Dit barn blev måske bange eller forskrækket, da du skældte ud. Det er vigtigt, at du viser over for dit barn, at du godt kan forstå, at han eller hun blev bange. Det gør du ved at vise dit barn omsorg og trøste. Det er vigtigt, at du selv er faldet ned, når du trøster, og at du sætter dig hos dit barn med en rolig stemme. Tilbyd dit barn et kram, men accepter også, hvis dit barn ikke har lyst.
Når du trøster dit barn, er det en god idé at sætte ord på, hvad du forestiller dig, at dit barn oplevede og følte i situationen. Du kan f.eks. sige: ”Av, der blev du vist forskrækket og bange, da jeg blev rigtig sur? Det kan jeg faktisk godt forstå. Kom, nu skal jeg trøste dig.” Det hjælper dit barn med at forstå sine egne følelser i situationen og viser respekt for dit barns følelser.
Tjek af, om du har forstået dit barn rigtigt: Hvis dit barn kigger væk eller vender hovedet væk fra dig, kan det være et tegn på, at du skal prøve med et nyt gæt.
Din krop, din kropsholdning og dit toneleje er lige så vigtigt, som det du rent faktisk siger med ord. Det er mindst lige så vigtigt som at få en undskyldning, at man bliver aet med en kærlig hånd, sidder på et skød og møder nogle rolige øjne.
Det er vigtigt, at du viser dit barn, at du tager ansvar for dine egne følelser og reaktioner f.eks. ved at sige ”undskyld” eller ”det skulle jeg ikke have gjort.” Uanset, hvor irriterende du synes, dit barn har været, så er det aldrig dit barns ansvar, at du skælder ud. Derfor er det vigtigt, at du fortæller dit barn, at du er ked af, at du skældte ud eller blev for vred.
Det er ikke sikkert, at dit barn lige med det samme har lyst til at være tæt på dig og blive trøstet, når du har skældt ud. Læg mærke til, om dit barn kigger væk og trækker sig fysisk fra dig – f.eks. ved at læne sig væk, vende siden til og ansigtet væk. Så er det nemlig vigtigt at respektere, at dit barn ikke er klar til f.eks. kram. Bliv alligevel tæt på dit barn, så det ikke er alene med sine følelser og hjælp dit barn med at komme videre – f.eks. ved at tilbyde, at I laver noget rart sammen.