttes.
• Barnet kan ikke forestille sig, hvad der kommer til at ske, når I flytter fra hinanden. Derfor har barnet brug for, at I er så konkrete som muligt. Barnet kan have brug for at få nogle detaljer, I måske ikke lige tænker over. Det kan fx være, hvor barnets nye værelse bliver, hvor det skal sove, hvor mor eller far sover, hvad man gør, når man vågner om natten, hvilke ting skal være hos den forælder, der er flyttet osv.
• Informer alle voksne omkring barnet om, hvad der foregår, så de bedre kan hjælpe barnet med at forstå de forandringer, der sker, og få den nye hverdag til at hænge sammen: ”Ja, nu bor far på X-vej og mor på Y-vej, og mor henter dig hver dag, men du bor hos far i weekenden”.
• Faste aftaler er vigtige – og det er vigtigt, at de bliver overholdt. Barnets tryghed er skrøbelig, og for barnet kan det føles som, at verden vælter, hvis en aftale bliver brudt eller afhentning bliver senere eller anderledes end forventet. Prioriter derfor at overholde aftaler.
• Barnet har brug for rutiner i sit liv og for, at bamsen og yndlingslegetøjet kommer med fra sted til sted. Det giver barnet tryghed. Det har stor betydning for dit barns trivsel, at I taler respektfuldt til hinanden i hente-bringe situationer. Hvis I har brug for at diskutere noget eller er fyldt af vrede, så tal med hinanden om det, når barnet ikke kan høre jer.
• Hvis I vælger en deleordning, hvor barnet er lige meget eller næsten lige meget hos jer begge, kræver det et udvidet samarbejde. I skal være villige til at tilbringe tid sammen og tale sammen om de ting, der handler om jeres barn. En deleordning kræver også en fleksibilitet og åbenhed over for, at barnet kan få brug for at se den anden forælder uden for ”hans” eller ”hendes” uge.
• Tal med hinanden, med jeres barns (primær)pædagog og barnets andre omsorgspersoner om jeres barns reaktioner. Det er vigtigt, at de nære voksne, der skal passe jeres barn, forstår, at barnets reaktioner kan skyldes skilsmissen.

Barnet har brug for tryghed og plads til at reagere
Barnet har behov for sammenhæng og tryghed. Det er afgørende for jeres barn med stabile rutiner og vigtigt, at jeres barn ved, at I stadigvæk er der, på trods af skilsmissen.

Det er ikke ualmindeligt, at barnet tager et stort ansvar for jer ved at mægle mellem jer i konflikter og sørge for at dele sol og vind lige. De kan også finde på at tage ansvar for jeres følelser fx ved at lytte og trøste deres forældre og alliere sig med den, de ser, har det sværest.

Nogle børn tager meget hensyn til deres forældre og holder egne følelser for sig selv. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at krisereaktionerne viser sig mest i skolen, hvor barnet kan have svært ved at koncentrere sig, virke trist, kortluntet og frustreret og måske komme i mange konflikter med de andre børn og voksne.

Hvis barnet bliver ramt af tristhed og begyndende mistrivsel, kan det vise sig som fx ondt i maven og kvalme, manglende lyst til at gå i skole, separationsangst, mørkeræd, frygt for at sove alene, mareridt og vanskeligheder med at falde i søvn.

Nogle børn kan reagere ved at sige eller gøre ting, der sårer dig eller andre. Det kan være tegn på, at barnet er frustreret og vred og sørger over tabet af den samlede familie. Det kan også være barnets måde at tage ansvar, hvis barnet oplever, at den ene forælder har det særlig svært.

Nogle forældre oplever, at alle reaktionerne rammer den ene forælder, mens barnet er meget samarbejdsvilligt over for den anden. Derfor er kommunikation mellem jer om barnets reaktioner enormt vigtig, så I begge kan gøre jeres for at møde barnets behov.

Hvad har den 7-12-årige brug for? 

• Jeres barn har brug for at få sine følelser set, anerkendt og rummet. Det er vigtigt, at barnet mærker, at de voksne godt kan tåle barnets vrede, savn eller ked-af-det-hed og vil være sammen med barnet, når barnet har det svært. Undgå at irettesætte, hvis jeres barn fx bliver meget vredt. Det er vigtigt at spørge til og gætte på, hvad du tror barnet føler og oplever, og lade barnet rette dig, hvis du tager fejl. Sammen kan I undersøge, hvad der er på spil og kan være hjælpsomt for barnet.
• Jeres barn har brug for, at I tager ansvar. Det gælder både for beslutninger og praktiske forhold omkring barnet og for jeres egne følelser. Ellers risikerer I, at barnet påtager sig for store følelsesmæssige byrder, fordi det ønsker at gøre tingene lettere for jer.
• Det er vigtigt jeres barn ved, hvad der skal ske efter skilsmissen og får svar på sine spørgsmål. Lyt og tag meninger alvorligt, men uden at inddrage barnet i alle forhold omkring skilsmissen. Barnet har fx brug for en konkret forklaring på, hvorfor I skal skilles, uden at skulle høre om fx utroskab.
• Tal med jeres barns lærere om, hvad I hver især kan gøre for at støtte jeres barn. For nogle børn, kan det være en hjælp, at barnets lærer efter aftale med jer, fortæller i klassen, at barnets forældre skal skilles, og at det derfor er hård periode for barnet. Det kan være en god idé, at læreren laver aftaler med barnet om, hvad det ønsker sig fra de andre børn. Hvis dit barn får svært ved at følge med i skolen ifm. skilsmissen, er det en god idé at tale med lærerne om at sænke kravene for en periode.
• Vær opmærksom på, at hvis I vælger en deleordning, hvor barnet er lige meget eller næsten lige meget hos begge forældre, kræver det stor fleksibilitet af jer som forældre, så barnet kan få sit liv til at hænge sammen. Det kræver også, at I bor så tæt på hinanden, at barnet kan være sammen med de samme kammerater i fritiden, og så barnet kan passe sine fritidsinteresser.

Din teenager har brug tryghed og stabilitet for at kunne løsrive sig
Det kan nogle gange være svært at skelne mellem den unges reaktioner på skilsmissen og almindelige reaktioner på det at være teenager. Fælles for store børn og teenagere er, at de i forvejen er i gang med en løsrivelsesproces fra jer. Og en skilsmisse kan gøre denne løsrivelse mere vanskelig, fordi den unge ikke bare kan koncentrere sig om sig selv og finde ro i at hjemmet er det samme.

Det er følelsesmæssigt nemmere for den unge at løsrive sig, hvis den familie, han eller hun er ved at gøre sig fri af, er tryg og intakt. Løsrivelsen kan blive sværere hvis den faste base også er i opløsning.

Hvad har teenageren brug for?

• Teenagerne har først og fremmest brug for, at I viser, at I stadig er forældre. Vis, at jeres barn stadig har en tryg base at vende tilbage til, når han eller hun har været ude og prøve sig selv af. Teenageren har nemlig brug for at vende hjem til et varmt måltid mad og en forælder, der tager imod, er nærværende og interesseret i at lytte til det, der optager ham eller hende.
• Når man som forælder er i krise, kan man let komme til at overlade de unge mere til sig selv, end de har behov for. Der sker mange ting i et ungt menneskes liv, og derfor er det vigtigt, at de unge oplever, at deres forældre kan tilbyde stabile rammer og rutiner som holdepunkt i livet. De har brug for at blive mødt med varme og interesse, positive forventninger og forudsigelige krav. Og de kan stadig have brug for støtte til at håndtere svære følelser og opgaver, der virker uoverkommelige eller for svære at klare selv.
• Hvis din teenager reagerer på skilsmissen ved at miste engagementet i skolen, lægge dig og den anden forælder på is, bruge euforiserende stoffer eller andet, så er det vigtigt at tale med ham eller hende om, hvad det kan handle om. Det er vigtigt, at du opdager det, hvis din teenager har det svært. De store børn beder nemlig ikke altid om hjælp hos voksne, selvom de har brug for det.
• Selvom det indimellem kan være svært at rumme sit barns reaktioner, er det vigtigt, at du gør dit bedste for at møde barnet med tålmodighed, varme og forståelse, uanset hvad barnet gør eller siger. Prøv at forstå hvilke følelser og ønsker, der ligger bag det, der bliver gjort eller sagt.
• Teeenageren har brug for at blive holdt ude af forældrenes konflikter og skal støttes i ikke at tage parti. De skal i stedet opfordres til og støttes i at bevare en god relation til begge deres forældre, selvom de måske ikke vælger at bo begge steder.
• Jeres teenager har brug for at få at vide, hvorfor I er blevet skilt – og for ikke at skulle vælge side. Hvis tenneageren alligevel vælger side, har han eller hun brug for overbærenhed, accept og rummelighed fra den forælder, som han eller hun tager parti imod.
• Det er i begyndelsen af teenageårene, at de fleste familier vælger at ophæve de fastlagte deleordninger for i stedet at gå over til løbende at aftale, hvad der passer bedst ind i den unges liv. Det kan være en stor hjælp og investering i forholdet til sit barn at være fleksibel i samværet og lytte til hvad der er vigtigt for barnet, om det fx er at komme med til fest, til sin sport, overnatte hos venner m.m.
• Nogle store børn i deleordninger føler også behov for at få ordningerne ophævet og komme til at bo fast ét sted. Derfor bør I hele tiden være åbne over for denne mulighed og så vidt muligt selv introducere den, så det virker som en legitim mulighed, hvor den unge ikke kommer til at føle, at han eller hun skal ”kassere” en af jer.