Den gode aflevering
Nogle morgener går det som smurt, når de små skal afleveres i institutionen, og andre gange kan det være sværere at få sagt farvel.
Det er vigtigt for små børns tryghed, at overgangen mellem livet derhjemme med familien og livet i vuggestuen, børnehaven eller dagplejen er så rolig som muligt. En rolig overgang vil typisk også give dit barn en rolig formiddag, og dit barn vil hurtigere blive klar til at lege og lære.
Vi har samlet nogle gode råd, der kan hjælpe jer på vej til en tryg og rolig aflevering.
Tjek ind med dig selv, inden morgenen for alvor bliver sat i gang
Stressede og hektiske morgener er aldrig sjove – hverken for dig eller dit barn. Oftest går det sådan, at hvis du er stresset, vil dit barn reagere på det. Det kan f.eks. være ved at græde eller gøre det modsatte af det, du siger – så bliver du mere irriteret, og så kører den dumme spiral derfra.
Derfor: Sørg altid for, at du lige får tjekket ind med dig selv, inden det store morgenrul går i gang. Spørg dig selv: Er jeg ok? Er jeg stresset? Er der noget på arbejdet, et skænderi med min partner eller noget tredje, der gør mig sur, travl eller irritabel?
Så træk vejret og giv dig selv et øjeblik til at anerkende, at det er sådan du har det og prøv så at tænke over, om der er noget, du kan gøre for at få ro på og give dig selv et øjebliks omsorg. Dine følelser er nemlig noget af det, der smitter allermest af på dit barn. Derfor starter den gode morgen – og den gode aflevering – næsten altid med dig selv.
Hav tid til at lande stille og roligt i institutionen
Når I ankommer til dit barns vuggestue, børnehave eller dagpleje, så sørg for at have god tid i garderoben og forsøg så vidt muligt at følge de samme rutiner, som I plejer. Hvis dagen er startet skævt, så drop de store morgenkrav til, at dit barn skal selv. Hjælp dit barn, så I kan gå ind på stuen i godt humør.
Prøv så vidt muligt at aflevere dit barn til en voksen, som dit barn kender
Når tingene er lagt i garderoben, og I er fremme ved stuen, så orienter dig mod pædagogerne og vent på, at der er en, der er er klar til at modtage dit barn. Lad gerne dit barn selv søge de voksne.
Hvis du kan mærke på dit barn, at det ikke er lige let at blive modtaget af alle voksne, kan det være, fordi dit barn ikke kender alle de voksne lige godt – og ikke er lige tryg ved alle. Det er meget normalt, at børn knytter sig mere til nogle end andre, og det er vigtigt at respektere, at børn kan have præferencer for bestemte voksne.
Hvis dit barn virker mere trygt ved Rasmus end ved Pia, kan du prøve at tale med personalet om, hvorvidt det kan lade sig gøre, at dit barn for det meste bliver modtaget af Rasmus, så længe dit barn er mest tryg ved det.
Gå aldrig uden at sige farvel
Når du skal til at gå, så fortæl dit barn, at nu går du, hvad du skal, og hvornår du kommer tilbage og henter. Sig f.eks.: ”I dag skal du være sammen med Pia i vuggestuen, mens mor er på arbejde. Når du har leget, spist og sovet, så henter jeg dig igen.” Det er vigtigt for dit barns tryghed, at du får sagt farvel ved afleveringen – også selvom det nogle gange kan virke som det letteste at smutte ubemærket væk, når den gode leg er kommet i gang.
Sæt ord på dit barns følelser – også hvis hun eller han er ked af at blive afleveret
Hvis dit barn bliver ked af det, når du skal til at gå, er det en god idé at sætte ord på det, dit barn oplever – fremfor at prøve at aflede det svære. Hvis dit barn virker uroligt, fordi du er på vej til at gå, kan du f.eks. sige: ”Jeg kan se, du bliver lidt ked af det, fordi jeg skal gå. Nu skal jeg til at gå ud ad døren, og så kører jeg på arbejde. Nu skal du lege og hygge med Pia, og når du så har leget, spist og sovet, så kommer jeg og henter dig. Pia passer godt på dig.”
Når dit barn har fået kontakt med en pædagog, der kan tage imod hende eller ham, er det en god idé ikke at trække afskeden ud – det kan gøre dit barn endnu mere ked af det og gøre det sværere for dit barn at komme videre. Aftal med pædagogerne, at de kontakter dig, hvis dit barn er helt utrøsteligt.
Mere om dagtilbud
Indkøring
Det er en skelsættende begivenhed for mange forældre, når deres barn skal til at starte i vuggestue eller dagpleje. Det kan både være noget, man som forældre har set frem til, samtidig med at det kan vække følelser af angst og uro – bl.a. fordi man skal overlade sit barn til voksne, man ikke kender endnu.
Styrk det gode samarbejde med dagtilbuddet
De voksne i dagtilbuddet er nogle af de mennesker, dit barn tilbringer allermest tid med. Derfor er det helt afgørende, at der er et godt samarbejde mellem jer, så I på bedste vis kan sikre dit barns trivsel og udvikling.
tryghed og trivsel i dagtilbud
En stor del af danske børn bruger det meste af deres hverdag i et dagtilbud. Derfor er det helt naturligt, at du som forælder ønsker, at dit barn skal have det så trygt og godt som overhovedet muligt, når hun eller han er i sin vuggestue, dagpleje eller børnehave.
Den gode afhentning
Du har måske prøvet mere end én gang at stå i institutionen og have en plan for, hvordan og hvornår I skal hjem for så at opdage, at dit barns plan er en lidt anden. Det kan være frustrerende, og det er aldrig rart, hvis man bliver mødt af modvilje fra sit barn.
Ønsker du personlig rådgivning?
ForældreTelefonen
Har du spørgsmål til opdragelse, trivsel, dagtilbud, forældrerollen eller andet?
På Børns Vilkårs ForældreTelefonen kan du få gratis, anonym, børnefaglig rådgivning om stort og småt, der handler om børn.
Ring 35 55 55 57